Som i himlen

Mariæ Bebudelses dag

Salmer: 743, 201,71, 330, 477, 11

Vores gode hjælpepræst Poul Willer har gjort mig opmærksom på en film, som er helt vidunderlig. Vi har i fællesskab vist den til konfirmanderne, som var meget begejstrede for den. Det er Kay Pollaks film "Som i himlen". Titlen er altså hentet fra Fadervor: Som i himlen, således også på jorden.

Her på Mariæ Bebudelsesdag er der grund til at bede denne bøn og især grund til at mærke konsekvenserne af den, at himlen så altså er på jorden. Hvis vi vil tro, så bliver det som i himlen.

Det er som sagt en meget vidunderlig film, som jeg håber, jeg kan vise til en filmaften allerførst i april. Der er mange ting i den, som kan gøre os tænksomme med hensyn til, hvad himmelen gør på jorden. Og ikke mindst på, hvad kirken desværre engang imellem kommer til at gøre på jorden. Alt for ofte noget, som ikke minder det mindste om himlen.

I filmen møder vi Daniel Dareús, som har haft et liv som verdensberømt dirigent. Han kan imidlertid ikke holde til det. Hans hjerte er svagt. Og han er besvimet under en koncert. Så han stopper sin karriere og flytter hjem til sin lille fødeby i Sverige.

Der kommer han imidlertid til at stå som leder af det lokale kirkekor. Og så sker der noget i det lille sogn. Han er som en himmelsk katalysator, der med års forsinkelse kan få folk til at leve ærligt. Det er en film I kan glæde jer til at se. Musikken, som Guds eget sprog, kan kalde det allerærligste frem i mennesker og kan forene dem i et sind. Det er hans ide, og det han vil lave, er musik, der kan forene mennesker.

Lena, ekspeditricen i Brugsen, og han bliver forelskede i hinanden. Han er tilbageholdende ikke mindst på grund af hans sygdom. Hvad kan han tilbyde hende, når hans hjerte kan briste, hvornår det skal være. De mødes igen og igen, men han trækker sig tilbage.

Engang komme Lena hen til ham i den gamle folkeskole, som han har købt og bebor. Der står hans klaver, der spiller han violin og der forbereder han sit arbejde som korleder med billeder af alle koristerne, så han kan skrive stemmer til dem. Lena gør ham den dag opmærksom på englene på endevæggen i skolestuen. Dem har hendes morfar malet. Da hun kom til verden, blev hendes morfar nødt til at gå hen i skolen endnu engang og male en til. En lille en. Hende. Helt nede bag ved brændekassen.

Og Lena er en engel, en kvindelig Gabriel. En Gabriel er der også med i filmen, Gabriella hedder hun. Hun har sin helt egen historie i filmen. Men Lena er også sendt fra Gud. Engle findes i hendes verden. Hun er en af dem. Daniel står foran hende med sit sorte hår og sin ørnenæse og spørger hende: Tror du på engle?

Og Lena svarer, at det gør hun da. Hendes opgave som menneske er at se englene. Hun har set Tores vinger. Tore er en mongol, som er kommet med i koret under protest fra mange af medlemmerne, men ikke fra Daniel, dirigenten, for Tore har sin egen stemme som alle de andre har det. Hun har set andres vinger i det lille småborgerlige svenske samfund, hvor alle skjuler sig lidt for hinanden og meget gerne taler nedsættende om hinanden.

Hun siger også, at hun har set Daniels vinger. Ikke bare fordi hun elsker ham, men fordi hun ser, hvor meget han giver, og hvor uselvisk han er. Han giver alene af kærlighed.

Og så er det hun siger noget helt forrygende godt: "Når man har set dem alle, er man færdig." Altså når man har set de andre menneskers vinger, er man færdig.

Det er bare så vidunderligt. Lena møder verden "som i himlen". Selvom hun i sit liv er blevet ført bag lyset og selvom hun har oplevet andres fejghed og utroskab, så ser hun verden som i himlen. Hun kan ikke lade være. Hun ved, at det er hendes opgave at se de andres himmelske side. Alene ved at få de himmelske dimensioner ned på jorden, kan jorden blive som i himlen.

Som i himlen, således også på jorden.

Hvad det ganske enkelt handler om i meget af den måde, vi skal omgåes hinanden på, er, at vi får en himmeldimension ind i vore fælles liv. Det er det, vi arbejder på her i huset. At øve os om søndagen så vi til hverdag af få en flig af himlen ind, så hverdagens gader kan blive som en kirke, hvor vi for hinanden bliver til sendebud fra Gud. Engle.

