At elske og at blive helliggjort

Frimurerlogen 5. oktober 2007

Det, vi hele livet igennem leder efter, er det lys, som kan oplyse og gennemlyse os, så vi langt om længe kan blive det, vi inderst inde ønsker, som er, selv om det lyder banalt, at vi bliver gode mænd og gode kvinder.

Her i kirken arbejder vi med det hver eneste søndag. Kigger jeg tilbage i mine prædikener, så kan jeg se, at jeg stadigvæk leder. Jeg når nogle delmål undervejs gennem årene, får skrællet nogle historisk bestemte dogmer og andet vraggods af, men må alligevel revidere det opnåede igen og igen. Jeg tror i virkeligheden, at det er godt, sådan. At være menneske er at være på vej hele tiden. Vi bliver aldrig færdige. Skal heller ikke blive det. Men forsøge trods alt at blive, hvad der er målet: gode mænd og gode kvinder.

Teksten, jeg læste, er fra den kommende søndags tekst. Og man kan jo sige, at den giver svaret. Det er det vi skal. Vi skal elske Gud, det vil sige, at vi skal elske alt det, han har skabt, livet, lyset, glæden, kærligheden, livskraften, menneskene, dyrene, solen og månen og stjernerne. Og så skal vi elske vor næste som os selv.

I mine prædikener bliver jeg måske i disse år for en stor del hængende i det sidste, næstekærligheden, som kræves af os. Det vil sige moralen, den rette handling, den rette livsindstilling.

Moral er nødvendig, men kedsommelig. Moral er kedelig, hvis den ikke kommer indefra, fra kærligheden og medfølelsen. Der er ikke så meget mystik i moralen.

Ritualet kan i modsætning til moralen være en sjæledans, hvori vi indøver de hemmelighedsfulde bevægelser, der bibringer vores sjæl tiltrængt smidighed.

Det var ikke mindst det frimurerne søgte, da frimureriet for alvor spredte sig i 1700-tallet. Det var i en reaktion mod den kirke og kristendom, som var barn af oplysningstiden, hvor der ikke var meget plads til andet end fornuftige og moralske anvisninger.

For mit eget vedkommende har jeg aldrig haft det svært med oplysningstiden, hvor præsterne på prædikestolen ovenikøbet kom med god råd til landmændede om nye dyrkningsmetoder og planteforædling. At elske Gud med hele sit væsens mange aspekter er også at elske jorden og at dyrke den i alle dens aspekter til gavn for næsten.

Men naturligvis går der noget tabt, når ikke engang ritualet i kirken har nogen gennemlysningskraft mere, når det har mistet sin forvandlingsevne, som det havde det i oplysningstiden.

Der skal være en inderlighed tilstede, som skaber adgang til alt det i os, som er både underbevidsthed og overjeg og daglig omtanke. Ritualet kan skabe det rum af overskud, hvor det kan ske. Sådan opfatter jeg altergangen her i kirken søndag efter søndag. Her fortættes alting omkring os, stilheden trænger ind i os, så vi med sindets koncentration opnår en enhed med Gud for bordenden og medmennesket ved siden af os. Her sker der en oplysning, som også gennemlyser os, viser os hvem vi er, at vi stadig er børn af ham, der sidder for bordenden, og at vi har ret til at være tilstede, selvom vi endnu ikke har nået målet, nemlig at blive gode mænd og gode kvinder.

Frimurerbevægelsens fascinerende mysterietænkning handler om, at en god mand ikke skabes ved moralisering, men ved indvielse igennem hemmelighedsfulde ritualer.

I aften hører vi i gudstjensten musik af Wolfgang Amadeus Mozart som sammen med andre af 1700-tallets ledende skikkelser - blandt andre Goethe - var frimurer og var optaget af den tanke, at forvandlingen til at blive en god mand gik gennem et ritual. Mozart skrev en hel opera om det, som I naturligvis ved og forhåbentligt har set, nemlig Tryllefløjten, som handler om prins Taminos og prinsesse Paminas vej til at blive oplyst, så de kunne se sig selv uden skygge.

I slutningsscenen i Tryllefløjten, hvor Tamino og Pamina i fællesskab skal gennemgå ild- og vandprøven, står der i baggrunden en pyramide i scenens baggrund.

Pyramiden fik i 1700-tallet stor billedlig betydning.

