Himlen findes i lidt jord

Påskedag

Salmer: 240,234,241,,236,477,238

Den store maler van Gogh malede aldrig Kristus. Det kunne han ikke, skriver Knud Hansen i sin bog om van Gogh. Det ville blive forkert. Kristus ville bare komme til at ligne en velmenende børnehjemsforstander eller en sentimental søndagskolelærer. Et billede af Kristus ville bare komme til at stå i vejen for evangeliets levende Kristus. I stedet malede van Gogh solen og dens lysende gule farve. Solen var for van Gogh det bedste billede på Kristus. Han skriver et sted i et brev til sin bror: "Hvor er det herligt alt dette gule, hele denne tilværelse. Når alting lyser som det gør i disse dage, kan jeg leve af et stykke brød, engang imellem ryge lidt og drikke et glas, for det er også nødvendigt. Når jeg mærker det uendelige dér højt oppe ganske tydeligt, da er livet fortryllet."

Det er ikke mindst påskemorgens sol, som van Gogh forbinder med Kristus. Solen er udtryk for opstandelse, en ny dag, en ny mulighed, et nyt nærvær, hvor vi kan leve i medfølelse med hinanden. Når solen forvandler mørket til den lyse dag, da genfortælles påskemorgens under, at livet står op af døde. Så lyser verden, og livet kan igen leves med glæde.

Da van Gogh maler en kopi af Rembrandts Lazarus' opvækkelse, maler han ikke Kristus i baggrunden af klippehulen, sådan som Rembrandt havde gjort det. Hvor Kristus stod i Rembrandts billede, maler van Gogh solen. Den sender sine stråler ind over Lazarus og kalder ham til live.

Vi har alle brug for at vide os accepterede, vi har alle brug for medfølelse og venskab. Påskemorgens budskab om opstandelse er himlens og det eviges tilsagn til os om, at vi er accepterede, og at vi har himlen som ven.

Den usynlige Kristus er i det lys, der forhøjer alt og sætter glæden midt i verden. Det er sagt os fra højeste sted, at vi er elskede, og at vi nu kan leve med fryd og opleve livet som fortryllet, fuldt af muligheder og glæder i mængde.

I kender sikkert alle van Goghs billede "Stolen". Det er en enkel træstol med halmsæde så simpel og ligetil som noget kan være. Man kan se på den, at den bliver brugt. Den står ikke hen til ingen nytte. Nogen har sidder på den og andre vil komme.

Van Gogh hungrede efter venner, så han opgav ikke stolen. Engang ville nogen komme, sætte sig på den, åbne sig for ham og være hans ven.

Den formodning er blevet ytret, at han måske endog kan have opfattet et sådan billede af en tom stol som et slags moderne Kristus-billede. Kristus er usynlig, men alligevel tilstede. Van Gogh kunne ikke male Kristus, men han kunne male en stol, der står og venter på en besøgende og på den måde give udtryk for sit håb til Kristus. "Kom i den sidste nattevagt" eller i den første eller nu med det samme og sæt dig ved min side, skriver Knud Hansen i sin bog om van Gogh.

Det er et meget smukt billede og en god og ydmyg holdning til det at forestille sig det største og mest guddommelige, at Kristus som opstanden, usynligt stadig er med enhver, der hungrer efter medfølelse og nærvær og trøst.

Det vil jeg meget gerne forestille mig, at Kristus kan males som i van Goghs billede af stolen. Den usynlige Gud er i det nærvær vi længes efter, i den medfølelse, vi ikke kan leve foruden. Og det er samtidig en glimrende måde at øve sig i at være ydmyg og ærlig overfor livet. Solens lys kan gøre os lykkelige, når alting opleves som fortryllet, men samtidig har vi en viden om, at vi også er alene og at vi har brug for følgeskab. Vi må lære at blive så ærlige, at vi stiller en stol frem som billede på, at vi venter på et andet menneske. Kun ved at være ydmyge og ærlige kan vi måske finde solens lys i hinandens øjne.

De fleste danskere har - uanset om de kan li musikken eller ej - fulgt X-factor udsendelserne, fredag efter fredag. Selvfølgelig er det konkurrencen og dens deltagere, vi følger. Men det er også de tre dommeres rolle, der er spændende at iagttage. Og selv om der er meget instuderet skuespil over det hele, hvor hver enkelt har sin rolle, så kommer der meget spontaniitet frem. Og engang imellem lyner det, når Blackmann siger noget helt formidabelt. Engang sagde han til en af deltagerne, jeg husker ikke hvem: "Man skal disciplinere sin taknemmelighed ind i livets storhed."