I den lille bygd i Sverige, hvor Pollaks film udspiller sig, har der ikke været meget af dén himmeldimension. Alting er forstenet og ingen har kunnet sige, hvad de inderst inde ønskede. "Et samfund kan blive så stenet", er en sætning, man uvilkårligt kommer til at tænke på. Og kirken gjorde bare alting værre, fordi præsten i kirkens navn gjorde alting til synd. Sexlivet ikke mindst. Kødeligheden. Som om legemet, fordi det dør, er fyldt med synd, og derfor må gøres til fjenden. En forfærdelig fejltagelse som kirken har gjort igen og igen. Og i filmen er der en vidunderlig scene, hvor præsten kone, som af hjertet synger med i koret og gerne vil leve frit og glad, en dag i en diskussion med ham, afslører ham, fordi han gemmer pornoblade bag de pæne bøger i bogreolen. Hvorfor lever han ikke ærligt? spørg hun. Hun har det vidst det hele tiden. Hvorfor ikke vedkende sig legemets lyst? Hvorfor gøre alt det bedste til synd? Synd er noget han finder på, siger hun til ham. Gud fordømmer ingen.

Det ender i filmen med, at højmesserne må aflyses, fordi ingen kommer mere; de kommer i stedet til kor i den gamle skole. Der findes det levende liv, hvor englene findes, hvor modet til at leve findes, hvor modet til at se de andres vinger findes.

Mariæ Bebudelses dag handler det i særlig grad om at erkende, hvordan himlens historie udspiller sig på jorden. Den udspiller sig her og nu, hvor det er vores opgave at se hinandens vinger, at vi er fra himlen, at vi er budbringere af det budskab, at vi alle skal leve.

I filmen er der en scene og en sang, der fortæller alting. Det er Gabriella, som lever i et ægteskab, som hun må forlade, fordi hendes mand er så voldelig. Ved en koncert synger hun og publikum ved, hvad det handler om: "Jeg vil leve lykkelig, fordi jeg er mig."

Det er det, vi skal se hos hinanden og give hinanden lov til, at leve som dem, vi er. Vi skal ikke lave hinanden om, vi skal ikke ændre hinanden, men vi skal give hinanden en lille plads af den himmeldimension, der kan gøre os til engle i hinandens liv, budbringere fra Gud.

Når englen Gabriel i dag i evangeliet kommer til Maria besøger han også os. Evangeliet er en kærlig hilsen fra himlen om, at vi allerede her og nu skal leve som i himlen. Jeg tror ikke så meget vi skal granske i os selv for at finde ud af hvordan. Jeg tror slet ikke på, at vi skal forbedre os og leve et kysk og renfærdigt liv. Nej vi skal have øjne og ører, hjerte sjæl og sind åbne for, når et andet mennesker kommer til os med samme budskab: Herren er med dig, du benådede.

Det handler om, at vi skal se besøget af den anden, som et besøg fra himlen. Vi skal åbne vore øjne, så vi kan se hinandens vinger.

Kristendommens hemmelighed ligger i inkarnationen. I at Gud bliver menneske. Når nu Guds tanke reelt tog bolig i et menneske, i Jesus fra Nazareth, så må det mønster Jesus levede sit liv efter, nødvendigvis være fra Gud af og fra evighed af.

Det er det, der foregår i alle salmerne, vi synger om kærligheden til Jesus. Vi kan ikke forholde os til ham som person, men vi kan slet ikke lade være med at lade os påvirke af det mønster han lærte os. Han vil, at vi skal leve lykkelige for, at vi er dem, vi er. Han vil, at vi skal se hin- anden som budbringere fra Gud. At vi skal være som brødre og søstre. At vi skal øve os i at se hinanden som engle, der kommer med godt budskab, der gør os levende.

Mariæ bebudelse ligger her i kirkeåret omkring ni måneder fra jul. Det er så godt, fordi vi her før, vi skal tage hul på påskens stærke historie, først får lov til at repetere glæden. Vi fødes for at leve, men døden findes også. Det hører vi langfredag. Dog er der et liv, hvor kærligheden er så stærk, at døden ikke findes. Det hører vi om påskemorgen.

Lena opdager den dag i skolestuen, at Daniel er bange. Bange for sin sygdom, fra for at dø fra hende. Så siger hun til ham: Døden findes ikke. Det har jeg vidst siden mine forældre døde, da jeg var lille. Døden findes ikke. Da, tror jeg, Daniel ser Lenas vinger, for da fortæller hun påskemorgens glædelige budskab for den dødsmærkede dirigent.

Amen