Vi er børn af sol og sommer og af Gud.

6.s.e.trinitatis

Salmer: 402,59,392,,493,477,725

Jeg kan ikke lade være med at citere noget, som jeg også brugte i en prædiken for et par søndage siden. Det er den gamle Gerda, der på sit dødsleje forsøger at forstå, hvad livet inderst inde havde bestået i. Alle de store spørgsmål melder sig: Hvordan skal hun blive frelst? Hvordan skal hun få et evigt liv? Hører Gud hende overhovedet, når hun beder til ham. Men så hun siger efter at have tænkt sig om længe:

"Du befinder dig allerede inde i Gud, hele skabelsen og du selv har fra begyndelsen hvilet i Gud, Han hører din stemme og dine bønner fra dig selv."

Det er et citat fra den svenske forfatter Torgny Lindgrens sidste roman, som lige netop er udkommet på dansk. Den hedder "Norrlands Akvavit" og den kan ikke anbefales nok. Det er en vidunderlig bog om menneskeliv og kristendom.

Det Gerda forstår til allersidst, det er, at hun og alle mennesker, ja hele skabelsen har hvilet i Gud hele tiden. På en måde er det så enkelt, det er.

Det er jo det, kirken fortæller os med barnedåben. Vi er i Gud. Vi er inde i Gud fra begyndelsen af. Det vil sige, at vi bare skal værsågod at leve. Leve som frie mennesker, der ikke skal gøre noget ekstra, bare leve som ærlige og frie folk, urædde for livet.

Kære menighed

Det er en utrolig munter og fornøjelig tro, den kristne. Vi befinder os allerede inde i Gud, og vi skal ikke melde os ind bestemte vækkelsesbevægelser eller kirkebevægelser, som stiller det samme spørgsmål, som den unge rige mand i evangeliefortællingen til i dag. Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv? Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?

Den rige unge mand skulle sidde ved gamle Gerdas dødsleje og høre, at han allerede og fra begyndelsen af har været i Gud. Det evige liv er det liv, der allerede er i gang og som er Guds liv, når vi tør leve livet enkelt ud af kærlighed til hinanden og ud af almindelig omsorg og medfølelse.

At være kristen er at hvile i den vished, at vi er i Gud. Vi er børn af sol og sommer og af Gud. Tro er at leve livet modigt og uden frygt. Elske det, når der er tid til at elske. Glæde os, når der er tid til glæden. Græde, når der er tid til at sørge. Kæmpe, når der er tid til at kæmpe. Alting, der møder os i livet af tildragelser og af vilkår er en gave fra Gud, som ber om vores reaktion. Når bare vi reagerer, elsker, græder, sørger og kæmper, når der er tid til det. Bare vi er levende mennesker.

Vi får ikke større sikkerhed ved at melde os ind i en eller anden kristen bevægelse. Det er det, den unge mand og mange gerne vil have, større sikkerhed. Vi vil have en sikkerhed, men sikkerheden lukker os i virkeligheden ude fra Guds gerning i verden, som er at elske lyset og luften og de grønne træer og børn og alle dem, vi ikke kan undvære.

Måske den unge rige mand i fortællingen til i dag har det som de fleste af os, at vi i virkeligheden ikke har en higen efter at sikre os, men efter at blive taget imod.

Det var X-factor dommeren, Thomas Blachman, der sagde det smukt og præcist i et interview: Vi længes efter hinanden.

Sådan sagde han. Jeg tror, det er en sandhed om os alle, at vort egentlige jeg ikke er en higen efter at sikre os hver for sig, men efter at blive taget imod af hinanden og af livet selv, af Gud. Derfor er det en sandhed, at vi længes efter hinanden. Jeg kan sagtens forestille mig, at det er det, den rige unge mand i virkeligheden ønsker, men han kan i sin ensom ikke andet end at sikre sig selv og sin rigdom.

Slip det hele, siger Jesus til ham. Liv skal leves her og nu på fulde drøn uden nogen former for sikkerhed. Det eneste, der er sikkert, det er ifølge Jesus og vores barnedåb, at vi allerede er inde i Gud.

Sandheden om den rige unge mand og om os andre er, at vi alt for ofte har en tendens til at lukke os inde og forsvare os, hvor det måske i virkeligheden bare handler om, at nogen kommer og vil lukke døren op, komme ind til os og acceptere os.

