"Øjeblikke af navnløs evighed"

Nytårsaften 2007

I aften fortæller evangeliet om det bedste, vi kan gøre, når vi står ved et vendepunkt i vort liv. I aften går vi fra et år og ind i et nyt. Ingen ved, hvad der vil ske i det år, der kommer. Hverken for den store urolige verden eller i vores egen lille verden. Verden kan undertiden føles som et synkende skib i tidens sorte hav. Andre gange har vi fornemmelsen af, at livet er et synkefrit skib. På en eller anden måde, har vi brug for at tale med nogen om det. I bønnen kan vi tale med Gud.

Nu skal I høre et meget smukt eksempel på den samtale, som jeg lige har læst hos Carsten Jensen i hans ny roman "Sidste rejse".

""Se", sagde hun til dem, "Sådan gør jeg, når jeg taler med farfar Carl, som I aldrig har kendt, fordi han døde længe, før I blev født. Når Vor Herre ser, at I folder jeres hænder, vil han sørge for, at far lytter, og så vil I aldrig være alene, selv om I måske føler det sådan lige nu".

De foldede deres hænder, og hun så i deres øjne, hvordan det sorte vand igen sank, og verden på ny blev synkefri. De var ikke længere alene."

Det er farmor Anna Egidia, som på den måde er sammen med sine børnebørn, når hun er den, som må trøste ved et vendepunkt i deres liv, fordi deres far eller mor døde. Da hun selv mistede sin mand, marinemaleren Carl Rasmussen, stod hun alene tilbage med otte børn og troede, at hun vidste, hvad hun havde, at det var hendes skæbne. Men livet og døden er ikke til at regne med. Først mistede hun en dreng på fjorten, så Jens Christian, den ældste, på nitten og siden en pige på femten. Det var gigtfeber og tuberkulose, som man ikke kunne stille så meget op med dengang. Hun fik fjorten børnebørn at passe på, for selvom hun havde mistet tre og troede, at nu vidste hun, hvad hun havde, så mistede hun alligevel flere, der nu altså selv var blevet mødre og fædre.

Anna Egidia var altid den, der skulle trøste. Så tog hun sin sorte silkekjole på, trådte ind ad døren, satte sig midt i stuen, sendte de voksne bort og tog så børnene i hånden. Det var ikke kun hos sine egne børn, hun skulle det. Hun havde fået den opgave at stå vagt både ved livets port og ved dets udgang. Og så var det altså, at hun sagde det om bønnen.

"Sådan gør jeg, når jeg taler med farfar Carl, som I aldrig har kendt, fordi han døde længe, før I blev født. Når Vor Herre se, at I folder jeres hænder, vil han sørge for, at far lytter, og så vil I aldrig være alene, selv om I måske føler det sådan lige nu".

Og hun kunne se i deres øjne, hvordan det sorte vand igen sank, og verden på ny blev synkefri. De var ikke længere alene.

Det kan godt være, at det er en sentimental udgave af en kristentro, men så må den for min skyld godt være sentimental, for jeg tror, at det er det, der kan ske, når vi folder vore hænder og ber.

Livet kan ikke beregnes, for det er uberegneligt. Døden er altid lige i hælene på livet, og vi kan få den fornemmelse, at alting i virkeligheden er et stort tilfældighedernes spil.

Ved vigtige vendepunkter i vort liv, kan der dog komme en fornemmelse af evighed ind i det øjeblik, fordi vi tror, at der ganske enkelt er en Gud og en evighed til stede i vort liv. Det bæres allermest af et andet menneske. I et menneske som Anna Egidia kan det komme. Det bliver aldrig noget bevis på, at så ved vi, hvad vi har at regne med, men det sorte vand kan synke og verden på ny blive synkefri for børn og voksne, der er blevet usikre på alt.

Carsten Jensen slutter bogen så smukt. Ja helt i overensstemmelse med den gammeltestamentlige læsning, hvor det hed: "Vend tilbage I mennesker. Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi, som en nattevagt. Du skyller dem bort, de sover ind, de er som græsset, der gror om morgenen; om morgenen blomstrer det og gror, om aftnen er det vissent og tørt."

Hos Carsten Jensen hedder det: "Alt er foreløbigt, et bjergs højde, en kystlinjes kurve, havets dybde. En ø opstår, bliver til en bakke, bliver til en ø igen. Landet hæver og sænker sig. Kontinenterne flyder. Et menneske varer slet ingen tid. Så forandrer det sig ligesom en skyformation, men somme tider opstår der disse øjeblikke af navnløs evighed."

