"At være i en tilstand af den allerstørste opmærksomhed"

Helligtrekongers dag

Det, vi hele livet igennem leder efter, er den stjerne, som kan oplyse og gennemlyse os, så vi langt om længe kan blive det, vi allesammen inderst inde ønsker at blive. Det ønske er, tror jeg, for os allesammen, at blive gode mænd og gode kvinder, altså at vi for alvor kan blive mennesker, som andre har brug for, og som de vil huske, som nogen, de holdt af og fandt gode og måske næsten uundværlige.

For mig selv er det vigtigt hele tiden at blive ved med at forklare mig, at det er det, som alting handler om. Især hver eneste mine bevægelser og energiudladninger her i huset, handler om det. Hver gudstjeneste er et forsøg på at vise hen til den stjerne og det lys, som for alvor kan oplyse og forklare os vort liv.

Der er mange forstyrrende omstændigheder, der får os fra vores egentlige vej gennem livet. Dem skal der tages skyldigt hensyn til, men det vigtigste af det hele er dog stadigvæk at arbejde med, hvordan vi kommer til at leve mest ærligt og oprindeligt. Hvordan komme til at leve et helt menneskeliv med den intensitet og stædighed, som stjernetyderne, de tre vise mænd, havde. At bryde op fra alle vante vilkår, fra hjemland og drage ud i en fremmed verden, for at følge det nødvendige lys. Og for til sidst at finde det og derved blive gavmilde, som dem. Det tror, jeg er en pointe i fortællingen om de tre vise mænd, at de bliver billede på at modning er gavmildhed, akkurat som i naturen. Det er en af de ting, vi kan overveje. Et målebæger på vores egen udvikling. Hvor langt er vi nået i modningens gavmildhed?

Fra nogle af de smukkeste romaner, jeg har læst, er der nogle korte sætninger, som jeg aldrig har glemt. Det er sætninger som f.eks.: "Så kom der en af de dage, hvor man ikke rigtig er hjemme i sig selv".

Jeg ved ikke, hvor udbredt det er, at have sådan en dag, men jeg tror, der er en del dage af den slags i de fleste menneskers liv, hvis vi skal være ærlige. For det meste bliver de dage umulige, hvor vi ikke rigtig er hjemme i os selv, men det er mærkeligt nok fordi, vi ikke kan komme ud af os selv, at vi ikke føler os hjemme. Altså fordi vi kun har øje for vort eget, vore egne ønsker, vore egne behov, fordi vi er indkrogede i os selv og har glemt, at verden kan være stor og kan give os liv.

Når vi kun kigger indad i os selv, så er vi ikke rigtig hjemme i os selv. Og det bliver vi aldrig ved at kigge indad.

Så bliver vi hurtigt som mennesker, hvis batterier forlængst er brugt op. Så kan vi kun udjævne alt, alle genstande, alle personer og alle foreteelser i vort liv. Alle ting er lige lidt værd og derfor intet værd. Så bliver vi mennesker uden forhøjninger, ingen dybe dale, ingen forbavselse, ingen nysgerrighed.

Har vi kun os selv som ledestjerne, så bliver det ikke nemt at være hjemme i os selv. For hvad kan vi, uden at vi får noget givet af verden omkring os? Ikke meget. Lyset brænder ud, og vi fyldes med mørke og tomhed som før skabelsen.

Når vi derimod er ude af os selv, fordi vi måske er blevet forelskede i en anden og kun tænker på den elskede, så er vi for alvor hjemme i os selv. Når vi er vildt optagede af et arbejde, som vi ikke kan lade ligge, og når vi glemmer os selv i dét arbejde, så er vi hjemme i os selv.

En anden sætning fra samme roman, lyder sådan her: "At være sig selv er jo ikke altid det sjoveste."

Nej, det er så præcist sagt. Det er det værste, for hvis vi kun lever i lyset af os selv, så ser det temmelig mørkt ud.

Selvfølgelig har vi lys, og er vi lys i os selv, og selvfølgelig skal vi skærpe og hjælpe det lys frem, men der er det underlige ved det lys, at det skinner bedst, når det skinner for andre eller for en sag eller låner sit lys fra andre. Vi kan jo heller ikke lade være, selvom vi undertiden føler os fristet, med at komme i berøring hele tiden med andre. Inderst inde ved vi godt, at lyset ikke er vort eget, men noget der opstår som en magnetisk udladning mellem to poler. Så vi skal hele tiden modigt være på vej, se os om og se fremefter.

