Gud kan ikke tegne en firkantet cirkel

Langfredag i Margrethekirken

Salmer: 408,217,285,,456,477,215

Kun lidt over 100 af mere end 14.000 børn i Theresienstadt overlevede krigen. Mange blev sendt til udryddelseslejren Auschwitz for at skaffe plads til nye børn i lejren. Andre fik lov at blive boende indtil alle blev sendt på transport i 1944.

Undervisning i ghettoen var forbudt, men der blev undervist i hemmelighed og der blev skrevet digte. Det er en stærk og særpræget samling digte, hvor de fleste børn har navn, men en forfærdende kort levetid. Født 1929. Død 1944. Står der under mange af digtene.

Jeg vil læse to af digtene. Det første handler om savnet af den trygge barndom. Det hedder hjemve.

Jeg har levet i ghettoen mere end et år

alle ansigter her er mørke og triste

da tænker jeg på mit hjem og forstår

den lykke jeg havde som jeg skulle miste

Hvor ville jeg gerne atter være

derhjemme sammen med mine kære

jeg vidste ikke før de kom og tog mig

kære hjem hvor meget jeg elskede dig.

Hvorfor rev de mig bort fra dig

hvorfor bragte de mig til denne ghetto

denne afgrund af fortvivlelse uden redning?

Livet her er kun tomhed og armod

gru, håbløshed, angst og sult

fattige mennesker slæber sig gennem gaderne

både svage og stærke dør hver eneste time!

Jeg længes efter vore trygge varme stuer

når ilden om vinteren i ovnen luer

jeg ser sommerens blomster i haven for mig

jeg vil hjem, jeg kommer, ja jeg er på vej!

Trods elendigheden opgiver jeg ikke håbet

jorden drejer rundt og tiderne vil ændre sig

jeg er ikke bange, lad verden høre råbet:

Den stund vil komme hvor friheden venter mig!

Digteren er anonym, men er ærligt som barnet, helt tilstede i sit digt og et vidnesbyrd om at mennesket er smukt, selv når det sættes i en afgrund af ulykke.

Da tænker barnet med taknemmelighed tilbage på alt det, som én gang var dets virkelighed, hjemmet og dets kære, forældre, bedsteforældre, søskende og den varme ovn om vinteren og sommerens blomster i haven. Og alting vokser som et billede på Paradisets have og giver barnet mod og håb til at udholde livet i ghettoen, hvor alting kun er tomhed og armod, gru, håbløshed, angst og sult.

Det er næsten slet ikke til at tænke på de børns nød. Hvorfor blev de revet bort fra deres forældre? hvorfor måtte de ikke få et liv? hvorfor bragte de dem til denne ghetto og siden til gaskammerets grusomme død?

Og hvorfor rives børn og deres familier stadig ud af deres trygge hjem i krige?

Petr Ginz, født 1929 og død 1944, forsøger at give et svar i sit digt, som han kalder Narren. Han er 14 år gammel, da han skriver digtet.

Jeg går hen ad ghettoens gade

sådan for mig selv

mit sind er fuldt af tanker

der drejer rundt i mit hoved

om al den ondskab som findes

Jeg slentrer hen ad den grå gade

sådan for mig selv:

for mange år siden

- tænker jeg

mens jeg spadserer tilfældigt af sted -

var der en nar

som ville forandre hele verden

ville stille det hele på hovedet

totalt vende vrangen ud på alting

som ville bilde alle mennesker ind:

Tro ikke på noget som helst!

riv alt ned!

ødelæg overalt hvor du kan komme til det!

kæmp og strid om hver en håndsbred!

lad intet gå dig forbi!

er der noget der vender nedad - vend det op!

Sådan ville den herre have det

tænker jeg

mens jeg vandrer videre

han ville dreje verden helt omkring

lave fuldstændig om på den...

Imens gnubbede hans hund sig mod hans ben

og han førte en lille kat i snor

Det er et overraskende digt, og godt især fordi drengen ikke gør som voskne sædvanligvis gør, nemlig giver Gud skylden for ondskaben eller i hvert fald forsøger at give Gud skylden for, at ondskaben ikke bliver standset.

Drengen har gennemskuet hvad det er for en verden, han kender sine bødler, han kender sine fangevogtere. De er narre, som er gået med på ideen om totalt at vende vrangen ud på alting. De har fulgt den store nar, som er Hitler. Helt almindelige mennesker, som har valgt ondskaben og hadet som sandheden i stedet for kærligheden.

