Salig og Satan

5.s.e.trinitatis

Salmer: 736,391,332,,54,477,453

I dag skal det handle om de to sider, der altid er i et menneske, for som vi hører i evangelieteksten, så er en af Jesu disciple, Peter, snart salig, snart Satan. Ja, sådan står der jo. Teksten i det ny testamente er ikke en tam missionsfolder, men farver sine ord med de stærkeste kulører.

En anden der bruger stærke farver er maleren Arne Haugen Sørensen, Manden på bjerget, oppe i Frigiliana. Han maler mennesker som monstre, mennesker og dyr i forening, han maler ondskab mellem brødre, Kain og Abel, tyr og menneske og farverne gnistrer. Mennesket er ikke hyggeligt, mennesket er sammensat, snart dryppende rødt, snart grønt, snart smukt, snart grusom.

"Hvorfor ikke starte med at sige, at alle mennesker har noget ondt i sig, som bare skal have lidt gødning, så kører det derudad? Man behøver bare kigge ind i sig selv for at se det onde. Men selvfølgelig er mennesket ikke bare ondt eller godt. Det er en blanding."

Sådan siger Arne Haugen Sørensen i en samtale med Ole Lindboe, som har skrevet en stor bog om Arna Haugen Sørensen. Bogens titel er betegnende nok: "Skønheden og udyret".

Som kunstner forsøger han så med sine billeder at skabe en slags sandhedsserum, som fortæller mere ærligt om det at være menneske, end vi ellers selv ville gøre. Derfor er der naturligvis nogen, som bliver frastødt af hans billeder. De er for voldsomme. Ja, måske næsten skræmmende.

Se engang, når I får lejlighed til det, på hans vidunderlige billeder af Judas, gul, som falskhedens kappe er gul, men dog et menneskeligt væsen hele vejen igennem, både salig og Satan. Peter var ikke den eneste, dét kunne siges om. Og hvem kan det ikke siges om? Sikkert ret mange. Judaskysset har Arne Haugen malet igen og igen. Den nære forbindelse med offer og forrædder. Det gode, men svage og falske menneskes historie.

"Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv." I den gamle oversættelse stod der "men bøde med sin sjæl." Det gav lidt flere betydninger. Judas mistede livet, da han forstod, at han havde mistet sin sjæl, sin selvrespekt. Så hængte han sig. Det var umuligt at leve videre uden den. Det er det, der er så formidabelt malet i judasbillederne.

Jesu krav til sine disciple er i det mindste at leve sådan, at de måske nok kan miste livet, men at de aldrig må miste deres sjæl, deres gudsbillede, deres selvrespekt.

"Kunstens rolle er at stille alle de ubehagelige spørgsmål. Det nytter ikke at tro, at verden måske er lidt ond, og at det kan viskes væk ved, at vi sender de onde på en omskoling" - siger Arne Haugen.

Det er også religionens rolle at stille de ubehagelige spørgsmål, når vi f.eks. vil bringe hinanden til fald, når vi ikke vil, hvad Gud vil, men hvad vi selv vil. I gamle dage blev der altid talt om os store syndere med store bogstaver i kirkerne. I alle kollekter begyndtes der med en bøn om tilgivelse af os onde og fortabte syndere.

Det gør vi ikke så meget mere. Måske fordi det store socialdemokrati har vokset sig ind over alle partier og alle mennesker, så vi er blevet homogene og hele tiden tror det bedste. Det er som om vi næsten tænker i takt. Og der skal ikke mange skæverter til førend, der bliver set skævt til os.

Dog tror jeg, at vi alle har en indre fornemmelse af, at vi kender fortabelsen også fra os selv. En bundløs ensomhed eller fortabthed er vi fælles om, når vi vil være ærlige.

Under alle omstændigheder fortæller evangelieteksten stadig om de store krav, der stille til os som mennesker, dersom vi skal gøre Guds vilje og ikke vores egen. Hvis nogen vil følge mig, skal han fornægte sig selv, siger Jesus malende i dagens tekst. At gå i kirke kan være det samme som at få revet lidt op i idyllen. Bare at sidde og se på Pierre Auzias's alterbillede vækker os. Akkurat som Arne Haugen Sørensens skrappe farver og figurer vækker til eftertanke.