De to små sætninger, jeg har citeret, er fra en bog af Göran Tunström, som I ved, jeg bruger mere, end jeg bruger det ny testamente, næsten. I en anden af hans bøger er der en ordveksling af samme korthed og samme slags, som jeg heller ikke kan glemme, fordi den rammer mig. Den lyder sådan her:

"Vær dig selv, Vanessa"

"Nej, Gud, det orker jeg ikke. Kom med et bedre forslag".

Det er også morsomt, fordi ordene afslører, hvad det er, der er sandheden om et menneske. Og så er det sagt meget enkelt. At blive sig selv og at være sig selv, har altid med et andet menneske at gøre. Så kan det være kompliceret, umuligt og irriterende, men det er nu engang en del af det at blive sig selv. At blive sig selv er at lære at være i en anden.

Det er indlysende, at vi som mennesker bliver nødt til at have vaner og rutiner. Det giver livet tryghed og en ro, som vi kan li. Bordet i køkkenet, møblerne i stuen, kaffekoppen eller tekruset, som vi bruger hver dag. Vanerne og enkeltheden giver tryghed, men lader livets essens forsvinde. Det komplicerede forsvinder, men det komplicerede er vores opgave. Det er derfor, vi skal blive ved med at lede efter vores opgave og efter det lys, som kan opklare og forklare vort liv.

De morgener, hvor vi allerede fra starten af kan mærke, at i dag verden er stor, og at vi kan leve i den, er gode. De dage er næsten altid forbundne med det forhold, at vi er på vej et andet sted hen, at vi pludselig har set en større del af verden, at vi er sluppet af med os selv. Så kommer livslysten. Så er der pludselig masser af tid. Og der er masser af glæde, for der er så mange muligheder.

Jeg tror, det er det, fortællingen om de tre vise mænd vil fortælle. De er et mønster for vort liv, de viser en måde at leve på, hvor de ikke er sat i bevægelse af sig selv og af deres egne behov og luner. Det er ikke deres egne ønsker, der har fået dem ud på den lange livsrejse. Det er noget uden for dem selv. Det er stjernen eller det barn, som stjernen viser hen til. De er ikke bare forankrede i vanernes verden og deres eget univers. De har nødt noget større, som får dem til at yde den allerstørste opmærksomhed.

Det er det, hvorom alting handler, tror jeg. At vi bevæger os gennem dagene, så vi har mulighed for at leve i en tilstand af den allerstørste opmærksomhed. Det er teologen Paul Tillich, der siger det et sted i en af sine bøger. Det er, hvad det vil sige, at være: At være i en tilstand af den allerstørste opmærksomhed, som stjernetydere, der opmærksomt følger et lys, der er udenfor dem selv, for så kan vi måske endelig blive gode kvinder og gode mænd, der gør livet levende for hinanden.

Vi skal naturligvis nu synge: Dejlig er den himmelblå. Grundtvig skrev den allerede i 1810 og kaldte den for en barnesang. Den var skrevet til børn. Og den havde i den oprindelige udgave 19 vers. Der er et af dem, som det er synd, ikke er kommet med i salmebogens 7 vers. Det lyder sådan her:

Østerlands de vise mænd

fandt dog stjernen der igen,

som de skued i det høje,

thi i barnets milde øje,

funklende og klar den sad.

Det vil sige, at vi har en religion og en kristendom, som med enkle ord og fortællinger viser os tilbage til oprindeligheden. Det er der, vi skal tilbage til. Tilbage til barndommens land, hvor håbet og verden er åben. Bliv voksen og bliv en god mand og en god kvinde ved hele tiden at finde tilbage til den oprindelighed, der engang var tilstede, da vi som børn altid var i en tilstand af den allerstørste opmærksomhed.

Den oprindelighed og opmærksomhed er universel og global. Kristendommen har fra starten af i sine fortællinger været opmærksom på, at verden er global, at vi er forbundne, at vi alle er brødre og søstre. Visdommens tre mænd i dag har alle aldre, er gammel, er ung og er midaldrende, er lys, er minde lys og er mørk i huden. Det vil kunne også kunne ses i de tre eksemplarer vi har her nedenfor prædikestolen.

Barnets milde øje er lyset, som vi skal måle alting i vort liv ud fra. Måske er det den enkleste måde, at sige hvad kristendom er, på. For barnet har nemlig aldrig opgivet den tilstand af den allerstørste opmærksomhed overfor livet, som det handler om.

Her er fremtidens mulighed.

Så kære menighed: Det er stadigvæk det, som det handler om for os allesammen, at finde ud af, hvordan vi bliver opmærksomme overfor det levende liv. Overfor hinanden. Og dermed overfor Gud.

Amen