Vaskebalje og døbefont

Skærtorsdag

Salmer: 722,463,455,,365,477,472

I dag er det bare en af de allermest inderlige dage, vi har her i kirken. Det er Skærtorsdag. Det er dagen for vort ugentlige sidste måltid med hinanden. Eller det første om man vil. Det sted, hvor vi allermest forsøger at nærme os det, vi er fælles om i vort liv: En viden om, at vi får livet skænket, og at vi er hinandens liv. At vi skal give os selv til hinanden, at vi skal være brød og vin i hinandens liv på samme vis som kristendommen siger, at Gud selv vil være det i vore liv.

La ultima cena. Det sidste måltid. Det sidste måltid er det i virkeligheden hver gang, vi for alvor er sammen om sådan et fællesskab. Venskabet og fællesskabet bekræftet ved at være side om side indtil alt andet hører op. Vi vil være sammen, siger vi, ved at være fælles om det grundliggende, det vi lever af, her vist ved brød og vin. Når vi har været tæt på et andet menneske, for at ville være sammen med det menneske for altid, så er det også som om, det var sidste gang. Det hører med til fremtidsønsket, at vi gør det så grundigt, at vi kan slutte det nu.

Jeg elsker dig indtil døden skiller os ad, lover vi i vielsesritualet. Afslutningen er med i nutiden, for ellers er der ingen bund i det.

Skærtorsdag kommer evangeliet med den allerstørste kærlighedserklæring, vi kan få. Vores forståelse af Gud, skal vi finde i nadveren. I den allertætteste relation, vi kan finde. Jeg tror, dét måske er det allerbedste vidnedsbyrd om, at vi kan være mennesker sammen, så forskellige vi er, at vi søndag efter søndag kan stille os side om side og være fælles om brød og vin, om liv og død, om det vi lever af og på. Med en fornemmelse af, at vi ikke har bestemt alting selv, men at vi går ind i et kærlighedsforhold, hvor det er tilladt, at der kommer overraskelser.

Kære menighed

I virkeligheden tror jeg meget på, at kristendom er en slags psykoterapi - uden at vi skal forbinde noget odiøst ved det ord. Men kristendom er forløsende på så mange måder, og i evangeliet til i dag er det næsten skærende klart, hvordan vi skal forløses.

Så fyldt af betydning Jesus har været hele vejen gennem sit liv bliver hans sidste handlinger så koncentrerede, at vi slet ikke kan nå til bunds i dem uden, at det tager næsten et menneskeliv. Nadveren er billedet på, at sådan skal vi leve vores liv, som han levede det. Vi får alt, hvad der er hans. Lev med en sådan livslyst og dødsforagt, som han gjorde. Sådan siger evangeliet. Vi skal arve det hele, alt, hvad der er ham, Gud, tro, håb og kærlighed, Jesu rene og uforfærdede liv.

Nadveren er tilgivelse, der ikke alene kommer til udtryk i direkte tale. Han rækker dem brødet og vinen og siger, at det er ham selv. Han ved de vil svigte, som vi alle svigter undervejs i vort liv, men han er sammen med dem alligevel, han løfter sit ansigt mod dem og lader det lyse af kærlighed.

Ingen anden, tror jeg, end Emil Nolde har malet det så fantastisk i sit alterbillede, hvor Jesus sidder med bægeret midt i billedet fyldt af en hengivelse hinsides denne verden. Men han gør det sammen med dem, der forråder ham dagen efter, svigter og forråder. Det er det smukkeste billede, jeg nogensinde har set. Det fik en fremtrædende plads på nazisternes udstilling af entartete kunst i 1937, men blev reddet for eftertiden som et billede på en hengiven kærlighed, hvor himlen kommer ned på jorden. Jeg fandt et lille billede på nettet i nat, som jeg har hængt op på kirkedøren ind til salonen, så man kan se det bagefter.

Det er som evangeliet. Rummet de sidder i til den sidste nadver, ser vi ikke. Vi ser deres overraskede ansigter, vi ser deres liv i ansigterne. De er der alle tolv.

