Kærlighed eller kloster

Fastelavns søndag

I dag skal vi starte med Milan Kunderan. Det er et citat fra hans vidunderlige bog: Udødeligheden. Han skriver et sted om kærligheden som katalysator for livet:

"Hvordan skal man leve i en verden, som man ikke billiger? Hvordan skal man leve sammen med mennesker, når man hverken regner deres pinsler eller deres glæder for sine? Når man ved, at man ikke hører til dem?

Agnes kører hen ad en stille landevej og svarer: Kærlighed eller kloster."

Kære menighed

Her i dag hvor vi for alvor går ind i fastetiden, skal vi tage stilling til det spørgsmål, om vi vil kærlighed eller kloster, om vi vil begynde at elske en vanskelig verden, eller om vi vil trække os tilbage fra den.

Om vi vil leve udleverede til livet eller gardere os mod det, beskytte os. En anden østeuropæisk forfatter, Imre Kertész siger et sted i en af sine bøger: "Jeg står i et gensidighedsforhold til mit liv. Navnet på dette forhold er: udleverethed."

Han kan ikke tænke sig andet i sit liv. Han bliver bare nødt til at være udlveret til alt, hvad der møder ham. Han kan ikke lade være med at hengive sig til det levende og de levende. Det er det, der holder ham i live og kan få ham til at skrive så gode bøger. At han vælger kærligheden frem for klosteret. At han vælger udleveretheden fremfor selvbeskyttelsen og alle personlige garderinger.

Den kvindelige hovedperson hos Kundera, Agnes, forestiller sig engang følgende prøve: Man bliver spurgt, om man efter døden kunne tænke sig at vågne til live igen. Hvis man virkelig elsker, vil man kun indvillige på betingelse af, at man på ny vil møde sin elskede.

Sådan tænker Agnes og sådan vil hun selv svare, fordi hun har nmødt kærligheden. En kærlighed, som Paulus beskriver den i kærlighedens højsang, der ikke vil sig eget, men som bliver fyldt af den anden eller de andre. Det er den tætte, næsten universelle altomfavnende kærlighed, som får mennesker til at udholde alt for bare at være til stede i den.

Kundera skriver om Agnes: "Hun var kommet til et vandløb og lagde sig i græsset. Hun lå der længe og havde en følelse af, at strømmen trængte ind i hende og skyllede alle smerter og alt snavs ud af hende: hendes jeg. Et besynderligt, uforglemmeligt øjeblik: hun glemte jeget, mistedet jeget, var uden jeg; og heri var lykken."

I erindringen om denne oplevelse tænker hun mange år senere og forsøger at sætte ord på, fordi det er vigtigt at fastholde sådan en oplevelse:

"Det, der er uudholdeligt i livet, er ikke at være, men at være sit jeg."

Kære menighed

Nu skal jeg ikke blive alt for mystisk og uforståelig, for det jeg stadigvæk bare tænker på er, hvordan vi selv hver for sig og sammen kan komme til at opleve noget så vigtigt som at kærligheden bliver katalystor i vort liv, at det bliver kærligheden, der bestemmer, om livet er evigt. Det evige liv er bestemt af kærligheden. Altså akkurat som Agnes ville svare på tilbuddet om at få et liv mere: kun hvis hendes elskede var der.

Det er kærligheden, der er det altafgørende i vort liv.

"Det, der er uudholdeligt i livet, er ikke at være, men at være sit jeg." - skrev den livskloge Kundera.

Det er det, der er klosteret. Det er at blive i sig selv, det er at gardere sig, det er at lukke sig inde og ikke stille sig til rådighed for kærligheden, for glæden, for medfølelsen, for omtanken, for alt det, der bærer os hen mod vort medmenneske og dermed hen i mod livet.

Det Agnes oplever ved vandløbet er en form for renselse akkurat som Jesus i dag bruger en helbredelse af en blind som billede. At blive seende er, hvad Agnes bliver der, hvor hun er i nærkontakt med skaberen selv, med det frugtbare liv, som vandet er billede på. Det skyller alt andet end det vigtige ud af hende. Hun bliver tilbage med det, der er vigtigt. Ikke hende selv, men kærligheden til livet, til en anden, til de andre.

