I helvede vil vi alle sulte!

I himlen mader vi hinanden!

Pinsedag

Salmer: 290,448,449,,291,477,723

Først lige et par citater mere fra den roman, som jeg også omtalte sidste søndag, Jonathan Safran Foers anden roman. Et sted skriver han noget, som jeg og de fleste af os kan nikke genkendende til. Noget som beskriver, hvad det vil sige at vi har ånd, helligånd, som vi fejrer i dag pinsedag.

Han lader en af sine personer, som meget ofte tager ud i lufthavnen uden hverken at skulle rejse eller hente gæster, sige følgende:

"Jeg kan bare godt lide at se folk blive genforenet, og måske er det fjollet, men hvad skal jeg sige, jeg kan godt lide at se folk styrte hen til hinanden, jeg kan godt lide deres kys og deres tårer, jeg kan lide utålmodigheden, historierne, der ikke kan komme ud af munden på dem hurtigt nok, ørerne, som ikke er store nok, øjnene, der ikke kan se sig mætte, jeg kan lide omfavnelserne, fællesskabet, afslutningen på savnet af et andet menneske."

Kære menighed

Det synes jeg er meget smukt skrevet, og jeg har ofte selv tænkt på det, når vi har stået og ventet på gæster i lufthavnen. Det er ikke tidspilde. Det er en god tid. Der er mange mennesker at se på, mennesker, der venter på andre mennesker. Det er bare det bedste. Det er afslutningen på savnet af et andet menneske. Det er omfavnelser, det er fællesskab. Det er at være et menneske.

For mange år siden læste jeg hos en af de teologer, som jeg har lært allermest af, Knud Hansen, følgende sætning, som hører til i dag Pinsedag: "Ånd betyder ganske simpelt at være menneske."

Det er en definition, som jeg kan tilslutte mig. Ånd betyder ikke noget, som giver os en speciel evne. Ånd er alene det, der gør os til mennesker.

At kunne lide at se andre mennesker mødes efter adskillelse er ånd, synes jeg.

"Ånd betyder ganske simpelt at være menneske, og dermed følger, at man forholder sig til sin næste" - skrev Knud Hansen videre.

Det er det ånd er, at være et ærligt menneske, at være ved at være det menneske, vi er, være ved vores savn og vores længsel.

Jonathan Safran Foer fortæller i sin roman om en tildragelse, han har hørt om skulle være foregået i Rusland under Stalin.

Der var en landsby, hvor et kollektiv af kunstnere var blevet tvunget til at flytte ud fra byerne. Diktatoren Stalin tålte ikke mennesker, der havde en fri mening og evne til at udtrykke den. Så derfor blev kunstnere forfulgt. Der hang malerier overalt. Man kunne slet ikke se væggene for malerier! De havde malet lofterne og ruderne og vinduesrammerne og lampeskærmene. Det var en form for oprør. En journalist satte sig for at skrive om landsbyen, han ville fortælle verden om den. Stalin hørte om kollektivet og pudsede sine bødler på dem kun et par dage inden journalisten nåede frem, og de brækkede deres arme. Det var endnu værre for dem end at dø! Det var et uhyggeligt syn, fortæller journalisten. De gik rundt med de brækkede arme i en slynge strakt ud foran sig. De kunne ikke engang spise, for de kunne ikke føre hænder op til munden!

Og så refererer forfatteren en samtale i bogen: Men ved du, hvad de så gjorde? De sultede, svarede drengen Oskar. Nej, de madede hinanden! Se, det er forskellen på himmel og helvede! I helvede vil vi alle sulte! I himlen mader vi hinanden!

Så vidt Jonathan Safran Foer. Jeg synes han med den historie igen får fortalt noget meget vigtigt om, hvad det vil sige at være et menneske. At være et menneske, er at forholde sig til sin næste. Og det vil i virkeligheden sige, at hjælpe sin næste.

Historien er god, fordi den fortæller, at vi mennesker er afhængige af hinanden. Vi savner og længes efter hinanden, og vi kan nyde synet af savn der ophører, når vi står i lufthavnen og betragter alle de ventende og kommende. Og vi kan kun leve i en gensidighed, hvor vi mader hinanden. Det er himlen.

Det værste er, at vi handicappede går rundt uden at finde en fælles løsning, så vi alle kommer til at sulte. Og nu handler det altså ikke bare om mad. Det handler om alt, om kærlighed, hengivenhed og trofasthed. Dersom vi ikke kan made hinanden med det, så bliver livet et helvede.