Det er de sidste ord "øjeblikke af navnløs evighed" jeg har sat som overskrift for min prædiken.

Det kan godt være at verden er uberegnelig og at vi aldrig ved, hvad vi har at leve for og hvem, vi har at leve med. Det kan godt være, at vi ikke selv lever hele næste år, men et er sikkert, det er at kærligheden kan skabe disse øjeblikke af navnløs evighed.

Så kan vi leve, som om vi ved, hvad vi har at regne med. Så kan vi løbe an på, at vi roligt kan give os i kast med et nyt år, for der er altid noget, der vil bestå.

"Med et Fadervor i pagt, skal du aldrig gyse" skrev Ingemann i sin salme, som blev så folkekær under besættelsen ikke mindst og som stadigvæk er det, og er det af gode grunde, fordi den enkelt og ligefremt fortæller om, hvad tro og håb er.

Fadervor er en mormor eller farmor, der kommer og sætter sig midt i den kreds af os børn, der ikke ved, hvad der skal blive af os. Så viser hun os, hvordan vi skal folde vore hænder og så tale med Gud selv om, at livet har evighed i sig. Og tale med Gud om, at der findes en himmel i den hjertelige forbindelse, der kan være mellem mennesker, der har elsket og kæmpet for hinanden.

Jesus er i nytårsdagens tekst sådan en Anna Egidia. Han fortæller sine disciple og os, at der findes en forbindelse mellem himmel og jord, som vi altid kan benytte os af. Vi skal bare tænke i de baner, som vi allermest vil holde os til at tænke i, fordi det er i dem, vi har fundet vores største tryghed. Vi kan tænke på vores far eller på vores mor og så tænke Gud ind i det. Det er i den tætte kærlighed, som findes mellem børn og forældre og mellem mennesker i det hele taget, at Gud findes. Det er i den forbindelse, at himlen og evigheden findes.

Vor Fader, du som er i himlene har i sig alle bønnerne om alt det, som kan få os til at tro, at livet er et synkefrit skib og ikke et synkende skib i tidens sorte hav. Vi skal ikke gyse ved udsigten til alt det, der kan gå galt, for vi ber med Fadervor himlen ned på jorden og evigheden ind i timeligheden.

For disciplene og for os er det et håbets vendepunkt. Nu er der aldrig noget, der er helt endegyldigt umuligt eller forbi.

Fadervor har det hele i sig. Det er ganske unødvendigt at bede anden bøn, for den er det tætteste, vi kan komme på et menneske, der er sendt os fra Gud, som en hilsen fra evigheden og som et redskab, vi kan bruge til at holde forbindelsen til evigheden vedlige.

Carsten Jensen skriver om Anna Egidia: "Når hun sad med de efterladte, nævnte hun altid Jesus, men i hviskende fortrolighed, som om han var en af hendes nære bekendte, og måske var det derfor, hendes ord havde den virkning, de havde. Det var, som om Jesus var trådt ind ad døren sammen med hende og sad tavst og nikkede bekræftende til hvert af hendes ord"

Det er bare så fint skrevet. Og jeg tænker straks på Grundtvigs salme: Kom i den sidste nattevagt i en af mine kæres dragt, og sæt dig ved min side, og tal med mig som ven med ven.

Det er det, Carsten Jensen formår at beskrive så smukt. Og det er det, der sker hver eneste gang, vi beder Fadervor. Så er det et menneske fra himlen, der er kommet til os og nu giver os den ro og det mod, vi har brug for.

Og det er det, vi kan gøre sammen her i kirken ved alle lejligheder året igennem, når vi glædes og når vi skal sørge, når vi er lykkelige eller når vi er rystede i vores grundvold. Og vi kan gøre det altid i glæde og i sorg, søndag efter søndag, ved vielse og ved begravelse, ved dåb og ved konfirmation. Vi kan bede Fadervor og finde forbindelsen til evigheden, sådan at der somme tider opstår disse øjeblikke af navnløs evighed.

Og det er det samme vi kan gøre i aften som den sidste bøn i gudstjenesten, bede Fadervor, fortroligt og stille sammen, og dermed vide, at vi har den allerbedste baggrund for at gå ind i et nyt år. Vidende at året ikke kun vil bringe os urolighed og omveksling og endelighed, men også vil bringe os øjeblikke af navnløs evighed.

Så kære menighed!

Godt nytår med et Fadervor i pagt!

Amen