Så til sidst i kapitlet hos Milan Kundera kommer der et par sætninger, der er helt vidunderlige. Han skriver det så fint i forlængelse af Agnes erfaringer om kærligheden. Han lader hende tænke det hele igennem og så skriver han på hendes vegne:

"At leve, det er der ingen lykke ved. At leve: at bære sit smertende jeg gennem verden.

Men at være, at være er en lykke. At være: at blive forvandlet til en brønd, en stenkumme, som universet falder ned i som mild regn."

Det er så smukt skrevet. Og når jeg læser sådan noget, læser jeg det en gang til, fordi det er noget, som er i familie med Kærlighedens Højsang.

Bare at leve, og Milan Kundera mener stort set at overleve, bare at overleve, det er der ingen lykke ved. Det er at bære al fortrædelighed og ulykke og alle skuffelser med sig gennem livet til man dør. Bitter og træt af livets byrde til sidst.

Men at være er en lykke. Og så det smukke billede, at blive forvandlet til en brønd, en stenkumme, som universet falder ned i som mild regn.

To så forskellige måder at leve på.

Forlængelsen af mange gode samtaler og med den sidste samtale med et menneske, som vi måske var forbundet med, handler præcis om dette: hvordan leve uden kærlighed.

Lever vi med kærlighed, er vi. Det er at være. Og så vil vi vælge nok en omgang, altså vælge livet efter døden, hvis det fandtes, fordi vi ville vide, at kærligheden stadigvæk var der.

Men uden kærligheden, ville alting være tomt, fordi vi kun ville være os selv og ikke en anden.

Kære menighed

Selv her hvor vi står foran vejen ind i fastetiden, skal vi ikke vælge klosteret, men kærligheden. Overskriften for min prædiken er "Kærlighed eller kloster".

Skal vi være levende kristne, det vil sige folk, der kan mere end deres Fadervor, så skal vi vælge kærligheden og dermed livet.

Så vil vi opdage, at vi kan få lov til at være en brønd eller en stenkumme, der får et overvældende frugtbart liv, fordi alting kommer til os, og i en brønd findes vækstbetingelser store nok for mange liv især når alle nye blomsterfrø kommer til os som gaver.

Livet er en gave, som vi kun kan tage imod ved at være. At leve er ingen lykke, men at være er en lykke. At leve handler i sidste instans om at dø, men at være har evighed i sig, fordi væren giver mulighed for kærlighed.

"Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden."

Det er bare så sandt, for det er der, evigheden er. Eller rettere sagt: den anden. Gud i et andet menneske, i børn, i kærlighed, der skal forsætte, når jeg ikke er her længere.

Det er lang tid siden, jeg har brugt et digt af Birthe Arnbak. Nu skal det være igen:

En stor taknemmelighed

fylder mig.

Men jer ser også alle farerne

der truer

smerten gør opmærksom

på sin eksistens,

men lige nu

har jeg kræfter

til at se fremtiden i øjnene

lige nu

kan jeg tåle

at alt ikke er

som det burde være.

Livet er godt

trods alt

en gave

overvældende

bare fordi alt er

som det er

trods alt.

Sådan beskriver hun forskellen mellem at leve og at være, mellem kloster og kærlighed. At leve under bestemte betingelser er ikke altid særlig rart eller fornuftigt, men at være til i den udleverethed, som kærligheden byder os er en lykke selvom alt ikke er, som det burde være.

Livet er trods alt en gave. Se den viden, gør os seende, så vi kan blive en brønd eller et stenkar for en vækst, som måske kan blive meget større end vi troede mulig.

Kære menighed

Jeg ved godt, at det er fastelavn, og at vi går ind i fastetiden og skal være indadvendte og tænke på lidelsen og afsavnet og på at være afholdende og fromme. Men jeg tror ikke helt på det, at det er sådan vi skal gøre. Det har aldrig været kristendom. Godt nok går vi mod påske, kors og død, men Gud går kun den vej i Jesu liv for at gøre livet levende for os allesammen - ja ikke bare levende, men evigt.

Livet kan leves. Det kan vælges til igen og igen, fordi kærligheden er en virkelighed, som vi kan komme med i.

"Hvordan skal man leve i en verden, som man ikke billiger?" Sådan begyndte jeg min prædiken med Milan Kundera, som igangsætter. Nu kan vi svare, som han også selv svarer: Det kan man, fordi kærligheden findes.

Amen