Han forestiller sig engang for længe siden, mens han spadserede et tilfældigt sted, at der da var en nar, som besluttede at ville stille det hele på hovedet, totalt vende vrangen ud på alting, og som ville bilde mennesker ind: Tro ikke på noget som helst, riv alt ned, ødelæg overalt.

Ondskaben skyldes narre, der tror de kan vende op og ned på alting. Skyldes den dumhed, der pludselig tror, at nogle er mere værd end andre. Børnene i Theresienstadt lærer hurtigt at stå stille med bøjet hoved for en uniform, træde bort fra fortovet, bort fra vejen, ned i skidtet, for at ære det menneske i uniformen, der i virkeligheden er en nar, fordi han har gjort sig til mere end et menneske, fordi han har sat sig i Guds sted.

Derfor var KZ-lejrene som drengen præcist digter en verden, hvor det hele var stillet på hovedet og hvor alt vendte vrangen ud.

Barmhjertighed blev erstattethed af hårdhjertethed, godhed med grusomhed, overbærenhed med råhed og nåde med straf - og det endda udført konsekvent mod uskyldige børn.

Det er denne meningsløse lidelse og ondskab, der i dag langfredag rammer Jesus. Gud kan ikke standse den ondskab, og Gud kan ikke standse narrens forråede verden, hvor alting er vendt op og ned. Gud er magtesløs overfor alle små mennesker, der vil gøre sig store og som vælter sig rundt i egoisme og magtbegær, men Gud vælger at gå ind i lidelsen.

Gud er på samme måde magtesløs overfor tilfældigheden, som rammer med sygdom og ulykke, men Gud vælger at være tilstede i det altsammen som den, der lider med de lidende og græder med de grædende.

Gud er magtesløs overfor den lidelse, som vælter ned over børn og voksne her i verden, fordi der ikke er plads til dem, der er anderledes, fordi der er forskellighed i folkeslag og i religion.

Gud var magtesløs, da de jødiske børn i Theresienstadt blev berøvet deres barndom og deres liv.

Selv Gud kan ikke tegne en firkantet cirkel, sagde man i middelalderen, når man overvejede Guds forhold til verdens ondskab. Narrens onde verden, hvor alting er vendt op og ned og hvor parolen hedder tro på intet og ødelæg alt, den verden er Gud magtesløs overfor, men han bruger sin magt til at gå ind i verden alligevel og at være tilstede i den bl.a. som det håb, drengen havde bevaret, da han i sit digt skrev, at friheden ville komme til ham en dag.

Jesu lidelse er ikke anderledes end børnenes, da de blev sendt på transport, som var et ord der betød det samme som gaskamrenes forfærdelige død.

Men Jesu lidelse fik en anden betydning, fordi i den blev vi fortalt, at Gud bøjer sig helt ned til denne verdens meningsløse lidelse. Gud lader ikke sin søn lide med vilje, fordi han vil have et offer eller fordi han stedfortrædende skal bære andre menneskers lidelse. Nej Gud er selv i færd med at bære verdens lidelse. I hvert eneste øjeblik er Gud tilstede hos ofrene for den meningsløse lidelse.

I Jesu liv kom Guds billede af, hvad et menneske er, til syne i al sin tydelige klarhed. Gennem alle tildragelser og fortællinger lider Jesus med sin omverden, han går ind i alle de forhold, hvor der er lidelse, hvor mennesker den gang som nu jagedes ud af samfundet på grund af religion, forskellighed, sygdom og af alting andet, som gør mennesker usikre og bange. Jesus led med de lidende og gav dem håbet og livet tilbage, fordi de i lidelsen forstod, at de ikke var gudsforladte. I dag er Jesus selv offer for den tilfældige ondskab.

Det betyder, at vi ikke skal flygte ud i en forestilling om, at verdens ondskab kan forsvinde ved et fingerknips, hvis bare Gud vil.

Det betyder, at ingen nogensinde skal forlede os til at tro, at der findes en mening i verdens ondskaben og grusomhed, når den rammer uskyldige og børn.

Gud tillader sig selv i dag at lade sig rive midt over af al den lidelsen og ondskab der er i verden, men han gør det med sin magt til liv, der ikke kan holdes nede, men som står op af døde påskemorgen. Håbet og troen og kærligheden skal vinde selv efter langfredag. Derfor har vi også i dag på ondskabens dag tændt lys på alteret, fordi der i Guds verden altid er lys for enden af lidelsens tunnel. Gud selv er lys, selvom der i dag er meget mørke i evangeliernes fortællinger.

Amen