"Om valmuens fornemme nikken"

Trinitatis søndag

Salmer: 318,364,,260,767

"...for nu er det maj og igen må man spørge sig selv

Om valmuens fornemme nikken

Eller mælkebøttens lille, vilde brand er bedst?

Det bedste er at jeg selv på de værste

Dage er nysgerrig efter i morgen

Det er det bedste for mig"

Sådan skriver Søren Ulrik Thomsen i et digt. Og det må I undskylde, for det har jo ikke meget med trinitatis søndags tekst at gøre, men det har med trinitatistiden som årstid at gøre. Det er nu alting stråler af alle farver og af jubel ned i hvert eneste lille blomst og blad.

Jeg kan godt lide digtet, fordi det kombinerer energien i naturen med energien i os selv. Fordi der er så meget energi i naturen, så megen storhed, så bliver vores energi simpelthen også nødt til at vokse, og en storhed må snige sig ind i os, og vi selv bliver opladt af samme energi som for Søren Ulrik Thomsen er nysgerrighed, at alting er i vente og noget nyt kan ske i morgen.

Den, der for alvor tør opleve naturens vidunderlighed og storhed, kan også se langt om bag ved den og gøre den til noget mirakuløst, til noget, som vi kan tolke ind i vort liv, at vi på en eller anden vidunderlig måde er indfældet i noget, der er så meget større end os selv. Det betyder altså noget for den måde, hverdagen kommer til at forme sig på. At vi har en dimension, der er større en rugbrød - selvom det naturligvis ikke er at foragte. Men en himmeldimension, hvor der altså er højt til loftet på alle måder.

Suzanne Brøgger skriver lidt det samme et sted:

"Katten lægger sig katteagtigt i rosenbedet på et tykt blødt leje af visne blade. Den lægger sig på rosernes dyne. Luften er svanger, ja, netop, med forår og grøde, hvis man ikke selv kommer i bevægelse, bliver man mast af forårets kraft. Det er lige nu, årets høst topper med dødsannoncer."

Det er helt det samme som Søren Ulrik Thomsen skrev i sit digt - det om at komme i samme tempo som naturen, ellers bliver man mast af forårets kraft. Vi er indfældet i naturen og i forårets kraft, så det er bare med at komme ud af blomsterknopperne og folde sig ud.

Suzanne Brøgger skriver videre:

"Man bukker sig ned over en bunke visne blade, rejser sig brat og undgår på millimeteren at få en kirsebærgren i øjet og blive blind - og i samme øjeblik får man øje på purløget, det lysegrønne, der lige er kommet op! Miraklet og katastrofen krydser i samme bevægelse, samme sekund."

Lige nu med to uoverkommeligt, uforståeligt store naturkatastrofer i asien, ved vi påny, at naturen har en stor herlighed i sig, men også en stor katastrofe for mennesker.

Miraklet og katastrofen krydser hinanden. Herlighed og grusomhed er forbundet i skabelsesværket. Vi oplades og forskrækkes, men lades aldrig i ro. Vi bevæges og forføres, vi forskrækkes og foruroliges.

"...valmuens fornemme nikken" kører vi langt for at se i disse uger, hvor den kan sætte en hel skråning i brand. Og det er til gengæld utilgiveligt ikke at gøre, for der giver os så meget.

Hvordan vi tænker Gud ind i en natur med så stor herlighed og så stor grusomhed, det er lidt op til enhvers temperament, tror jeg.

Job i det gamle testamente kunne ikke beslutte sig helt uden i en slags resignation.

"Nøgen kom jeg ud af moders liv,

nøgen vender jeg tilbage

Herren gav, Herren tog,

Herrens navn være lovet"

- digter han med et kim af insisteren og anfægtelse. Han vil så gerne have Gud, som en god Gud inde i skabelsen, men anfægtes også, fordi man kan miste så meget, hvad han selv oplevede; naturen kan være grusom med sygdom og død i lange baner.

Det gamle testamente har et gudsbillede, der prøver at bevare en almægtig skabergud, men det er ikke nemt. Jeg tror, vi vil holde os til det ny testamentes billede af Gud.

