"At lade sig gennemstrømme af livet"

Septuagesima søndag

Jeg har taget to andre tekster med for at få lidt form på den her prædiken, hvor evangeliet jo i virkeligheden siger alting selv uden præstens hjælp. For der er vist ingen, der ikke sidder og tænker: hvem af de tre er jeg eller hvornår var jeg den første eller den anden eller den tredje tjener i lignelsen? Lignelsen kan selv. Ikke mindst uden præstens prædiken.

Den første af teksterne, som jeg vil bruge, er smuk og positiv. Det er den bedste slags tekst, jeg selv kender. Det er en trosbekendelse, jeg helt kan tilslutte mig. Den er fra Præsteungen, Göran Tunströms barndomserindringer. Han siger et sted:

"Meningen nok i sig selv. I dette: at lade sig gennemstrømme af livet - vandre på jorden - indånde luften - strække sine lemmer ud - føle fryden der stiger mod én fra alle ting."

Kære menighed

Det er bare så godt, fordi det er uden alle de der moralske formaninger, uden vurderinger af resultatet af vores indsats. Den trosbekendelse handler bare om at være. Det er det, alting handler om, siger den. At være. At lade sig gennemstrømme af livet, for det betyder, at vi bliver ladet op, at vi får energi, at vi får liv, vi kan give videre af. Det er den bedste investering, vi kan gøre. Det er der, renteafkastet er størst.

Det er sådan livet er først og fremmest. Vi skal ikke tro, at det kun er tjenerne i lignelsen, der får verden til at gå rundt. De og vi har fået talenterne, rigdommen vi lever af og på, men det er vigtigt at erkende, at den rigdom findes i forvejen. Det er den, vi lades op af og kan få held til at give videre af.

Vi skal ikke tro, at vi får en kæmpebonus til sidst i vort liv, bare fordi vi har fået et afleveret et fint regnskab. Livet er ikke som det private erhvervsliv, hvor der rask væk udbetales bonusser i den størrelsesorden, der følger ordet om, at den, der har meget, skal have mere.

I livet, eksistentielt set, er det ikke bare et spørgsmål om at være energisk og dygtig. Det er også et spørsmål om at være modtagende. At lade sig gennemstrømme af livet. Et spørgsmål om at være levende.

Måske er det alletings levende princip: ikke at kræve, ikke at tage, men at give. Jo tættere vi kommer dommens dag, det vil sige den dag, hvor vi ikke har flere muligheder for at lade os gennemstrømme at livet, desto mere må vi overveje, hvordan vi har det med at være i overensstemmelse med livets eget princip, som jeg tror, er det at give og modtage.

"Hvad du beholder for dig selv, mister du; hvad du giver væk, er dit" har et klogt menneske sagt engang.

Den første tekst, jeg har brugt til at belyse evangeliet til i dag med, er vidunderlig: Det handler om at lade sig gennemstrømme af livet. Mærke kærligheden, for så kan vi ikke lade være med at elske igen. Mærke glæden, for så kan vi ikke lade være med at glæde os og andre. Og vandre på jorden - indånde luften - strække sine lemmer ud - føle fryden der stiger mod én fra alle ting.

Så kan vi godt glemme alt om alle de digte, der stiller spørgsmål efter livets mening. I det øjeblik, vi lever, er meningen ganske enkelt tilstede. Det er kun, når vi holder os borte fra det levende, at vi ikke kan se en mening med alting.

For mig at se, må det største talent, vi har fået af Gud, være, at vi har mulighed for at vælge at leve på den måde. At forvalte det levendes princip er at gå ind i den gavemekanik, som ligger i livet. Du har fået et liv. Tager du imod det, kan du ikke lade være med at give noget tilbage. Det er ikke et spørgsmål om vores egen moral. Vi skal ikke være så og så gode for at være som de to første tjenere. Vi skal bare forstå, at livet er en gave, og at vi altid vil stille os i en sådan position, at vi tager imod den.

Den anden tekst er især en tekst om den tredje tjener. Jeg ved ikke, om han er den, vi er flest af. Måske er det bare sådan, at meget af tiden er vi ham, og måske en del af tiden er vi en af de to andre.

