"Du befinder dig allerede inde i Gud"

4.s.e.trinitatis

Salmer: 14,696,,366,477,786

Jeg vil begynde med at citere fra en roman, jeg skal fortælle lidt mere om senere. I romanen hedder det sådan her et sted:

"Du befinder dig allerede inde i Gud, hele skabelsen og du selv har fra begyndelsen hvilet i Gud, Han hører din stemme og dine bønner fra dig selv. Og bønnesukkene. Det kan du være forvisset om, Gerda."

Det er så fint skrevet og det er helt i samme tone som Paulus, når han i epistlen skriver: "Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren."

Citatet fra romanen er et svar til en gammel kone, Gerda. Hun samtaler med en gammel vækkelsesprædikant og hun har nogle spørgsmål til ham. Hun har lige spurgt ham sådan her: "Når jeg siger mine bønner stille for mig selv, hvordan kan Han så høre mig? Og de utallige bønnesuk?"

Så er der stilhed længe og hun svarer i virkeligheden selv på spørgsmålet, fordi hun engang fik øje på Gud og ikke kunne glemme Ham igen.

"Du befinder dig allerede inde i Gud, hele skabelsen og du selv har fra begyndelsen hvilet i Gud, Han hører din stemme og dine bønner fra dig selv."

Når vi som mennesker lever ærligt nok, menneskeligt nok, når vi ikke længere står os selv i vejen og ikke kun ser os selv, når vi forsøger af bedste evne at lytte mod alt det, der er bag ved, så vil vi må netop indse, at det er sådan, det er. At vi allerede befinder os inde i Gud, at vi i virkeligheden har gjort det hele tiden. Vi har aldrig været fjernet fra ham. Vi har bare troet os forladte, men var det aldrig.

Gerda ligger på dødslejet og nu repeterer hun sin erfaring. Det er det, der er sagen i alle de svar, hun kommer med på sine spørgsmål. Hun repeterer indefra og hun ved, at hun aldrig var forladt.

Romanen kan jeg ikke anbefale nok. Hvis bare man har den mindste interesse i at tænke kristendom og menneskeliv sammen, så er den en guldgrube. Det er Torgny Lindgrens sidste roman, som lige netop er udkommet på dansk. Den hedder "Norrlands Akvavit" og handler om en vækkelsesprædikant, som for 50 år siden omvendte 416 sjæle i et dalstrøg i Västerbotten.

Siden kom han selv i tvivl om troen og til sidst indså han, at der slet ikke fandtes en Gud og at der aldrig var en mening med noget som helst. Derfor drager han afsted 83 år gammel til sine gamle sogne for at afvende dem fra den kristendom han i sin tid omvendte dem til.

Som han et sted siger: alt var falsk, hans prædiken, hans tungetale, hans vidnesbyrd. Det eneste der ikke var falsk var hans harmonikaspil. Ellers var alt det andet.

Men mødet med sine gamle sognebørn bliver ganske anderledes, end han havde villet. Det ender med, at de omvender ham.

Dramatisk er det ikke. Det er stille og roligt. Torgny Lindgren formår at beskrive det enkle, men stærke menneskeliv, som når han lar Gerda sige det så smukt, at hun hele sit liv har levet inde i Gud. Han har været hende tættere end noget andet. Gud har været hendes liv og åndedræt. Hendes hjerteslag. Og derfor har hun kunnet leve så længe og så rent.

Et sted siger hun: "På mange måder har mit liv vel været fattigt og elendigt. Men Indreliden er det smukkeste sted på jorden. Og ædlere mennesker end heromkring, det lader sig ikke tænke. Det blev mig forundt at leve blandt fyrstelige folk.

Det hele var meningen. Meningen havde været der hele tiden."

Det var det fattigste område i Sverige altid, dalstrøgene i Västerbotten. Og alligevel det smukkeste sted med fyrstelige folk.

Og så kommer alting for mig pludselig til at hænge sammen, for har vi den indstilling, at vi oplever at vi lever det måske allersmukkeste sted på jorden, og at vi aldrig kan finde ædlere mennesker at leve sammen med, så vil vi altid handle i overensstemmelse med evangeliets bud om at elske alle mennesker, at anse alle mennesker for fyrstelige, for gode folk, som fortjener kærlighed.

At leve som Gerda i Inreliden i Västerbotten er at leve fuldkommen, som vores himmelske fader er fuldkommen.

Og bevægelsen går også den anden vej, at hun kun kan leve sådan, fordi hun ved, at hun hele tiden og hele livet igennem har levet inde i Gud. Hele skabelsen og vi selv lever inde i Gud og derfor hører Gud alting, hvert et suk.

Så vider verden sig ud, så bliver verden smuk og den, vi kan se, bliver den smukkeste af alle verdener.

Den gamle vækkelsesprædikant havde boet alene på tiende etage i 10 år i Umeå og kunne lige ane havet, hvis han anstrengte sig, men han havde mistet synet for Gud, for Gud får vi ikke at se ved at sidde og stirre ud af vores egen ensomhed, men vi får det ved at sidde hos et andet menneske.

Da vækkelsesprædikanten vender tilbage efter alle de år bliver han fyrsteligt modtaget af alle, der stadigvæk er levende. Og uanset, hvad han siger, så bliver han taget imod med respekt og hengivenhed.

De havde dengang i vækkelsen lært, at alle lever inde i Gud og det glemte de aldrig siden. Hvis vi på den måde måske engang for alvor bliver vakte, så kan det jo være at vi lader Guds storhed omfatte også dem, vi ikke kan lide. Ja, måske vi engang vil lade Guds herlighed omfatte vores fjende, så vi en dag med hjertet indser, at ethvert menneske, også ham vi ikke kan lide eller er i trosfællesskab med, at det menneske alligevel også allerede er inde i Gud, og at vi derfor i en vis forstand er brødre og søstre.

Elsk din næste og had din fjende. Den lov regerer, hvor vi aldrig har fået øje for den Guds storhed, som gør det muligt for alle mennesker at være inde i ham. Når vi med årene bliver mere indsigtsfulde og troende, så kan det være, at vi indser, at vi alle har barnekår hos Gud, at vi alle har hjemme der.

Så bliver det vanskeligt at hade nogen.

Kære menighed

Jeg kan ikke komme bort fra, at det måske skulle være vor inderste bøn og ønske, at vi som Gerda måske en dag vil blive så lykkelige, at vi kan sige som hende:

"Og ædlere mennesker end heromkring, det lader sig ikke tænke. Det blev mig forundt at leve blandt fyrstelige folk.

Det hele var meningen. Meningen havde været der hele tiden."

Hvis vi skal bruge gudstjenester til noget som helst, så kan det være til at gå herfra med øjne, der er langt klarere overfor, hvor smukt der er her på jorden, hvor vi lever, og at vi lever blandt ædle mennesker.

Glem alle fordømmende tanker om andre, glem alle fordomme om de dumme, dem vi kalder fjender. Få ind i dine øjne et klarsyn, der viser dig, at vi alle allerede er inde i Gud.

Se, det er noget, der dur til noget. Så er der noget ved at være kristen, for det ændrer hele livet og hver eneste dag bliver som ny med nye landskaber af skønhed.

Et sted hedder det i romanen:

"En højmesse i ny og næ, det var i virkeligheden alt, hvad menneskesjælen havde brug for."

Jo, vil jeg sige, dersom højmessen fører os ud i livet med et klarsyn, så vi tydeligt ser, at vi alle allerede er inde i Gud, og at vi derfor alle er i familie.

Det er evangeliet til i dag

Amen