Godt nok siger Jesus i dagens tekst, kendt som dåbsbefalingen, at al magt er givet til ham. Men så er det, at man lige skal huske på, at det er den korsfæstede og opstandne Kristus der siger det. Han har selv oplevet tilværelsen herlighed, men ikke mindst dens grusomhed. Undervejs igennem Israel på sine vandringer havde han særligt øje for sygdom og isolation af mennesker på alle mulige måder og han gjorde oprør. Livets grusomhed skal bekæmpes med alt det håb og al den energi, som vi kan finde.

Det er hvad evangelierne fortæller om ham.

Mig er givet al magt i himlen og på jorden, siger han. Men vi ved godt, at den magt han taler om ingenlunde er mægtig. Det er bare det enkelte sårbare menneskes magt, når det ikke kan lade være med at glæde sig til dagen i morgen. Al magt i Jesu mund er håbet om, at det værste aldrig indtræffer. I hans liv krydsede miraklet og katastrofen hinanden hele tiden. Men jesus insisterede på, at troen kunne bære livet. Det er det, han gentager igen og igen: din tro har frelst dig.

Det handler om, at vi selv på de værste dage er nysgerrig efter i morgen. Det var det, han bad sine disciple og os om, at vi skulle tage ud i den vide verden og forklare det, at det var den bedste måde at tænke om Gud på. Vi skal ikke gøre Gud til en blind skæbnegud. Vi skal ikke tro på en Gud, der er almægtig, som om Gud styrede alting både mirakuløst og forfærdeligt.

Nej, vi skulle nøjes med som sårbare mennesker at gå i jesu fodspor og alene håbe og tro på noget af det, vi selv kan gøre noget ved. Elske hinanden, hjælpe hinanden, være nysgerrige efter fremtiden, have empati med hinanden, når ulykker og sygdom indtræffer.

Al magt i Jesu mund er kærlighedens magt. Ikke andet. Vi har en utrolig og fantastisk religion, der ikke er særlig fornuftig, men som siger, at det menneske Jesus, som for alvor oplevede at være magtesløs, at det menneske efter sin forfærdelige død opstod ind i Guds væsen som identisk med Gud.

Altså han han i opstandelsen, som vi alene må nøjes med at tro på, fordi den ikke kan bevises, - at han i opstandelsen overtager den frygtindgydende gammeltestamentlige Guds plads, som snart gav liv og snart tog liv. Nu er gud åbenbaret på ny vis, som en forårskraft, der står op af døde selvom vi godt ved, at naturen også har død i sig.

Det ny testamente siger det med sine billeder f.eks. at Jesus sidder ved Gud Faders højre hånd. Ikke et sted oppe i himlen eller på jorden eller på en anden klode. Det er ikke i de dimensioner, vi skal finde foreningen af det sårbare menneske og Guds almagt.

Det er i hjertets længsel efter at leve med håb, at almagten skal findes. Det er i et forsøg på at følge med i forårets vidunderlige vækst, at den almagt findes, som vi er døbt til.

Hvad kirken indimellem har gjort, fordi den har tolket almagten som militær magt, det må den sige undskyld for, for det har aldrig været meningen. Mig er givet al magt i himlen og på jorden, siger Jesus om sin opgave i denne verden. Men den magt han taler om, er den forførende magt, som findes i valmuens fornemme nikken og i mælkebøttens lille brand og i purløgets grønne mirakel. Det er samme magt, for det er kærlighedens magt, som bare håber og håber og er nysgerrig efter dagen i morgen.

Og den almagt, som er sårbarhed, findes aldrig i det værste, som Søren Ulrik Thomsen også beskriver, når han siger:

"de dage hvor alle man ser på gaden er grimme

fordi man selv er godt grim indeni er de værste"

Det er at gå foråret imod, det er at standse væksten, at forhindre alle farver og al vækst. Det er at være vantro. At være tro, er at kigge efter valmuer og øjeblikke af kærlighed mellem mennesker.

Kære menighed - Glædelig trinitatis!

Amen