Repetition

Sidste søndag i kirkeåret

Salmer: 732,372,332,,276,477,431

Så er vi nået til sidste søndag i kirkeåret. Søndag efter søndag har vi været samlet her for holde gudstjeneste. For mig er gudstjeneste det samme som grundigt at overveje, hvad det vil sige at være et menneske.

Jeg tænkte på det i går, at da konfirmanderne og jeg sad og talte sammen om Gud. Gud er en måde at sige på, hvordan verden er, og hvem mit medmenneske er, og hvem jeg selv er. Gud er nøglen til vort liv.

Gud er ikke, at der findes en en skæbnemagt, som kommer til hjælp, når vi er i nød. Gud er ikke en sandhed, som vi skal gå i døden for.

Fredag aften var der i DR1 et show fra Cirkusbygningen i København med Niels Hausgaard. Han havde endelig taget sig sammen til at få skrevet en salme. Han fortalte, at han engang imellem havde fået kritik for, at han gjorde grin med Gud. Det var han nu ikke så bekymret for, for den Gud han troede på, tog sig ikke af sådan nogle småting.

Men kritikken havde sat ham i gang med at skrive salmen, som fortæller om alt det, der ikke er Gud. Jeg har ikke kunnet finde teksten, ellers havde jeg citeret den, for jeg var helt enig med ham. Hvis et menneske bliver selvmorder, fordi Gud fortæller ham, at han skal, så er det ikke den Gud Hausgaard vil tro på. Hvis Gud siger, at vi ikke må glæde os over vin sang og kærlighed, så er det heller ikke den Gud vi tror på. Jeg skal se, om jeg kan få fat i teksten, for den var ganske fremragende.

Nej Gud er en fortælling om, hvor vidunderlig verden er, at der er en bestemmelse med den og med vort liv. Verden er ikke bare ingenting, den er først og fremmest Guds, fortæller skabelsesberetningen i det gamle testamente. Der er en bestemmelse med alt. Også med os.

At holde gudstjeneste er at forsøge at komme til at leve i overensstemmelse med den bestemmelse. At finde ud af, hvad det vil sige at være et menneske.

Gud er ikke et spørgsmål om at tro på, at Jesus kunne gå på vandet og så meget andet, men et spørgsmål om at finde ud af, at komme i overensstemmelse med, hvad han sagde om det at være et menneske.

Da det nu er sidste søndag i kirkeåret, har jeg været ved at kigge tilbage på prædikener fra det år. En søndag sagde jeg:

"Jeg tror, at Gud er til stede med sin sorg og protest overalt, hvor livet er blevet ødelagt. Gud er ikke død, så længe der endnu er nogen, der græder over sygdom, uretfærdighed og død. Det er på en måde Gud selv, der græder og bliver vred over al elendigheden og så rejser sig til kamp imod den."

Det stemmer godt med dagens tekst, som forestiller sig den store verdensdom til allersidst. Gud er ikke død, så længe der stadigvæk er nogle, som giver mad til de sultende, drikke til de tørstende, hjem til de fremmede, omsorg til de syge, trøst til de fængslede.

Guds almagt er en magt til at være hos de svageste og stå på de svages side. Gud er for alvor i kristendommen kommet ned på jorden, helt ned til den del af jorden, som lider nød. Det er der, han vil være som et hjælpende menneske. Ganske enkelt.

Hvad vil det sige at være et menneske? Jo, det vil sige at kunne føle med en anden, at kunne med lide med en anden og at kunne handle og gøre noget for den lidende.

I en prædiken citerede jeg endog forfatteren Imre Kertesz for at sige: "For mig er det vigtigste spørgsmål ikke, om Gud er til eller ej, men om vi lever, som om Han var til."

Så langt i argumentationen for den levende Gud kan jeg også godt gå. Gud er ikke et spørgsmål om dogmatik og sandheder, men et spørgsmål om at handle rigtigt, om at være et menneske med et levende og bankende hjerte. Gud har ikke andre hænder på jorden end vore.

Det blev understreget en anden søndag, hvor jeg i prædikenen sagde det sådan her:

"At tro på Gud er for Jesus og for Lukas i dagens evangelium at handle ret, at have situationsfornemmelse, at hjælpe den nødstedte på den rigtige måde. At tro på Gud er at være et ordentligt menneske. Det er det, hvorom alting drejer sig."

