"Det er helt fantastisk"

Seksagesima søndag

To små citater, igen fra Göran Tunström, vil jeg bruge for at komme i gang med en prædiken, der skal være så livsbekræftende, som noget kan blive, fordi evangeliet er det. Overskriften for min prædiken til i dag er: "Det er helt fantastisk"

Det er fra det første citat, som lyder sådan her:

"Jeg har egentlig aldrig forstået det: at man lige pludselig holder nogen i hånden. Det er helt fantastisk. Der er mennesker rundt omkring én, de går på Storgatan eller sidder i en båd. Man kender dem ikke. Lige pludselig holder man dem i hånden. Den ene hånd holder den anden. To hænder er helt tæt ved hinanden, der er ikke noget mellemrum mellem dem. Man er helt tør inden i hånden, alting er elektrisk."

Citatet fortæller, at det vigtigste af alt er det andet menneske, den anden, som gør vort liv levende og fyldt med vækst. Og vi ved ikke engang helt, hvordan det begyndte andet end, at det altså begyndte med den ene hånd, der holdt den andens hånd tæt. Vi ved,hvordan vi mødte hinanden, men ikke hvordan det gik til, at to tilfældige blikke og hænder, der strejfede hinanden, spirede og voksede og blev til noget så forunderligt stort og dyrebart som et vendskab eller en kærlighedshistorie. Uden at vi ved hvordan, af sig selv vokser venskabet eller kærligheden.

Dybest set er det det, vores liv og lykke afhænger af. Ikke det, vi selv har styr på og selv begriber og selv har lavet. Men alt det, der vokser af sig selv, uden at vi ved hvordan: mandeltræerne der blomstrer og farver dalene og bjergsiderne hvide, lyset der bliver stærkere og stærkere. Barnet i maven. Kærligheden imellem os. Mellem elskende og venner, mellem børn og forældre.

Vi kan så det hele og værne om det og give det de bedste vækstbetingelser, men vi kan ikke få det til at vokse, lige så lidt som landmanden kan få byggen til at vokse på sin jord.

Og vi kommer aldrig til bunds i, hvordan det går til, at det vokser og bliver stort, som det bliver. Det forbliver en hemmelighed eller et mirakel.

Sådan set er hverdagen fuld af mirakler for den, der har øjne at se med. Hverdags små og store mirakler. Nyt liv, der begynder.

I dag har vi besøg af årets konfirmander. Og det er dejligt, fordi de er mirakler, der er lidt tydeligere end os gamle. Og forældrene må jo sidde der og tænke, at det er da et mirakel, at det barn engang begyndte som to mikroskopiske celler, der spirede og voksede og blev til noget så forunderligt stort som et levende barn med lige præcis de ansigtstræk, den øjenfarve og den krop. Skjult for vore blikke og for vores forstand bliver et menneske til. Uden at vi ved hvordan, af sig selv tager et nyt liv sin begyndelse. Og uden at vi ved hvordan, af sig selv vokser det spæde liv, som vi holdt i vores arme, og bliver til en langlemmet pige eller dreng, som går ud i verden på sine egne ben.

Og jeg må sige, at de ganske simpelthen er små mirakler, som har fået en vækst og nogle vækstbetingelser, som gør, at de bare vokser og vokser også på det plan, hvor de selv tænker over deres liv.

Kære menighed

Som I kunne høre, så har de også skrevet digte om Gud. Det korteste digt stod Alexander for. Det var bare på en linje og lød sådan her: Hvem er Gud?

Det har jeg indirekte bedt dem om at besvare ved at nævne de ti bedste ting i deres liv og de ti værste. For når vi spørger os selv om, hvad der er godt og hvad der er ondt, kan vi også ud af svaret se, hvem Gud er og hvem vi selv er.

De to spørgsmål hænger sammen.

Konfirmanderne har bare været så dygtige til at lave lister over det bedste og det værste. Listerne afslører, at det bedste er at høre sammen med andre, at høre sammen med forældre og søskende, at høre sammen med venner og at have frihed og fred til at være til på den måde.