Det sted i gudstjenesten, hvor evangeliet hilsen til os bliver allermest tydeligt er i nadveren. Her sidder den usynlige Gud selv for bordenden af kirkens spisebord. Søndag efter søndag sidder Gud dér og lukker os ind i sin nærværelse og ind i vort fælles søndagsselskab.

Det hedder sig i nadveren, at vi bliver tilgivet vore synder, men det betyder, at Gud lukker os ind i sin verden igen, som han gjorde allerede fra begyndelsen af i dåben. Gud lukker os ind med alle vores særheder og fejl og alt det, som i gamle dage hed synd.

Kristendommen begynder ikke med et krav om, at du skal erkende alle dine mangler og fejl, men med at gøre os opmærksomme på, at Gud altid er hos os som en vilje, der uophørligt vil skænke os livet på ny.

Kristendom er en accept af det menneskelige liv. Der er ingen betingelser, men følgerne må komme af sig selv, at vi simpelhen ikke kan lade være at gå ud og elske livet, hverdagen og alt det nære, som en gave fra Gud selv.

Ikke at være troende er, ikke at turde leve sit liv i kærlighed til livet, hvordan det end arter sig. Vantro er hverken mangel på vilje eller mangel på evne til at acceptere de kirkelige trosartikler. "Vantro er ikke et spørgsmål om meninger, men en måde at reagere på over for de muligheder, ethvert menneske er skabt med."

Sådan siger den gamle forstander fra Askov, Knud Hansen det i en af sine bøger. Det er jeg helt enig med ham i. Vantro er ikke at turde elske. Vantro er ikke at turde vise medfølelse. Tro derimod er at turde, er hver dag at have modet til at leve uanset de tildragelser og vilkår, der end måtte komme til os. Tro er aldrig retfærdighed og frelsthed.

På samme måde er tro heller ikke et spørgsmål om at kunne alle kirkens sandheder og dogmer udenad, men alene et spørgsmål om at møde mennesker i hverdagen med mod og med kærlighed og lidenskabelig medfølelse.

Vi skal ikke have os selv som hovedopgave i tilværelsen, hvor vi som den unge rige mand står os selv i vejen, fordi vi vil frelse os selv, men vi skal have vort medmenneske og omverden som hovedopgave.

Den unge mand troede, at Gud var et krav om retfærdighed, de ti bud og næstekærlighedsbuddet, men fik at vide, at Gud ønsker af os, at vi er i stand til at elske vort medmenneske ved at vise lidenskabelig medfølelse. Ingen mennesker kan leve uden den. Derfor er kristentro i alle situationer at forsøge at vise medfølelse.

der findes gåder

som kun kan løses

ved brug af kærlighed

- dem allesammen

Sådan skriver Marianne Larsen i et digt. Det er en præcis udlægning af dagens tekst. Det kan ikke siges tydeligere. Kun den kærlighed, der giver det hele væk, som slipper alt, der holder en tilbage i ens eget spejlbillede, kun den kærlighed sætter os fri, så gåder løses. Så radikalt sætter evangeliet dagsordenen for vores liv.

Gåden om det evige liv løses ved brug af kærlighed.

Dagen før den gamle Gerda i Torgny Lindgrens roman dør er hun og den gamle frikirkepræst sammen om at dele nadveren med hinanden. Godt nok var der ingen vin at opdrive der i omegnen, men der var Norrlands Akvavit, som de så bruger i stedet for vinen. Torgny Lindgren fortæller med en vidunderlig underspillet humor og med stor kærlighed til sine personer.

Da gamle Gerda havde fået nadveren sagde hun da også til frikirkepræsten: "Jeg kunne ikke huske at sakramentet var så stærkt. Man kan rigtig mærke, hvordan det ætser og renser for al synd!"

Men det sidste hun siger, er smukt: Hun siger:

"Nu har jeg fået en sådan styrke og vederkvægelse, at jeg gerne ville stå op igen, ja jeg kunne tænke mig at begynde forfra og gennemføre hele mit liv fra først til sidst en gang til."

Kære Menighed

Det dur. Det er sådan kristendom er. Det er modet til at leve hele livet med alt, hvad der møder os af godt og ondt, af nemt og besværligt, at glædeligt og af sørgeligt. Kristendom er modet til at elske det hele og at være tilstede i det hele og er aldrig af sikre sig selv.

der findes gåder

som kun kan løses

ved brug af kærlighed

- dem allesammen

Amen