"Døden er ingen død"

Allehelgensdag

Saligprisningerne er et digt om de rene livsytringer. Vi, der lige har været sammen til tre højskoledage, kan slet ikke lade være med at tænke på, at de er et digt om, hvad Løgstrup kalder for de suveræne livsytringer. De mange dagligdags små glimt fra Paradis, som Hanne Tylén kaldte dem.

Pludselig midt i den måske gråmelerede dagligdag lyser der et glimt af paradiset i form af en oprindelig følelse af barmhjertighed, af glæde eller af sorg eller af et håb om sandhed.

Glimtene kommer, fordi de hører med til med til det at være et menneske skabt i Guds billede. Glimtene er før os selv, og vi kan ikke styre dem. Barmhjertigheden er der helt af sig selv. Vi kan ikke bestemme os for at være barmhjertige mod den nødstedte. Tilskyndelsen til at hjælpe den ulykkelige, der er ved at drukne, kan vi ikke undgå. Den kommer helt af sig selv. Den hører med til konstitutionen af det at være et menneske. Den kommer som et tilbud om at redde et andet menneskes liv.Vi kan derimod bestemme os for at overhøre barmhjertigheden og finde grunde til at vende barmhjertigheden til hjerteløshed. Men samtidig vil den dårlige samvittighed melde sig.

På den måde har vi en forståelse af, en forudviden om, hvad der er Guds rige. Det er ikke noget, som troen fortæller os alene. Det er noget som de suveræne livsytringer, de rene hjertes ytringer, fortæller os. Vi ved fra vort almindelige dagligdags liv, at der er forskel på godt og ondt, at forskellen består i at følge noget oprindeligt eller at vende det oprindelige på hovedet eller bare nægte det plads, fordi det ikke passer ind i vort eget kram.

Salige er de barmhjertige, de rene af hjertet, thi Guds rige er deres.

Glimtene fra Paradis findes. De rene af hjertet findes. Det er os, når vi er allermest menneskelige. Glimtene fra Paradiset findes, men så findes Paradiset også.

Det er ikke mindst det, vi tænker på Allehelgensdag, hvor vi mindes alle vore døde, vore bedsteforældre, måske vore forældre, alle dem, vi var knyttede til, men som ikke fik lov til at leve længere, men som vi alligevel havde i mange år og som gav os så meget og lukkede verden op for os.

Det er underligt, som afstand giver tæthed. Jo længere siden det er, vi mistede et menneske, desto tættere, synes jeg, det kommer. Det er som om afstanden, som er døden, og årene, siden den kom, ikke er en normal afstand. Det er ikke som, når vi tænker på, at det er 30 år siden, vi for eksempel blev uddannede i vores job. Så kan vi godt mærke, at det trods alt er længe siden, og at vi var nogle ganske anderledes mennesker dengang. Og at tiden var en anden.

Men når vi tænker på en af vore døde, så er tiden af en anden slags. Selvom min mor døde for 42 år siden, så er hun mig nær, som om det var i går. Hendes væsen står fuldstændigt klar for mig. Jeg ved stadigvæk, hvordan hun tænker, og hvad hun ville stemme ved valget i Danmark, hvis hun kunne få lov.

Dødens afstand er en ganske anden end alle andre afstande i tid i vores egen livhistorie. Der er noget ved den forbindelse, vi havde med det menneske, vi mistede, som åbenbart har tidløshed i sig. Måske kan vi også bare kalde det evighed. De forsvinder aldrig ud af vore liv, dem vi elskede. Afstand gør dem tættere på os. De følger os stadigvæk.

I denne uge brugte jeg en helt speciel tekst, som sagde noget om døden på en måde, jeg stadigvæk tænker en del over. Vi havde her i kirken i mandags en begravelse af et menneske, med en helt særegen historie. Han var kendt viden om som "Seeren fra Andalusien". Hans navn var Calle Montsegur. Han var naturlæge og clairvoyant og meget mere. Jeg brugte noget fra en bog, der var skrevet om ham af Lars Muhl.

Citatet lød sådan her:

"Døden er ingen død, men en frisættelse af alt det, man har tænkt i et liv. Sådan er døden."

Det er hele citatet. Jeg gentager det lige:

"Døden er ingen død, men en frisættelse af alt det, man har tænkt i et liv. Sådan er døden."

På den måde kan jeg faktisk godt forstå nogle af mine egne døde, at deres død ikke er noget, der er dødt for altid i betydningen borte. Når et menneske dør, så frisættes alt det i det menneske, som for eksempel elskede et andet menneske, så det bliver ved med at være. Sådan kan jeg fornemme det må være med dem, jeg ikke har som levende mere, men som stadigvæk er med mig.