Den dag handlede det om den barmhjertige samaritaner. At gå til gudstjeneste er altid at overveje, hvad det vil sige at være et menneske. At tjene Gud er at være til stede for sit nødlidende medmenneske. Gud er, at der er ansvar, som K. Olesen Larsen sagde det engang.

Det er i hvert fald een side af Gud, som vi ikke kan komme udenom. At sidde sammen og tale om Gud, er at tale sammen om, hvor meget vi betyder for hinanden, og hvor langt vores ansvar går for hinanden.

Det handler vel at mærke ikke om, at vi skal sidde og blive nedtrykte over det, fordi vi ikke lever op til det ansvar. Det er ikke bare et spørgsmål om at se på en løftet pegefinger, for Gud er også den, der giver svaret, som altid er kærlighed. Kun det menneske, der elsker for alvor, kan nå frem til det sted, hvor han eller hun bliver et menneske.

Derfor hed det også en søndag for ikke længe siden:

"Kærlighed består først og fremmes i at give. Kærlighed er en aktiv følelse, er udfoldelsen af en iboende kraft, som kommer og som ikke kan holdes tilbage, men som også - og det tror jeg er vigtigt - vælges til, men som kun kan vælges og udfoldes i frihed. Kærlighed er ikke noget, der trækkes i en automat. Kærlighed har også med vilje at gøre, med viljen til at ville den anden ligeså meget, som jeg vil mig selv."

Det er vigtigt at få med. Kærlighed og tro er aktive følelser. Kærlighed sidder ikke og venter på, at den elskede skal elske, men elsker aktivt den elskede. Troen sidder heller ikke og venter på, at Gud skal gribe ind, men handler aktivt for at hjælpe den verden på fode, som vi tror på, vi har fået af Gud og også fået ansvar for.

Med den dygtige psykiater og filosof Eric Fromm citerede jeg en søndag:

"At elske et andet menneske, er at elske alle mennesker.

At elske sig selv er at elske hele verden, alle dens muligheder"

Jeg synes, der i sådan et citat, åbner sig en hel verden. Det er godt at sidde med og overveje og derefter relatere til sit eget liv. Inderst inde ved vi det jo godt, at kærligheden inkluderer hele livet. Kærligheden er aldrig eksklusiv. At elske er at elske hele livet og at kæmpe for det.

At elske hele verden er også at kæmpe aktivt for at tørstende og sultende og nødlidende og flygtninge skal have hjælp og reddes først og fremmest uanset omkostningerne. For at hjælpe et menneske af kærlighed og af ansvar er at hjælpe hele verden. Det er vejen til, at vi kan blive til Guds hænder på jorden.

Endelig det sidste citat fra efterårets prædikener:

"Gud er overalt i vort liv. Han er vi hvert eneste øjeblik som en suveræn mulighed for at leve og at være til i fællesskabets vidunderlige verden."

Jeg kan ikke se rettere, end at det er det, der understreges med den store fantastiske forestilling om en verdensdom, hvor alting gøres op.

Hvis vi virkelig vil have den levende Gud med overalt i vort liv, så er han der som en mulighed for at handle ret og forstå, hvad der kræves i hvert øjeblik.

At livet er meget større end vor egen lille parcel, at vi er forenede på den måde i kristendom, at vi er hinandens brødre og søstre.

I går gennemgik vi fadervor i konfirmationsforberedelsen, men nåede faktisk ikke ret meget længere end til at overveje det første ord, fadervor. Hvilke konsekvenser får det ord ikke for vort liv? Det er en vidtfavnende religion, vi har. Vi kommer i familie med hinanden og får ansvar for hinanden, fordi vi bliver søskende med en fælles far.

Dog først og sidst er det vigtigt at få med, at Gud giver os begyndelsen til at arbejde med, hvad det vil sige at være et menneske. Han giver os i evangeliet en ubetinget kærlighed som startkapital. Det er den kærlighed, vi er sat til at forvalte i et kommende nyt kirkeår.

Kære menighed

Tak for det kirkeår, der er gået. Tak for tålmodighed og lydhørhed og overbærenhed. Og især tak for alle de samtaler, som søndagene og deres prædikener har afstedkommet.

Må Gud give os mange gode søndage i det kommende kirkeår, så vi stadig i fred kan arbejde med, hvad det vil sige at være et menneske skabt i Guds billede.

Amen