Kristendom er en slags psykoterapi. Her renses vi, uden at vi skal gøre noget selv. Vi får lov til at være til stede i Guds nærhed. Vi bliver budt velkommen til bordet. Værsågod at spise og drikke. Selvom du var fejg eller dum eller alt for hurtig på aftrækkeren i den og den situation, så får du her at vide, at du er inviteret med på allerhøjeste plan.

Lev dog! Det er budskabet. Lev med alt, hvad der er i dig og med alt det, som du ikke engang kan li. Tag det hele med og gå videre.

I nadveren bygger Gud sin vidunderbro over skyldens afgrund. Det betyder ikke, at skylden forsvinder; så ville der nemlig ikke være brug for nogen bro. Tilgivelse er ikke fjernelse af skyld, men genoprettelse af et fællesskab trods skylden.

Allermest kommer det måske til udtryk i den anden definitive handling, Jesus efterlader sine disciple med, som om han med sin handling skriver et testamente: Se her, det her giver jeg jer. Det må I få nu, som en gave og som et billede, I skal leve jer ind i. Det er testamentet, vi skal overveje, gaven vi får ind i vort liv.

Her bliver det lysende klart, at kristendommen har dybe psykoterapeutiske virkninger, hvis vi vil tage den ind i vort hjerte. Vi tror undertiden, at vi skal rense os, at vi skal blive rene. Det har reddet kirken gennem hele dens historie. Renheden har været nøglepunktet. Kroppen har været det urene, fordi den i sig har døden. Derfor har den været fjenden. Mange bevægelser i kirken har derfor gået på at blive ren, sådan som det er i mange andre religioner. Og alt for ofte blev det en ydelse, menneske ydede. Afholdenhed, renhed, cølibat. Det lever i bedste velgående.

Men i dag får vi altså i evangeliet at vide, at renheden ikke kommer indefra og ikke kan opnåes gennem vores stræben, men at den altså kommer fra tilgivelsen.

Så ny hvert eneste øjeblik er, så ny er vi i kærlighedens øjne, siger Jesus med fodvaskningen. Han renser sine disciples og vores sorte samvittighed på forhånd, fordi han ved, at det værste man kan gå med er skyld. Skyld tynger os ned og gør os uduelige til at leve. Jesus siger, at kærlighedens Gud ser os som nye i hvert nyt øjeblik. Ikke at vi ikke bærer vores fortid med os. Det vil vi altid gøre, men i Guds øjne får vi chancen for at leve som helt nye mennesker. Det er den allerbedste livsåbner, der findes. Tilgivelsen. Her findes vejen ind til vort eget hjerte og til vor egen livslyst igen. Her findes det mod, som er nødvendigt for at leve. Du har lov, siger det mod til os. Gå ud og lev med de muligheder du har. Gud bliver til vort livsmod.

Og så en ting mere: Lad andre leve på samme vis. Nu skal vi gøre, som han har gjort. Vaske hinandens fødder, billedligt talt, tjene hinanden, naturligvis, men også bære over med hinanden, se hinanden som lige så nye som hver morgen er ny. Ikke noget med at bære på gammelt gods af hinandens skyld. Ikke noget med at lege en straffende og dømmende Gud over hinanden, for den Gud findes ikke mere. Han har rejst sig op, taget et forklæde på og bøjet sig ned for at vaske vore fødder. Det er den eneste vej til livet, at leve i tilgivelsens nye lys.

Her kommer der et gevaldigt potentiale af livskraft fra kristendommen. Det vælter lige ind i os som en nyhed i os selv, som vi intet vidste om. Vi får det ganske gratis, af nåde.

Vaskebaljen i dagens evangelium bliver til døbefonten, og Vorherre fortsætter med at give os den renhed, der gør, at vi kan leve uforfærdede og aldrig tro os selv skyldige og i vejen for livet.

Jamen, kære menighed, jeg ved næsten ikke hvordan jeg skal få det her sagt, men det er det bedste af alting, det er måske derfor det er så svært.

Her er livets kilde. I fortællingen til i dag. Den fortælling, som vi skal virkeliggøre og som Gud virkeliggør hver eneste morgen.

Så er det bare med at komme i gang med at vaske hinanden rene og glemme lysten til at gøre hinanden snavsede, for det er den renhed, vi går givet, der gør os livsduelige.

Amen