Kære konfirmander..

Det her er en tale for jer og til jer, for i dag er jeres dag!

Jeg har jo de sidste par måneder haft fornøjelsen af, at lære jer, at kende.

I har været søde til at tage imod mig og I har været gode til at deltage i undervisningen og det har gjort ”mit arbejde” en hel del lettere.

For mig har konfirmandundervisningen ikke bare været et forløb med en flok tossede teenagere, det har været en rejse tilbage i tiden, til dengang jeg selv var en tosset teenager.

Det har været en spændende rejse som har vist mig, at teenagere er og bliver teenagere. At vi alle skal bestige bakker der føles som uendeligt høje bjerge og at vi alle kommer igennem på den anden side, lidt klogere og erfaringer rigere.

I undervisningen har vi været omkring mange forskellige emner, men igen og igen er vi kommet tilbage til hvad jeg vil kalde kernen i kristendommen og i livet i al almindelighed.

Nemlig Kærligheden.

Kærligheden til vores næste, til vores forældre, til venner, til familie, men også til uvenner. I har vist en stor forståelse for hvor vigtigt det er at være gode mod alle, og jeg syntes også at I praktisere det i høj grad.

I er jo samlet her, få af jer kender hinanden på forhånd og alligevel har I uproblematisk arbejdet sammen og vist hensyn til hinanden. Hvilket har været fantastisk at se, og hvilket overbeviser mig om, at I nok skal klare jer godt i jeres videre færden.

I jeres meget smukke digte, som I har skrevet til undervisningen, på Karstens opfordring, er det tydeligt at se, at kærlighed spiller en stor rolle for jer hver især. At det ikke nødvendigvis er kærlighed til en bestemt pige eller dreng, men kærligheden til de mennesker som er en del af jeres tilværelse.

De mennesker som holder af jer, fejrer jer i dag med en fest som er et symbol på deres kærlighed til jer, og deres stolthed over jer.

I ved, at kærligheden er vigtig, og at det er den som holder sammen på det hele. Gud er som kærligheden, han er allestedsnærværende og han er den kærlighed som har omgivet jer og vil omgive jer resten af livet.

I dag er jeres dag.

Og I skal ikke skamme jer over at festen og opmærksomheden er det I har glædet jer mest til. Når jeg tænker tilbage er det begrænset, hvad jeg kan huske af konfirmationsforberedelsen, men festen og gaverne husker jeg ganske tydeligt. Naturligvis er jeg ikke i tvivl om at jeres konfirmationsforberedelse vil stå ganske tydeligt for jer, nu hvor I har haft sådan nogle søde lærer.

Men hvorom alting er skal I ikke skamme jer over at I glæder jer til festen og opmærksomheden, for opmærksomheden på denne dag er en opmærksomhed som bliver givet til jer, af mennesker der holder af jer.

Det er et kæmpe skud kærlighed, som I i lang tid fremover vil kunne huske tilbage på og nyde.

De dage hvor lykkens dør nærmest skal lirkes op, vil I kunne huske tilbage på bland andre, dagen i dag hvor I er i centrum og hvor glæde og kærligheden er i fokus!

Nogle vil måske sige at, i dag starter livet, det mindes jeg at jeg fik at vide, at nu blev jeg voksen. Men det mener jeg nu ikke. Livet starter hver dag, for hver dag vendes der om på motivet, og sådan vil det fortsætte resten af jeres liv.

Hver dag bliver vi lidt ældre, men forhåbentligt bliver vi aldrig rigtig voksne, der skal være plads til at være barn, alvoren skal tids nok komme, men den kommer stille og roligt, og ikke fra i dag til i morgen.

Poul Krebs digter i en sang:

Ræk ud efter stjernerne.

Skyd på månen.

Det gør ikk’ det fjerneste du rammer langt fra målet.

Bar’ skyd!

Det skal være en af mine opfordringer til jer.

I skal række ud efter det I ønsker, om det er at blive fodboldspiller, advokat eller astronaut. I skal ikke lade nogle sige til jer, at I ikke kan.

I skal ikke give op hvis I rammer fordi målet, for det vigtigste er at I skyder.

Kære konfirmander. Det har været en dejlig oplevelse at lære jer, at kende, og jeg håber at I har haft et godt forløb frem til i dag, trods polske film og tvungen oplæsning og frem for alt, at I får en dejlig dag, som vil være et af mange eventyr i jeres tilværelse.