Med andre ord handler det om at elske, mens tid er. Det, der så frisættes i døden, er den kærlighed, som for altid vil kalde os til live hos dem, vi elskede.

Opstandelsen fra de døde taler vi om i trosbekendelsen. Det er vigtigt at gøre sig klart, at det stadigvæk, naturligvis, er billedtale. Ligesom man sover for at "stå op" efter søvnen næste morgen, sådan skal man også "stå op" efter dødens blund, sådan som Grundtvig og Ingemann kan skrive om det i deres salmer som poetisk sprog. Ligesom Gud i skabelses ur-under har kaldt en livfuld verden frem ud af intet, således kalder Gud opstandelsens liv frem af døden. Gud gør de døde levende, siger Paulus i Romerbrevet.

Samtidig ved vi, at liv kun er levende, at vi kun er levende, når vi er fanget af kærligheden, når vort liv er blevet levendegjort af kærligheden, som også er af Gud. Gud er kærlighed.

Paulus skriver om det ganske enkelt i kærlighedens lovsang, hvor det hedder: "Kærligheden hører aldrig op". Jamen så enkelt er det. Det er derfor afstand overvindes og død ikke findes, hvor der har været kærlighed.

Derfor er Calle Montsegurs udsagn også et meget stærkt udsagn. Det handler om, hvad vi tænker i vort liv, for det er på den måde, vi frisættes i døden.

Kristendommen har alle tingene i sig. Også i dagens tekst, hvor nogle, der ikke har givet plads for glimtene fra Paradis, vil opleve, at evigheden ikke er god som Guds rige, men noget andet, som vi ikke ved om. Måske ensomhed og glemsel.

Tanken om evigheden i kristendommen er, at intet menneske skal gå under og blive til intet som i visse andre religioner. Tanken er ikke, at mennesket skal blive et med Gud og blive identisk med Gud.

Paulus kredser omkring problematikken i Korintherbrevet og skriver, at mennesket i døden vil få et opstandelseslegeme. Det vil sige et legeme med særpræg og individualitet. Nemlig det menneske, som undervejs i livet formåede at modtage kærlighed fra Gud og fra andre menneske, og som derfor heller ikke kunne undgå at give den videre og dermed tilbage.

Kære menighed

Jeg ved jo ikke, hvordan det hænger sammen. Men jeg er overbevist om, at det i kristendom er et eksistensspørgsmål. At dø er et spørgsmål om at leve. Og at leve er et spørgsmål om at kunne dø med fred.

Lev i dag, så du kan dø i morgen, skrev Halfdan for mange år siden.

Men jeg er også overbevist om, at vi i kristendommen får en god hjælp til at leve. Vi får kærlighed fra livet selv. Vi skal ikke kæmpe for at opnå den. Vi skal ikke lave os om, gøre os anderledes, gøre os attraktive for Gud, men alene leve og være, hvad vi er fra skabelsen af. Vi skal leve i de rene livsytringer. Det er ikke et spørgsmål om, at vi skal falde på knæ og bede Gud frelse os, men et spørgsmål om at vi stiller os til rådighed for Gud, for livet, for de rene livsytringer.

Igen er der en tekst fra bisættelsen i mandags, der kan bruges. Calle Montsegur siger et sted:

"Spørg om alt. Men ikke noget med: Hjælp mig, hjælp mig! Det er bydeform, det går ikke. Se det smukke i at gå den omvendte vej. Sig: Her er jeg. Jeg stiller mig til rådighed. Så sker tingene."

Måske er det en rigtig god vejviser i livet, at stille sig til rådighed for Guds egne livsytringer. Gud skal vi ikke trygle om hjælp, men stille os til rådighed for.

Gud er overalt i vort liv. Han er vi hvert eneste øjeblik som en suveræn mulighed for at leve og at være til i fællesskabets vidunderlige verden.

Og så ovenikøbet også at være til i et liv, hvor dem vi mistede og som vi begræd og som vi virkelig savner, alligevel stadigvæk er med os i al den kærlighed, som vi havde sammen. Og i alt det andet, der var det menneskes kendetegn.

Gud være lovet for sorgen, for i den findes der stor gensynsglæde efterhånden. Gud er, at alting har evighed i sig.

Kære menighed

Svaret på det vigtigste spørgsmål, synes for engang skyld igen at være: Kærlighed.

Glædelig allehelgen.

Amen