Jeg tror, der lever et barn dybt inde.

Juleaften 2007

Fornylig viste DR1 et show fra Cirkusbygningen i København med Niels Hausgaard. Han er en morsom og lun dansker. Han fortalte bl.a. om et besøg i Peterskirken, som jo er stor og gør indtryk på den besøgende og også gjorde det på ham. Det, der havde gjort størst indtryk på Hausgaard, var imidlertid den måde, som den ny pave, Benedikt den 16., kunne gå langsom på. Ind foran alteret f.eks. som om han havde larvefødder. Den gamle pave, Johannes Paul den 23. var jo heller ikke ligefrem nogen sprinter, konstaterede Hausgaard tørt. Men pave Benedikt er endnu langsommere, når han går.

Sådan kan Hausgaard godt sidde og lave lidt sjov med det kirkelige og med Gud. Han fortalte, at han engang imellem havde fået kritik for, at han gjorde grin med Gud. Det var han nu ikke så bekymret for, for den Gud han troede på, tog sig ikke af sådan nogen småting.

Men kritikken havde sat ham i gang med at skrive en salme om den Gud, han i hvert fald ikke tror på. Den er flot. Nu skal I høre.

Første vers lyder sådan her:

En Gud, der holder mest af dem,

der beder højest i kirken, kan ik' være Gud

Og en Gud, der holder mest af dem,

der synger højst i kor, kan ik' vær Gud

En Gud, der ikke syns vi skal bruge vores forstand,

kan ik' være Gud

Og en Gud, der bare synes vi skal gøre, som der blir sagt,

kan ik' være Gud.

Allerede her fra første strofe er jeg fuldstændig fornøjet og enig med Hausgaard. Naturligvis er Gud større end vores smålighed, når vi tror, vi skal bruge kristendommen til at promovere os selv. Det er nu heller ikke noget, vi danskere er særligt slemme til, men tænk bare på, hvordan der bliver bedt højt og sunget højt i bibelbæltet i Amerika og mange andre steder, hvor der er gået hellighed i det, - som det gjorde det engang hjemme med Oxfordbevægelsen, hvis nogen af jer kan huske den i trediverne og fyrrerne.

Og så er det jo befriende, at høre det så klart, at Gud selvfølgelig ikke kan være Gud, hvis han ikke synes om, at vi bruger vores forstand. Selvfølgelig skal vi tænke kritisk. Også om Gud. Og bruge vores forstand. Hvis vi tror på noget, som vi ikke med vores forstand forsøger at sætte os ind i, så er det jo overtro. Og kadaverdisciplin hører ikke hjemme under Guds område. Så hver gang, der i en kirke eller i et land, bliver optræk til kadaverdisciplin, så er der ingen rigtig Gud.

Men salmen bliver bedre og bedre. Næste strofe lyder sådan her:

En Gud, der holder med den, der dræber kvinder og børn, kan ik' være Gud

Og en Gud, der holder med den, der dræber nogens far og mor, kan ik' være Gud

En Gud, der ikke er ligeglad med farven på vores flag, kan ik' være Gud

Og en Gud, der ikke er ligeglad med farven på vores hud, kan ik' være Gud

Den sidste sætning er bare så fint skrevet. Gud kan ikke være Gud, hvis han synes, der er noget forkert ved nogens hud. Og ellers funderer Hausgaard jo bare menneskeligt snusfornuftig og sundt over alt det, der sker i Guds navn. Jamen, det er da indlysende, at Gud kan ikke være Gud, hvis han holder med dem, der dræber kvinder og børn.

Når det sker at nogle dræber kvinder og børn, som det også skete dengang Jesus blev født og som vi kan se det fortalt på Pierre Auzias's store alterbillede med barnemodet i Bethlehem her i kirken, så var det et spørgsmål om magt. Og når nogle bruger Gud som undskyldning for at dræbe kvinder og børn, så er det igen et spørgsmål om magt og snæversyn og forstokket dumhed, som når klaner i Somalia har kunnet holde en krig i gang i årevis med tusinder af dræbte kvinder og børn.

Den sidste strofe i Hausgaards salme er måske den bedste:

En Gud, der holder med de feje bombemænd, kan ik' være Gud

Og en Gud der ikke forstår, hvorfor man kan blive så fej, kan ik' være Gud

En Gud, der ikke har skabt alle, der ikke tror på Gud, kan ik' være Gud

Og en Gud, der ikke flækker af grin over dem, der kender sandheden, kan ik' være Gud

Det er herligt med sådan en negativ trosbekendelse. Gud er ikke Gud, hvis han holder med feje bombemænd. Og Gud er heller ikke Gud, hvis han så alligevel ikke kan forstå, hvorfor man kan blive så fej. Og Gud er slet ikke Gud, hvis han ikke erkender, at det også er ham, der har skabt alle dem, der ikke tror på ham. Naturligvis! Vi er ude over al provinsialisme her. Selvfølgelig er Gud da ikke småborgerlig.

