"en dyb og alvorlig sympati"

Palmesøndag

Salmer: 176,300,58,,192,477,206

I dag vil jeg begynde med et citat fra et af van Goghs breve, hvor han skriver sådan her:

"Uvilkårligt drives jeg mod den overbevisning, at det bedste middel til at lære Gud at kende er at elske meget." Det er så fint skrevet og det er så fuldstændig i pagt med dagens evangelium om den fremmede kvinde, der kommer til et selskab, hvor hun ikke er inviteret, alene for at vise sin kærlighed til Jesus. Hun salver ham med den lifligste af alle olier. Hvorfor hun gør det, får vi ikke at vide. Kun at hun handler af kærlighed.

Dagens evangelium er derfor meget kort. Det handler om at elske.

"Elsk en ven, et menneske, en ting, hvad som helst, og du er på den rette vej til at vide mere og mere om det du ved. Det er hvad jeg siger til mig selv. Men man må elske med en dyb og alvorlig sympati, med viljestyrke og forstand og bestanddig uddybe sin viden. Det fører uundgåeligt til tro på Gud, og til en urokkelig tro" - skriver van Gogh videre i sit brev.

Det er bare så godt. Kvinden i evangeliefortællingen til i dag ville kunne sige det samme. Elsk en ven, et menneske, og du er på rette vej. Det er vejen til livet og dermed også vejen til Gud. Vejen til Gud går gennem kærlighed, den kærlighed, som er en dyb og alvorlig sympati, altså en dyb og alvorlig samfølelse med alt. Med naturen, med andre mennesker, med det at leve.

Van Gogh havde på det tidspunkt, stadig som helt ung, været missionær blandt minearbejderne Borinage. Hvad han ville dér var det samme, som han ville med sin kunst. Han ville trøste, hjælpe mennesker til at holde tilværelsen ud, og måske elske den, elske at være til.

Kun sådan, ved at elske, kan vi for alvor se.

Kort tid efter er det, at han tager en af gadens piger til sig. Sien, kalder han hende. Alle bliver forargede på ham. Ved han da ikke, hvad det er for en pige. Jo, det ved han, men har ser med den kærlighed, der er en dyb og alvorlig sympati, og derfor kan han ikke lade være med at forsvare hende og give hende rum.

Han skriver sådan her om det:

"Når man vågner om morgenen og ikke er alene, men i dæmringen ser et menneske, gør det verden rigere og mere opbyggelig end de fromme skrifter og hvidkalkede kirkevægge, som præsterne er så forelsket i".

Det er den samme konflikt vi har i dagens evangelium. Forargelsen, farisæismen, den gode selvretfærdighed, der altid har så let ved at dømme andre ude og som slet ikke kender til en dyb og alvorlig sympati.

Men hvor sandheden ligger, det er der ingen tvivl om. Den ligger i kærligheden, i det at elske en anden, en ven, en ægtefælle, et barn, et træ. Den ligger i at elske. Det er vejen til at møde Gud.

"Disse kvinder, som præsterne fordømmer og forbander, det er ikke noget nyt for mig, at jeg har hjerte for dem. Disse fattige piger omfattede jeg med en følelse, som om de var mine søstre" - skriver van Gogh.

Det er renlivet evangelieskrivning. Men det er også det, er får hans egen familie til at vende ham ryggen. Han har ikke skam i livet. Nej, for han har kærlighed. Kun broren, Theo van Gogh, som brevene er rettet til, holder fast i ham.

Det er en slags parallelfortælling til evangeliets fortælling om Jesus fra Nazareth, som også elskede for meget, som kvinden i Simon den spedalskes hus. Jesus, som også forsvarede kvinden og barnet og livet, fordi han havde en dyb og alvorlig sympati med alt skabt. Derfor var der ikke plads til ham, så lidt som der var plads til van Gogh i hans eget hjem, som nærmest opfattede ham som en pjusket og uregerlig hund, der skulle smides ud.

Kære menighed

Igen og igen får vi altså slået fast, at troen ikke er et spørgsmål om læresætninger, hvidkalkede vægge og retfærdige ansigter, men altid er et spørgsmål om sind, et spørgsmål om at have vendt sit sind mod samfølelse med alt levende.

Van Gogh skriver et sted:

"Hvis du længes efter at se Gud, se det uendelige, behøver du ikke at søge langt borte. Du behøver blot at lægge mærke til udtrykket i øjnene hos et lille barn, når det vågner en tidlig morgen, ler eller jubler fordi solen skinner. Da ser du noget endnu dybere og mere evigt end oceanet."

Det er det udtryk i ansigtet, som forfatteren Markus ikke har kunnet lade være med at blive betaget af, den dag den fremmede kvinde kom for at salve Jesus med nardusolien. En oprindelighed, en glæde, en forventning og en hengivenhed, som vi ser den i barnets øjne, når det glædes over en ny dag med solens lys og varme.

"I skal have det sind overfor hinanden

som var i Kristus Jesus"

- skrev Paulus i brevet til Filipperne.

Igen er det så enkelt, som noget kan være. Jesus så med barnets forundrede øjne og kunne ikke lade være med at elske og forsvare det, der i andres øjne var mindre pænt. Det er de øjne og det sind, vi skal øve os i at få gjort til vore, så vi for alvor kan lære at se.

Alle anså Vincent van Gogh for at være lidt småtosset, fordi han aldrig kunne leve med alle de spaltninger, vi andre foretager. Han ville være hel hele vejen igennem. Vær fuldkommen, som jeres himmelske far er fuldkommen, det var et motto for hans liv. Men en vidunderlig naivitet har han, når han siger om det at elske: Det fører uundgåeligt til tro på Gud, og til en urokkelig tro. Men så enkelt er det, også selvom det indimellem måske kan komme til at koste meget.

Engang skriver han til sin bror Theo: "Hvis man er sået i jorden for at bære frugt, hvad gør det så, at man knuses i kværnen for at blive til brød!"

Kære menighed

Det kan så være palmesøndags indgang til påskeugen, som vi allerede startede i går aftes med Stabat Mater. Undervejs i musikken var det som om, påsken blev virkeliggjort i Pergolesis dybtfølte musik, som alene bar sig vej gennem smerter hen mod et amen, der var som et halleluja og en hyldets til livet.

Jesus ville kunne have sagt det samme og sagde det. Hvis ikke frøet begraves i jorden, vil det ikke kunne vokse op og blive til gavn.

Med van Goghs ord bliver det endnu tydeligere, hvad Jesus vidste på det her tidspunkt. "Hvis man er sået i jorden for at bære frugt, hvad gør det så, at man knuses i kværnen for at blive til brød!"

Langfredag vil komme. Alting vil blive som om verden bare som en kværn kan knuse al kærlighed. Men det passer ikke. Det at elske en ven, et menneske, ja bare en ting, har evighed i sig og kan aldrig være forgæves.

"Uvilkårligt drives jeg mod den overbevisning, at det bedste middel til at lære Gud at kende er at elske meget."

Det er en god sætning at have med sig ind i påskeugen.

Kære menighed

Må vi få en god påskeuge med et forløb over alle dagene, skærtorsdag, langfredag og jubelen påskedag - akkurat som det var i Pergolesis Stabat Mater i går aftes her i kirken.

Amen