"Sanserne er en gave"

5.s.e.påske

Salmer: 749,218,320,,587,477,725

Jeg vil begynde med at repetere, hvad det for mig altid handler om her i kirken. For mig er det ikke et spørgsmål, om der findes en Gud. Det er ikke et spørgsmål om, hvordan vi skal leve for at blive accepteret af Gud. Det er ikke et spørgsmål om at stille intellektuelle spørgsmål om Gud. Det er alene et spørgsmål om, hvad det vil sige at være et menneske. For mig er det det, som det handler om at gå i kirke. Hvordan skal vi leve?

De store spørgsmål bliver smålige i vores samtaler. Det vigtige fordufter og bliver væk. Tavshed rammer os, når vi leder efter de store svar.

For mig handler det alene om at blive ved med at tale om, hvad det vil sige at være et menneske. Hvordan vi lærer at leve en dagligdag med alt, hvad den byder os af lykke og ulykke.

Hvis alting skal handle om intellekt og om religiøs indsigt, så vælger jeg at placere mig på det laveste sted og tale som en snegl.

Det vil jeg også gøre i dag.

Og jeg vil begynde som jeg plejer, altså med at omtale en bog, som jeg har læst, og hvor noget har ramt mig. I denne uge læste jeg Eva Jørgensens bog: Vi ses i morgen.

I kender hende fra DR TV, især fra Deadline. Hun er superintelligent, kvik og næsten altid smilende. Hun mødte Steffen Knudsen på sit arbejde. Han var udenrigsreporter. De blev forelskede, blev gift, fik barn. 10 måneder efter døde Steffen Knudsen af den værste altopædende aggresive form for sclerose, ALS.

Efterfølgende har Eva Jørgensen altså skrevet en bog om forløbet. Det er ganske enkelt en sygdomshistorie. En af de slemme. Alting går så hurtigt og forværres så hurtig. Nu står hun alene med en døende mand og et spædt voksende lille barn. Hvordan bevare modet.

Eva Jørgensen har en baggrund, der siger hende, at hun skal. Hun skal klare det. Men på et tidspunkt er det ikke nok med moral. Så skriver hun noget meget smukt i bogen. Hun skriver om overlevelse. Hvor kommer den fra. Jo den kommer fra det, vi ikke skylder os selv.

Hun skriver:

"Sanserne er en gave, skæbnen har givet mig. Jeg skal bare huske at bruge dem. De bærer potentialet af lykke i sig, og pludselig skyder den frem.

Når jeg hører Händels "Messias" på fuld lydstyrke.

Når jeg smager de første rabarber.

Når jeg ser mine kvæstede blomster springe ud.

Når jeg lugter til den lilles babyduft.

Når jeg føler den blanke blødhed i mine kattes pels.

Når jeg taler mig gennem en udsendelse uden fejl.

Sanserne åbner mig for små indtryk af overvældende styrke. Styrken smitter af på mig. Bliver siddende længe efter, at indtrykket er forduftet."

Sådan skriver hun om tiden ganske kort tid før Steffens sygdomsforløb bliver helt ubærligt.

Man kan sige, at det er ganske enkle og måske banale ting at skrive om. Det ved enhver. Sådan er der jo nogle ting, som vi kan blive glade ved at lytte til, se på, røre ved.

Men i virkeligheden er det måske endnu vigtigere, det hun skriver. For det hun beskriver er noget, der bærer hende, og som ikke er hendes egen bedrift eller ydelse. Hun beskriver en magt, der er uden for hende og som er før hende, som giver hende mod og energi på et tidspunkt, hvor hun næsten ikke har mere selv, fordi nu er natten også ved at bruge hendes energi, fordi Steffen har brug for hjælp fireogtyvetimer i døgnet.

Vi lever på noget, der er før os. Det er før, vi selv skal præstere mod og energi. Det er før, vi selv gør noget. Vi skal bare hengive os til det. Og ikke bremse det.

Sanserne. Alt det, hvormed vi modtager livet. Bruger vi sanserne, bliver vi stemt. Stemt som et klaver til at komme i harmoni. Her i harmoni med livet. Selv med et liv, hvor der er sygdom og elendighed til stede.