Det allersidste er jo det sjoveste:

Og en Gud, der ikke flækker af grin over dem, der kender sandheden, kan ik' være Gud

Det er ganske enkelt vidunderligt skrevet. Jeg lærer altid mine konfirmander, at de skal holde sig langt væk fra at overtage sandheder, især når det gælder religion og tro. Hvis nogen kræver deres tro som religion eller som politik, så skal de bare sige stop. Det er der ingen, der skal gøre. Ingen overhovedet, for sandheder er livsfarlige. Derimod er tvivl og det lille ord "måske" livgivende.

Desværre er der ikke altid grund til at flække af grin over dem, der kender sandheden. For de er altid de farligste og kan sætte den ene holocaust i gang efter den anden. De ved, hvad der er sandt og rigtigt. Det er det farligste af alt, så måske kunne man også føje til, at en Gud, der ikke græder over dem, der kender sandheden og især deres ofre, ikke kan være Gud.

Så når vi endelig frem til julenats budskab om en Gud, der kan være Gud.

Det barn, der bliver født julenat i en stald i Bethlehem, kan godt være Gud.

Og den mand, der livet igennem forsøgte at helbrede og hjælpe andre, kan godt være Gud.

Den mand, der til sidst blev slået ihjel, fordi han var for god, kan godt være Gud.

Og den mand, der ikke kunne holdes i graven, fordi mange mennesker havde sat deres håb til ham, kan godt være Gud.

Tænker vi grundigt efter, så er der ikke mange af de kendte guder, der kan være Gud i Hausgaardsk og evangelisk forstand. Men kristendommens bud på en gud, kan godt være Gud, når bare vi hele tiden bliver ved med at bruge forstand og følelse, hjerne og hjerte, når vi tænker Gud ind i vore liv. Så bliver vores opgave at forvandle Hausgaards trosbekendelse til, hvad vi kan sige positivt om Gud.

En gud, der lærer os, at vi skal elske vor næste ligesom vi elsker os selv, kan godt være gud.

Og en gud, der fortæller historien om den fortabte søn og om den bamhjertige samaritan, kan godt være gud.

En gud, der opvækker en pige, der var lige ved at dø, kan godt være gud.

Og en gud, der beder for sine bødler, kan godt være gud.

Fra starten af viser Gud sig i en slags sårbarhed og udsathed. Gud vælger at vise sig i et menneskes liv, som de leves overalt på kloden. I enhver spansk Belen sidder Maria med sit lille barn og er billede på den allervigtigste kærlighed, der findes i denne verden. Det er samtidig billedet på, hvad kristendom er. Kristendom er ikke sandhed, det er ikke retfærdighed, det er først og fremmest kærlighed. Og så kan vi håbe at sandheden og retfærdigheden følger med, men det kræver benarbejde.

En Gud, der bliver bliver et med et lille barn og med en mors kærlighed, kan godt være Gud.

Og en Gud, der glædes, når mennesker lever i fred med hinanden, kan godt være Gud.

En Gud, der smiler til og holder hånden over dem, der er forelskede, kan godt være Gud.

Og en Gud, der danser omkring juletræ sammen med alle børn, kan godt være Gud.

Halfdan Rasmussen skrev i 1958 det tætteste han kunne komme på en trosbekendelse. Halfdan kunne ikke lide den institutionaliserede kirke og da slet ikke dogmatik og den slags, men han kunne alligevel godt skrive positivt om, at der gemt i alting måtte være en Gud. Måske er det barn, han her digter om det barn, der blev født i en stald julenat. Og måske er barnet, hvert eneste barn som glæder sig til jul. Halfdan Rasmussens trobekendelse lyder sådan her:

Jeg tror, der ligger et barn dybt inde
i alle levende ting, der gror.
et barn, der er som en fuglevinge,
en lille gud, der er evig stor.

Jeg tror, han danser i altings hjerte,
jeg tror, han hviler i al tings vækst.
Og alle underes under er det,
at han er ordløs og altings tekst.

Han er i spurvenes sang i hækken,
i solsortfløjt og i hundeglam.
Og hvis De lytter til tudsens kvækken
og lammets brægen, så er det ham.

Han er i regn og hvor støv må tørste,
i vandets rislen. I træets saft,
i al det mindste, i al det største.
Den mindste enhed. Den største kraft.

Hør, blæsten synger din sang, venninde !
Se, træet blomstrer på barnets bud !
Jeg tror, der lever et barn dybt inde.
en kraft, som aldrig kan drives ud.

Kære Menighed

Det er det barn i alting, som vi må passe på. Det er det barn, vi i denne aften skal danse om og fejre.

Evangeliet er dejligt eventyr, fordi vi i det får en Gud, der kan være Gud. Han vil ikke have, at vi beder eller synger højest i kirken. Han vil have vi bruger vores forstand og vores fri vilje. Han vil ikke have, at vi generer andre på grund af vores religion. Han vil have vi skal holde fred med dem, der tror noget andet eller ikke tror, og han vil have at vi skal finde ud af vores størrelse, så vi ikke tror, at vi besidder sandheden om livet.

Amen