I samme bog fortæller Arne Haugen Sørensen om, hvordan han første gang oplevede en tyrefægtning.

"Jeg blev grebet af skuespillets symbolske karakter. Arenaen virkede som en overskuelig model på, hvad Malraux kalder menneskets lod. En scene badet i ubarmhjertigt lys. Her ser vi vort liv i koncentreret form. Døren bliver åbnet og - plump! Ind i verden kommer du. Fuld af mod og lyst til livet. Nu skal de bare få, allesammen. Et par friske ture rundt i arenaen, så begynder det grimme. Banderillos, naturales, veronicaer og den grimme lanse fra en hesteryg. Lidt efter lidt går det op for dig, at du kun er en brik i et spil, og at du bliver styret af mange ting, men dybest set af din egen natur. Du har hornet eller mulen i den røde klud, og den trækker dig rundt i arenaen, på trods af al sund fornuft. Du tror, at du er lige ved at få fat i den grimme karl, mens vi, tilskuerne der har både perspektiv og afstand på tingene, tydeligt ser det ubarmhjertige mønster."

Det kunne være meget sjovt at diskutere det billede, som han får ud af at overvære en tyrefægtning. Godt og ondt spiller altid med i vort liv. Kamp spiller også med. Tilfældigheden gør også, men jeg er ikke enig med ham hele vejen.

Jeg tror, han har ret med hensyn til, at vi som tyren har hornet og mulen i den røde klud og at vi bliver trukket rundt i manegen trods al sund fornuft. Det er ikke mindst os selv og vore drifter, der får os til at fare frem, som vi gør. Og verden omkring os er også sådan indrettet, at vi kan betragte os selv som en lille brik i et stort spil.

Men jeg synes han overspiller den ene side, ondskabens og tilfældighedens. Et menneskeliv er ikke som tyrens i arenaen. Et menneskeliv er også båret af andet en kampgejst og tilfældighed. Jeg synes, vi er blinde, dersom vi ikke kan se, at livskræfterne er ligeså stærke som de ødelæggende kræfter. Med livskræfterne tænker jeg på alt det, der bærer os. At vi dag efter dag begynder stort set forfra, i hvert fald med hensyn til modet til at løbe ind på arenaen. Vi kan blive skuffede en dag, men næste dag er vi alligevel fyldte med nyt håb, nye forventninger og en glæde, som ikke kan standses. Og i mødet med andre sker noget lignende. Vi kan blive skuffede over hinanden en dag, men dagen efter er vi parate til at se på hinanden med friske øjne. Så tror vi alligevel på hinanden. Der er så mange suveræne livskrafter i vores omgivelser, så vi slet ikke kan bevare troen på, at vort liv er som tyrens i arenaen.

Men Arne Haugen Sørensen er en prædikant med sine billeder. Han har fat i noget, vi helst vil vige udenom, at vi både er salige og sataner. Han maler den ene prædiken efter den anden. De er lidt som en tordentale. Her skilles mennesket ad og det bliver tydeligt, at vi skal lægge os i selen, dersom vi skal bevare os selv og vores sjæl, fordi at være menneske er også at give sig selv, at ofre sig selv for den anden. Det er at forstå radikaliteten af livet, at det engang i mellem må koste meget at være et menneske.

Vi er onde og vi er gode. Vi udgør i os selv en tyrefægterarena, men vi får meget givet. Der er nok temmelig meget vi skal give derudover. F.eks. det, at vi aldrig vil sælge vores sjæl for selv at leve og overleve på andres bekostning.

Kære menighed

I dag blev prædikenen lidt causerende og lidt uden hoved og hale. Sådan kan det ikke undgå at blive, når der er for mange bryllupper og en enkel gudstjeneste undervejs i ugens løb.

Glædelig søndag og Herrens dag alligevel.

Amen