En tid til at...

7.s.e.trinitatis

Salmer: 748,31,48,,518,477,482

Måske I har det på samme måde med teksten fra Prædikerens bog, som jeg har. Den bliver bedre år for. Der er et tidspunkt til alt, hvad der sker under himlen. Det er det, vi selvfølgelig har oplevet nu, hvor årene har samlet sig. Alle de forskellige tidspunkter. Tidspunkter som vi skal respektere. Hver enkelt tildragelse skal have sin tid, tages alvorligt, mærkes på krop og sjæl. Sætte sine mærker.

En tid til at fødes, en tid til at dø.

En tid til at plante, en tid til at rydde.

En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.

En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.

En tid til at græde, en tid til at le.

Den tekst får mere og mere sandt i sig som årene går. Vi kan begynde at se, at det er rigtigt. Det er sådan, det er. Det hjælper ikke at stritte imod. Det er derimod et spørgsmål om at give slip. At lade livet komme til sin ret og så at turde være tilstede i det altsammen, som det er.

Være tilstede både i fødselens øjeblik og i afskedens, for alvor at være tilstede både i grådens og i latterens tid. At være præcis der og ingen andre steder. Ikke at have en fornemmelse af, at det er forkert, at det burde være anderledes, end det er lige nu. Ikke at blive panisk og synes, at nu er alting i livet forkert, fordi det er blevet tid til at rive ned og til at rive itu. Men acceptere, at sådan er det altså nu og at turde være til stede lige præcis der.

På mange måder er vi underlagt et krav om, at vi skal være lykkelige, og der er en stiltiende pligt til at undgå alt, hvad der kan fremkalde sørgmodighed og bedrøvelse. Kravet om lykke må vi prøve at holde os fri af det og lære bare at være i alt, hvad livet giver os at leve med.

At leve autentisk midt i tilværelsens forskellighed af lykke og ulykke må være målet. Vi kan gøre meget for udvikle os selv, så vi kan leve lykkeligere, men det er ikke det, som det handler om hos prædikeren.

Det er ikke selvudvikling til et bedre og lykkeligere jeg, men selvafvikling, sådan at vi kan komme til at acceptere vores livssituation, gennemleve den, mærke den og til sidst måske takke for den.

Måske er det i virkeligheden mangelen på accept af og respekt for tilværelsens mange forskellige tidspunkter, der gør, at vi har brug for så meget psykologhjælp. Ikke at det er en dårlig ting med psykologbistand. Det er bestemt godt nok, men det er måske alligvel et fingerpeg om, at vi har meget svært ved bare at være tilstede i de ulykkelige øjeblikke.

Prædikeren synes vi skal være i alle forskellige tider.

En tid til at holde klage, en tid til at danse.

En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.

En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.

En tid til at tid til at opsøge, en tid til at miste.

Sorgens mange følelser, når vi må klage, når vi ikke kan omfavne hinanden længere, når vi har mistet, skal have lov til at være der. Det er hverken farligt eller usundt at gennemleve de tider.

Bedrøvelse og kærlighed er kun to af sorgens mange følelser. Sammen med dem kan der være vrede, frustration, skyld, skam og lettelse i et sydende kaos af følelser. Et kaos som i en periode gør os meget sårbare og hudløse, men også kan gøre os meget sandere og ærligere og gøre os til mere forstående mennesker.

Den gevinst mister vi, dersom vi ikke accepterer og respekterer ethvert tidspunkt. Det er ikke altid særlig morsomt at være til i de tidspunkter, hvor det gør meget ondt at være menneske. Men det er på den anden side meget befriende, når vi endelig giver os selv lov.

Og vi må lade være med at presse hinanden til at komme i andre situationer, end dem vi er i. Der skal være plads til også at være ulykkelig.

At turde være, hvor vi er, det er det virkeligt modige. Det er det virkeligt sande, som kan gøre os mere sande som mennesker, så vi mere og mere bliver inddraget i vort liv, i vores kærlighed, i vores glæde, i vores sorg og i vores vrede. At vi bliver hengivne, kastede ind i livet. Magtesløse i vores glæde, magtesløse i vores sorg.

En tid til at gemme, en tid til at kaste bort.

En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.

En tid til at til at tie, en tid til at tale.

En tid til at en tid til at elske, en tid til at hade.

En tid til at tid til krig, en tid til fred.

Den tekst hos prædikeren er god at få mod af, når vi synes det går os dårligt i livet, når alting mislykkes. Sådan er det. Vi skal ikke løbe fra det, men bare være dér, hvor vi er. Ikke flygte. Men være til stede selv der, hvor det er ulykkeligt. For der kommer atter en tid til at være lykkelig.

Evangelieteksten til i dag er noget værre rod, for det er en masse enkeltord, der er taget ud af deres sammenhæng og så bliver det ret uforståeligt altsammen.

Vi vil i dag kun bruge det sidste.

Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.

Det er bestemt også en smuk tekst.

Den er meget ofte blevet misforstået, sådan at det har givet uro og bekymring, fordi man så har tænkt, at Gud er med i ulykkerne, når spurve og mennesker falder. At ulykkerne er bestemt af Gud.

Men den misforståelse opstår på samme måde som før, fordi vi inderst inde tror vi skal være lykkelige og være en succeshistorie. Så når vi bliver syge, så kan vi ikke acceptere det. Og det ender med, at vi giver os selv skylden for sygdommen. Eller det ender med at vi giver Gud skylden. Og stiller ham til regnskab for det.

Gid vi ville holde op med at personliggøre bakterier og jordskælv. På den måde er det ikke i livet. Vi må ikke forveksle Gud og kærligheden med, hvad vi synes er retfærdighed her på jorden.

Mens vi er her på jorden, skinner solen på gode og onde, sådan at der ikke er nogen særlig straf for at være skyldig og ikke nogen særlig løn for at være uskyldig.

Men vi skal ikke personliggøre sygdomstilfælde og forveksle dem med Guds vilje. Gud er ikke med i livets gang på anden vis end, at han er til stede hos dem, der har brug for modet til at leve. Gud har gjort alting godt og rigtigt til rette tid, sagde prædikeren.

Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.

Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd en mange spurve.

Det er da smukt. Det er virkelig en kærlighedserklæring. Så skulle der dog være mod og overskud nok i os til at komme gennem de forskellige tider i vores liv. Overskud nok til at holde fast i taknemmeligheden og ydmygheden, når det går os godt og vi er heldige og alting lykkes. Overskud nok til at holde fast i troen på livet, når alting falder fra hinanden i vores liv, når vi er uheldige og det går i stykker for os.

Måske var det så det, vi skulle overveje i dag og måske lære lidt af, så vi får ro og mod nok til at være, hvor vi er. Ikke at tro, at vi skal være et andet sted, men blive og tage kampen op uden frygt, fordi vi ved, at vi har kærligheden, livet og Gud på vores side.

Amen