"Den ene hånd holder den anden. To hænder er helt tæt ved hinanden, der er ikke noget mellemrum mellem dem. Man er helt tør inden i hånden, alting er elektrisk."

Den anden og den andens hånd er det afgørende i vort liv.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den kerne, der på den måde er sået i os. Det er den vækst, som konfirmanderne viser os og som jeg har fornøjelsen af at se, når jeg taler med dem om Gud og Fanden, liv og død.

I hver barnesjæl på Jord
har du lagt en kerne
til en blomst med himmelsk flor,
herlig som en stjerne.

Lad den kerne underfuld
vokse i vort indre,
når der skinner sol på muld,
og når stjerner tindre!
Lad det frø opvokse smukt
med din børnevrimmel
til at bære evig frugt
i din høje Himmel!

Sådan skrev det herlige menneske Ingemann om den vækst, der er i hvert et menneske.

Det er ikke bare en drøm, det er hverdagens mirakel, som vi kan få lov til at opleve og glæde os over. Der er bare gods i børn, gods som er vokset, fordi de har haft gode forældres øjne, som har fulgt dem og støttet dem.

Men konfirmanderne har også skrevet lister over det værste. Det som har været tydeligst, kan jeg fortælle med det andet lille citat fra Göran Tunström, som et sted som barn tænker:

"Det er meget uretfærdigt, at det skal være sådan: at der altid er nogen som er udenfor."

Det har været udtalt, at den tanke, som jo i sig selv er meget ansvarsbevidst og betænksom, har været fremherskende. Konfirmanderne har netop skrevet om det på den måde.

På den måde siger jeg til dem, at de allerede dermed siger noget om dem selv og dermed om deres hele livsforståelse og dermed altså om Gud. Gud er at der er forskel. Forskel på at være hånd i hånd og på at være én, der er lukket ude. Gud er sammenhæng og kærlighed. Fanden er udelukkelse og ensomhed. Derfor siger jeg også til konfirmanderne, at de allerede kan trosbekendelsen, selvom de ikke kan den sprogligt udenad. Men indefra kan de den.

Trosbekendelsens egentlige opgave for os er at fortælle os, hvem vi er. Vi får svaret, når vi siger det. Når vi tager stilling til godt og ondt. Til Gud og Fanden. Hvem er vi og hvad vil vi? Det er spørgsmålet hver eneste dag.

Som det er i vores almindelige liv, sådan er det også i kirken. Alt det, vi gør og alt det, vi ser og hører herinde, beror på det, vi ikke gør og ikke kan se tydeligt og ikke høre faktuelt. På det, der vokser, uden at vi ved hvordan.

Vi ser tre små håndfulde vand på barnets hoved i dåben. Vi ser et lille tegn for dets pande og dets bryst. Vi smager et lille stykke hjemmebagt brød og en lille mundfuld Málagavin i nadveren om lidt.

Der er ikke noget af det, der ser ud af noget. Det kan så let som ingenting pilles fra hinanden med fornuften.

Men sagen er, at hvert eneste ord og kors og hver eneste dråbe vand og vin er som et lille sennepsfrø, der i sig rummer potentialet til at blive den største og smukkeste plante, der bliver til en verden, der vokser af sig selv, hvor vi har sans for, hvad der er sandt og hvad der er falskt.

At gå i kirke er at øve sig i at se verden på den måde, at opdage hverdagens mange små og store mirakler, at se, hvordan alting er i vækst uden at vi ved hvordan. At gå i kirke er at øve sig i en ydmyghed og taknemmelighed, der lukker verden op og viser dens storhed.

At gå i kirke er at lade Gud blive en del af spørgsmålet om, hvem vi selv er og hvad vi selv vil med vort liv. At gå i kirke er at stille os til rådighed for al den vækst, som vil vort medmenneske og verden det godt.

At være med til at leve i verden på den måde, det er helt fantastisk!

Amen