"Sanserne er en gave, skæbnen har givet mig. Jeg skal bare huske at bruge dem. De bærer potentialet af lykke i sig, og pludselig skyder den frem." - skriver Eva Jørgensen ganske præcist.

Jeg skal bare huske at bruge dem.

Vi skal lade sanserne være aktive. Vi må ikke lukke af for dem. Vi må aldrig have set nok og hørt nok. Vi må aldrig have lukket ned omkring os. Trækket persiennerne ned.

Vi lever på noget, der er før os.

Så kan man selvfølgelig diskutere, hvad vi skal kalde det, der er før os. Om det bare er en overlevelseskraft. Om det er et instinkt.

Her i huset kalder vi det instinkt for Gud. Gud er det, der er før os. Vi kan stole på livet i den forstand, at det kan mere, end vi selv kan. Sanserne kommer os til hjælp akkurat som så meget andet, der er før os, kommer os til hjælp. Vi er ikke selv skyld i, at det altid går godt.

Som af vitaminer fra frugter lever vi af tilværelsen goder, vi ikke selv har skabt. Sanserne kan hjælpe os, dersom vi husker at bruge dem. Så sker der en genopladning af batterier, vi troede udbrændte.

Kære menighed

Jeg har genfortalt noget fra Eva Jørgensens bog, fordi jeg kunne lide det, jeg læste. Det var stærkt og gjorde et stort indtryk på mig. Men jeg genfortalte det også, fordi jeg anser hele kristendommens evanglium og glædelige budskab for at være en reminder til os om, at sådan er det stadigvæk.

Gud, skaberen, overlevelsesinstinktet, hvad end i kalder det, vil, at vi skal bruge af livets egne kræfter for at overleve. Vi skal høre musik, når det er musikken, der kan give os ro og glæde. Vi skal lugte, se og mærke, når der er børn og blomster og bløde kattepelse i nærheden.

Vi skal bruge det, der er før os og som er Gud.

Evangeliet til i dag er næsten uforståelig, fordi det er så tæt. Det er ven, der taler med venner. Venner på liv og død i en situation, som vi ikke helt kan forstå og sætte os ind i. Hvad det handler om er, at Jesus igen og igen siger, at Gud, livet, overlevelsesinstinktet eller hvad vi nu kalder det, er der.

Nu har Jesus levet sammen med disciplene. Han ved de kommer til at savne og sørge. Så han vil bare sig til dem, at de er et. At de er sammen, selvom han en dag vil være borte. Altså allerede i morgen, for det er skærtorsdag han holder sin afskedstale til dem.

Han beder ikke for verden, siger han.

Jeg havde ønsket, at han havde sagt det modsatte. Hvor ville jeg gerne have, at han havde sagt: Jeg beder for verden.

Men "verden" er i hans sprogbrug al den magt og alle de sanser, der ikke kommer fra Gud. Det er pengenes magt, det er magtens magt. Det er alt, der korrumperer. Det er alt, der ødelægger.

Det kan ikke reddes, siger han, men de mennesker, der ikke kan leve uden at blive opladet af deres sanser, dem vil han bede for. I er et med mig, siger han. Og jeg er et med jer, siger han. Derfor er I et med Gud. I er et med livets egne kræfter. I kan bare stole på dem. Det er de kræfter, der skal bære jer den dag, hvor alting bliver ubærligt.

Hellige Fader, hold dem fast ved dit navn.

Det er så voldsomt og så højtideligt, men jeg tror, at det alene handler om at holde fast ved det, der er før os, før vores egen kunnen og villen. Gud er der i forvejen. Og han er i fremtiden. I alle sansninger og også i kirkens ord om, at Gud vil være sammen med os.

Selvfølgelig er det dum snak, at Gud kommer på den måde. I hvert fald rent intellektuelt. Men følelsesmæssigt er det ikke uden effekt. Gud findes i al sansnings opladning af sjæl og sind og krop. Også ganske enkelt som tilsagn om at være med os som tro håb og kærlighed.

Det er slet ikke så ringe endda.

Amen