Det er jo simpelthen bare godt sagt. Selvfølgelig arbejder de med kunst og derfor ved de sådan noget, men det er kanongodt udtrykt, at man kun kan blive en stor kunstner, hvis man samtidig disciplinerer sin taknemmelighed ind i livets storhed, det vil sige, når man som kunstner forholder sig med taknemmelighed til kunstens væsen, med andre ord, når man har lært sig selv ydmyghed.

Jørgen Gustava Brandt skriver i en af sine smukke salmer:

Krist! Ved dit forsoningsord

lever du til daglig blandt os;

Himlen findes i lidt jord -

Herre, tak fordi du fandt os!

Mød os i et elsket blik!

Søg os, Gud, i dagliglivet!

Lær os mere ydmyg skik,

ikke at ta' ret for givet!

Opstandelse, kære menighed, er at leve med den sikre formodning, at Kristus som et forsoningsord lever blandt os til daglig, at Kristus lever som en absolut medfølelse med os, at vi ikke er ladt alene, selvom stolen tilsyneladende står tom. Kristus er der stadigvæk.

Himlen findes i lidt jord.

Det er det, der er så vigtig at forstå, at livets storhed findes i lidt jord, når bare vi lærer at disciplinere vores taknemmelighed. Kræfterne fra påskemorgens sol findes i lidt jord. Og stolen er der altid, for Gud møder os netop i et elsket blik og i dagliglivet, når bare vi lærer at forholde og ydmyge til livet og ikke bare tar alt for givet.

Opstandelse betyder, at Kristus bliver nærværende i helt almindelige menneskers liv, at han ustandseligt kommer og fylder dagligdagen med lys.

Kære menighed

Jeg tænker hele tiden på at finde det helt rigtige ord for, hvad kristendom er. Taknemmelighed er et af de ord, der kommer igen og igen. Jeg tror, taknemmelighed er, hvad indholdet af kristendom handler om, fordi det er det samme som at lære at disciplinere sin taknemmelighed ind i livets storhed, det er at få øje på storheden, det er at blive seende og troende for alvor. Det er at kunne leve som van Gogh beskriver det: "Hvor er det herligt alt dette gule, hele denne tilværelse. Når alting lyser som det gør i disse dage, kan jeg leve af et stykke brød, engang imellem ryge lidt og drikke et glas, for det er også nødvendigt. Når jeg mærker det uendelige dér højt oppe ganske tydeligt, da er livet fortryllet."

Et andet ord er glæde. Når glæden presser sig på og vi får lyst til at løbe ud på gaden og omfavne livet, hoppe og springe som barnet, så nærmer vi os kristendommens inderste væsen. At se på børn er at lære om glæden igen. Det er en god ide at sidde stille og betragte deres leg. Forleden så jeg en dreng komme løbende på den herlige måde som børn løber på. Pludselig et lille stop, samlede ben og et hop, og derefter videre i løb. Det er det vi glemmer som vokse, bare at være fyldt af den ligefremme glæde, der får os til at lave sådan et frydehop.

Under alle omstændigheder, så er påskens under noget der finder sted dag efter dag, hvor taknemmeligheden giver plads til den sande glæde, som ikke er selvglæde. Kristus er opstanden, det betyder at han stadig er med os som medfølelse og som accept. Vi er elskede så højt, at Gud ville tage brydetag med dødens kræfter. Det er påskens budskab i kort version.

Så måske er det ordet kærlighed, der er allermest dækkende, hvis vi tænker på, hvad kristendom er som kraftkilde i vore liv. At tænke evangeliets budskab om Guds kærlighedserklæring til os mennesker ind i vore liv, er at se kærlighedens altafgørende rolle. Og en skønne dag forstår vi, at Gud lige var her igen, da der kom en og sad på den tomme stol.

Mød os i et elsket blik og Himlen findes i lidt jord. De to sætninger fra Jørgen Gustava Brandt kan vi godt holde påskefest på.

Den tomme stol vil med Guds vilje til kærlighed blive brugt igen og igen og alting vil igen lyse, fordi solens stråler rammer os alle.

Kære menighed

Glædelig påske! Kristus er opstanden. Livet vil altid sejre over alle dødens kræfter. Det er det, vi vil tro på fra nu af.

Amen