"Med sin spids, der løfter sig højt imod himlen, kan pyramiden tolkes, som om den har sin åndelige basis i den øverste spids, subtilt hvilende imod himmelrummet, hvorefter den trinvis stiger nedad og udad mod det lavere for til sidst at brede sit vældige areal af stenkvadre udover jorden"

- sådan beskriver Erik A. Nielsen pyramiden i en stor artikel han har skrevet om Tryllefløjten. Hans tekst støtter jeg mig til i det følgende.

Pyramiden bliver med sin præcise placering i landskabet med sin spids pegende direkte mod Zenith til det legeme, som tilegner sig solens lys mere fuldkomment end noget andet. Pyramiden er, i det øjeblik solen når sin middagshøjde, belyst og berørt på alle fire sider samtidigt. I solens kulminationsøjeblik sluger pyramiden sine egne skygger eller måske er det bedre at sige, at solen opsluger pyramidens skygger.

Enkelt sagt bliver pyramiden billede på, hvordan vi skal søge, når vi så gerne vil nå frem til den gennemlysthed, der kan føre os på vej mod at blive gode mænd og gode kvinder. Vi skal som pyramiden forsøge at placere os det rigtige sted i tilværelsens landskab med en orientering mod Gud og derved overstråles af hans lys og derved overvinde vores egen skygge.

Det er grundtanken i ritualet. Selve forvandlingen er mytisk-rituel, men indfrielsen af forvandlingen, virkeliggørelsen af den er moralsk. Det er nu, det skal vise sig, om vi bliver gode mænd og gode kvinder. Fra det øjeblik skal vi kunne leve med en nyskabt evne til at handle frit, det vil sige fri af alle vore skyggesider, belyst af Guds lys, og med muligheden for at handle med stort udsyn.

På pyramiden i Tryllefløjten er der en hellig indskrift, som kan læses under ritualet, når pyramiden er gennemlyst af solen, hvor der står:

"Den, der tør vandre denne bane fuld af fare,

vil ild og vand og luft og jord forklare;

og hvis hans sjæl først dødens rædsel overvandt,

fra jorden han da vej mod himlen fandt.

Med nytændt sjælelys vil han da gå

ind til mysteriet hos Isis - og forstå."

Det er også værd at overveje, hvordan kirkens dåbsritual har en forvandlende karakter gemt i sig, en kraft, der fortæller om et nyt menneske uden skyggesider, men alene gennemlyst af Guds lys i det øjeblik Gud tager barnet til sig som sit barn. Forvandlingen ligger som et potentiale i det menneske alle dage og kan sættes i værk hvert øjeblik, der kommer et hjeteligt ønske og en bøn om det. Hvert øjeblik kan det gamle menneske, den gamle Adam druknes, og det ny menneske fyldt med håb og godhed opstå.

Ritualer har den forvandlende virkning. Ritualer er gode og vi skal bruge alle dem, der kan forvandle os, så vi ad åre kan nå til at blive gode mænd og gode kvinder, men jeg kan alligevel ikke lade være med at vende tilbage evange-liets tekst.

Den vil jo heller ikke gøre det sværere end det er: At elske alt det skabte, er at forbinde sig med Gud i taknemmelighed. Så sker der allerede en forvandling af os, for så begynder vi at blive taknemmelige og at indse, hvor stor en gave livet var og er. Og i den taknemmelighed kan vi også placere os sådan, at vi overstrømmes af det lys, som kommer fra Gud og som oplyser os om, hvordan vi skal være mod andre.

Kære logemenighed

Må I få en god sæson, hvor der for alvor arbejdes med forvandlingen hen mod den moral, som omsider måske vil gøre jer til gode mænd og gode kvinder.

Og undervejs er der altid mulighed for at gå i kirke og få chanchen for at begynde forfra én gang til, for her i huset findes der en glans i Guds overvældende lys, som er bestemt af Guds kærlighed, som er i stand til altid at omfatte os selvom vi ikke er sluppet af med de mørke og skyggefulde sider i vort væsen.

Som overskrift for min prædiken satte jeg en sætning, som jeg endnu ikke har brugt, men som jeg kan li. Den lyder sådan her:

"At elske og at blive helliggjort".

Den sætning vil jeg tilslutte mig med med hele mit hjerte og med hele min sjæl og med hele mit sind, og den kan være mottoet for os lige her og nu med et ønske om: At elske og at blive helliggjort. Det er vejen til at blive et godt menneske.

Amen