Forfatteren føjer til det, jeg læste: "Jeg tror ikke på et liv efter døden, men jeg tror på den historie."

De der helt utrolige ting, som vi ikke kan vide noget om, men som vi kun kan tro på, det evige liv og et liv efter døden og en levende Gud, som vil berøre vort liv med evangeliet og med en ufattelig kærlighed, det er det, der kun kan fattes i en tro. Og det kan være svært nok. Og det kan også være lidt umuligt.

Men at tro på den fortælling, at nødstedte mennesker kan hjælpe hinanden og made hinanden, det er muligt. At tro på Gud er sommetider at tro på en fortælling om, at et menneske kan hjælpes til at overleve.

"Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham" - siger Jesus i teksten til i dag.

Kristendom handler om at blive et menneske, der kan forholde sig med hjælp og med kærlighed til sin næste. Det er kristendommens bud til os. Elsk din næste som dig selv. Længere er den ikke. Men hvor det bliver den gennemgående fortælling, der kan Stalin og andre onde diktatorer aldrig vinde.

Kristendom er en historie om kærlighed. Og det er den historie, som kan give os mulighed for at blive ærlige folk og vedgå, at vi er mennesker, der har brug for hinanden.

"Jeg springer!" siger manden desperat i Jan Kjærstads roman Forføreren. Den desperate mand står på afsatsen udenfor vinduet på 11. etage, og hovedpersonen i romanen Jonas står indenfor. Og Jonas siger naturligvis: "Lad nu være med at springe". Og den desperate mand svarer tilbage: "Giv mig én grund, bare én god grund til ikke at springe".

Hvad svarer man så? Når man ved, at det i det øjeblik er op til en selv og ingen andre, om et andet menneske tager springet ud i afgrunden eller vender tilbage til livet. Hvordan overhovedet finde de rette ord? Jonas kravler ud på afsatsen, og da han ligger på knæ et sted mellem himmel og jord med koldsved på panden og 10 etagers frit fald under sig, får han en lykkelig indskydelse. "Du skal få et nybagt brød plus en god historie." Det er hele to gode grunde. Og minsandten om det ikke virker. Manden får et overrasket, næsten forventningsfuldt udtryk i ansigtet, og lidt efter kravler han langsomt tilbage langs afsatsen og ind ad vinduet for at få, hvad Jonas har lovet ham.

Kære menighed

Vi kan også sige det på den måde, at gudstjenesten er præcis det: et brød og en god historie. Historien som i dag skal blive til bevidsthed i os, blive til ånd i os og gøre os til mennesker, er historien om Jesu liv. Evangliet er fortællingen om et menneske, der kun ville være et menneske, og et menneske, som hele tiden ville forholde sig til andre med kærlighed. Det er en historie, som vi kan forholde os til. Og som vi kan tro på. Derfor er afgrunden ikke længere en fristelse, fordi vi har fået en god historie at tro på, en historie om næstekærlighed og om hengivenhed og om at give sit liv for andre.

Som manden på afsatsen mellem himmel og jord får vi begge dele. Sammen med brødet får vi historien om ham, der fandt sig i, at hans kød blev slået og sømmet fast til et kors og begravet i mørkningen langfredag om aftenen. Påskemorgen fortæller historien videre går den døde lyslevende ud i morgensolen til dem, der ikke kan leve uden ham. Historien, som kan redde os fra enhver afgrund er historien om, at livet ikke går under, men er et liv, der har evighed i sig.

Kan vi ikke tro på, at der findes et liv efter døden eller tro på, at der findes en Gud, så kan vi i hvert fald tro på fortællingen om ham. Den fortælling bekræfter, at der er evighed i alle møder, når vi står og venter i lufthavne og andre steder, der er evighed og en god portion Gud tilstede, når vi oplever af savn afsluttes med et favntag. Og der er evighed og vilje til evigt liv tilstede, når vi finder ud af at made hinanden selv i den mest onde og frygtelige situation, sådan som kunstnerne i den russiske landby gjorde det.

"Ånd betyder ganske simpelt at være menneske".

Kære menighed

Derfor er der så stor fornøjelse ved at ønske hinanden glædelig pinse. Fordi når vi gør det, så vedkender vi os det, at vi er mennesker.

Glædelig pinse

Amen