"Om vandstanden i Tårernes Sø"

6.s.e.trinitatis

Salmer: 750,448,449,,289,477,11

Fornylig brugte jeg et citat af X-factordommeren Thomas Blachman i en prædiken. Det var til konfirmationssøndagen i april. Citatet var meget enkelt. Han sagde det ganske uformidlet i et interview. Han sagde: Vi længes efter hinanden!

Jeg var betaget af det udsagn. Jeg tror, han har ret. Jeg ved, han har ret. Vi er det, som teksten i dag forsøger at udtrykke, vi er indeni hinanden. Vi er ét som Jesus og faderen er ét. Vi er en enhed, som er blevet adskilt. Derfor har vi en tomhed i os, når vi er alene. Fordi vi hører til hos den anden. Det er den anden, det andet menneske, som kan opfylde os og tage imod os. Alting i vort liv handler om den anden. Alting handler om det forhold. Også forholdet til os selv. Vi får kun et ordentligt forhold til os selv, når vi har afklaret forholdet til den anden, til det faktum, at vi længes efter hinanden. At vi har brug for den andens øjne og horisont for at kunne se tydeligt og langt nok.

Det værste der kan ske os er, at vi kun ser med vores egne øjne og uden den andens horisont. At vi får os selv som hovedfag i vort liv. Det er det værste.

Sammen er vi begyndelsen til et paradis, som ikke holder op igen. Vi er forbundne kar. Vi hænger sammen. Det er en del af os at være et projekt for sammenhæng.

Men fornylig var jeg så sammen med Danmarks måske allerstørste forfatter gennem de sidste hundrede år. Klokken var blevet mange, og vi sad og snakkede om det, der passer sig på det tidspunkt, nemlig religion. Jeg nævnte Blachman citatet, hvorefter forfatteren, som jeg respekterer og beundrer, sagde: Sådan noget vås. Det er det værste sludder, jeg nogensinde har hørt!

Siden den samtale har jeg ikke kunnet lade være med at diskutere videre. Det er ganske enkelt nødvendigt at finde et svar. Og som det er oftest, så er det nok et spørgsmål om at være mere præcis og mere ærlig i både spørgsmålene og svarene.

Jeg er ved at læse en meget vidunderlig bog af Jonathan Safran Foer, hans anden roman, som hedder "Ekstremt højt og utrolig tæt på".

Så langt jeg er kommet, så handler den om eftervirkningerne af nine-eleven, katastrofen med Twintowers i New York, beskrevet gennem den niårige dreng, Oskars, tanker og følelser. Oskar mistede sin far i de tårne den forfærdelige dag.

Det er en meget tæt bog, som fra barnets synsvinkel beskriver en bys indre liv. Et sted beskriver han en fantasi han en aften har. Han skriver:

"I min seng den aften opfandt jeg et specielt afløb, som kunne anbringes under alle menneskers hovedpuder i New York, med direkte forbindelse til søen i parken. Sådan at når folk græd sig i søvn om aftenen, ville alle deres tårer løbe det samme sted hen, og næste morgen kunne de i vejrudsigten også sige, om vandstanden i Tårernes Sø havde hævet sig eller var sunket, og på den måde ville man vide, hvor stor en del af New Yorks befolkning der gik rundt med tunge støvler den dag. Og når der skete noget rigtig uhyggeligt ville det starte en ekstremt larmende sirene, så alle vidste, at de måtte skynde sig hen i Central Park og hjælpe til med at stable sandsække op rundt om søen."

"At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os" - beder Jesus i dag i den bøn, som er blevet kaldt Jesu ypperstepræstelig bøn, som han beder skærtorsdag aften, dagen før den dag, hvor ulykken indtræffer og alle må græde og kan græde en sø fuld af tårer.

Jeg synes, det Jonathan Safran Foer skriver i sin roman, er et glimrende billede på den enhed, som er imellem mennesker, når noget ulykkeligt indtræffer. Og jeg synes, det bekræfter mig i, at det Thomas Blachman sagde, er rigtigt, at vi længes efter hinanden. Og at vi sørger sammen, når der sker noget forfærdeligt.