Det er selvfølgelig Benny Andersen, der kan skrive sådan noget. Han skriver:

Faren ved at læne sig ud

risiko for gabestok og solstik

faren ved at kaste det første glashus

hvis man ikke selv er ren

faren ved livtag

faren ved at færdes

verden er usikker

verden er ikke for alle og enhver

nårsomhelst kan nålen standse ud for en

det gælder om at gardere sig

krydse fingre

krydse ben

krydse af

Det kender vi jo godt. I hvert fald en del af tiden i vort liv. Til andre tider, tror jeg, de fleste af os har satset, som de to første tjenere i lignelsen. Sommetider gik det godt, andre gange tabte vi. I begge tilfælde skal vi bare huske, at det var det, det handlede om, at vi handlede, at vi valgte noget, at vi ville noget med vort liv. I den her sammenhæng, i eksistentiel sammenhæng, findes der ikke resultatløn. Her er det alene et spørgsmål om at være levende, det vil sige handlende og ikke mindst modtagende. At vi er aktører i vort eget liv. Og at vi lader andre være aktører i vort liv. At vi åbner os for det liv, der er på færde som en udfordring for os.

Der er ingen grund til at udpensle Benny Andersens digt, fordi vi kender det ud og ind fra vort eget liv, når vi er livsforskrækkede eller bare vil have tryghed i stedet for liv. Når vi vil gardere os. Fordi vi er bange for livet. Som den tredje tjener var bange for livet og gravede sit liv ned i jorden og bare levede på stand by alle dage.

Hvad er det egentlig vi vil med vort liv?

Sådan kunne man formulere det allermest eksistentielle spørgsmål i et menneskes liv?

Hvad er det egentlig vi vil? -

Det er det evige spørgsmål fra os selv, måske fra samvittigheden, måske fra Gud, til os et helt liv igennem.

De bedste af Jesu lignelser er de lignelser, der fantaserer om det evige liv og den endelig dom, som lignelsen om de betroede talenter gør det sammen med mange andre.

Når man i den fantasi kommer ind til livets domstol, til regnskabets time, så gælder det om at have facit klar. Så sidder Gud den almægtige på sin trone i himlens himmelhøje sale og alvidende, som han er, spør han alligevel: Hvad er det egentlig du vil?

Kære menighed

Det øjeblik, tror jeg, indertræffer hele tiden. Hver dag er som den sidste i den henseende. Vil du lade dig gennemstrømme af livet - vandre på jorden - indånde luften - strække dine lemmer ud - føle fryden der stiger mod dig fra alle ting?

Og når vi så gør det. Glemmer os selv og lader os gennemstrømme af alt det, der møder os i livet, af skønheden, af glæden, af kærligheden, og af sorgen over at skulle miste det altsammen en dag, så er himmerriget kommet ned til jorden sammen med os. Så er det, at vi er blevet så rige, at vi får mere og mere. Den, der elsker, øger kærlighedens mængde og Gud er med i det. Den, der glædes, øger glæden ved jordens herlighed og himmeriget bliver til virkelighed. Den som ikke vover at elske og at glædes bliver frataget alt af misundelsen og af gerrigheden og af frygten.

I en anden af lignelserne, står der en hel række mennesker, som ikke har fundet ud af at svare med deres liv. De har set sultende, men undladt at give dem mad, de har set tørstende, men undladt at give dem vand, de har set fremmede og flygtninge, men undladt at tage imod dem. De er aldrig nået frem til at finde ud af, hvad der var meningen med deres liv.

Fortællingerne om dommedag arbejder med det afgørende, der altid ligger i at være menneske, at være en person, som skal opfylde sin bestemmelse.

Fortællingerne fantaserer om en fortabelse og en paradistilstand som håndgribelige rejsemål. Og fantaserer dermed realistisk - ikke med rejsemålene, men med sandheden om at finde svar på det spørgsmål, som er stillet til alle mennesker.

Når man finder svarene i sit menneskeliv, når man har set sultende, tørstende, fremmede og taget imod dem og hjulpet dem ud af deres nød, så bliver himmel og helvede håndgribelige rejsemål her i livet. Og det er jo det, som det handler om.

Når man har givet videre af det man selv fik betroet, når man har fået tingene omkring sig til at blive frugtbare og glædelige, så er der kommet et stykke af himlen ned på jorden.

Det er en speciel måde at tale om etik og moral og om meningen med alting på, men det er det, den slags historier gør. Med religionens sprog forsøger den slags fortællinger at lempe os på vej mod os selv og dermed imod hin-anden og det rige, hvor Gud bliver alt i alle.

Det er sådan kristendom gør noget ved livet.

Gud give os mod til at forvalte vore talenter uden frygt.

Amen