Det er et vidunderligt billede, drengen Oskar forestiller sig: Et specielt afløb fra alle menneskers hovedpuder med forbindelse til søen i parken. Vi længes efter hinanden. Vi savner hinanden, og vi sørger, når vi mister nogle i en ulykke, selvom vi ikke kendte dem. Og især, når det var en far, som i Oskars tilfælde. Og så kan det godt give nogle dage, hvor støvlerne bliver tunge, og hvor han næsten ikke kan bevæge sig.

Jeg tror, det er noget generelt. Jeg tror, vi alle kender det og ikke bare uden videre kan afvise, at vi hører sammen og er inde i hinanden. Et barn kan forestille sig det, at vi alle græder ned i samme sø, når der er sket en ulykke. Og et barn kan forestille sig, at vi allesammen kommer til hjælp med sandsække den dag, hvor der virkelig sker noget frygteligt. At vi må dæmme op for hinandens sorg. Akkurat som vi kan fordoble hinandens glæde.

I den forstand er vi altså sammenhørende. Bare at afvise det, er også at afvise den empati vi oplever, når vi ser andres ulykke eller sorg.

"At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os".

Måske er det det, der er kristendommens inderste væsen, at den vil have os til at vedgå vores længsel efter hinanden, at vi må være ét, at vi må være ét ikke bare med hinanden, men også med den livskraft og livsenergi, som er bagved alting, og som vi her i huset kalder for Gud.

At være ét er at være hjerteligt forbundne i glæde og i sorg. Det er at være nøgne og sårbare mennesker sammen, som kan græde sammen, og lade tårene flyde sammesteds hen. Vi ved det fra os selv, hvordan de andre har det. Det er derfor, at Jesu bud er så indlysende og klart, at vi skal elske vor næste som os selv, fordi vi kender vor næste fra os selv.

Vi er i hinanden. Og det samfund, som gør alt for at understrege, at vi ikke er i hinanden, bliver et egoistisk samfund, som glemmer det væsentligste. At være et menneske er at være sammen med den anden. At være ét.

Kære menighed

Jeg kunne godt ønske mig, at jeg var bedre til at argumentere for sagen, for at vi længes efter hinanden, at vi ikke kan leve uden hinanden. Det lykkedes mig ikke den nat i samtalen med forfatteren. Det er heller ikke sikkert, at det lykkes nu, men jeg tror inderst inde, at meget i vort liv handler om at komme til at indse sandheden i den sætning, at vi længes mod hinanden, at vi er ét.

Kun i det øjeblik vi kommer ud af os selv, kommer vi nær ved livet og tæt på os selv. Det er kun i forbindelse med et andet menneske, at vi i en sådan forstand kan komme ud af os selv, at vi pludselig kan juble af glæde og af taknemmelighed.

Læser vi hele Jesu bøn igennem, så rammes vi på en eller anden måde af noget, der er tættere ved livet end når vi læser avisen. Den er så fyldt af eksistentialitet, af personlig meddelelse og af kærlighedserklæringer.

Det er som to elskende, der ikke kan undvære hinanden, at de må være sammen uanset, hvad der sker, at de må være ét.

Det er besnærende læsning, som understreger, at vi længes efter hinanden og ikke kan få et lykkeligt og glædeligt liv uden at anerkende, at det er i den andens lykke vi skal finde vor egen.

Mennesket Jesus, Gud og os. Budskabet om at leve, livsenergien og vores egen sommetider noget lave livsenergi. Det er det, alting handler om. Her i kirken er der mulighed for at komme i kontakt med det, der skaber enhed og fællesskab og livsglæde. Her er der i sandhed mulighed for at blive levende og for at indse og se, hvad det er, der er det vigtige.

Gud er her. Gud er her i en håndfuld vand for lidt siden, da Liva blev døbt ind i det liv, hvor vi må søge hinanden og søge efter at blive ét med både hinanden og med Gud. Og Gud er her om lidt, når Gud er tilstede som kærlighed i et stykke hjemmebagt brød og en smule Málagavin. Gud er, at vi er sammen omkring en døbefont, hvor vi mærker Guds eget hav, som vi kom af. Gud er, at vi er sammen omkring et alterbord, som er et spisebord, hvor vi forstår, at vi er sammen, fordi vi ikke kan undvære én eneste af os, og hvor vi ikke kan lade være med at sende alle gode tanker til dem, der er syge og ikke lige kan være her i dag.

Gud er at vi vil være ét.

Måske er det sådan evangeliet kan udtrykkes.

Amen