"Al den snak om synd"

3.s.i fasten

Salmer 754,358,199,,370,477,628

I Khaled Hosseinis bog Drageløberen er det stillet meget enkelt op, sådan som det også er det i evangeliet til i dag. Løgn og sandhed, at være et ordentligt menneske, at der er sammenhæng mellem det vi siger, tror og gør. Al god religion handler om at blive et ordentligt menneske.

Khaled Hosseini fortæller om dengang han gik i 5 klasse og blev undervist af en mullah. "Han prædikede for os om at give almisse og om pligten til at drage på pilgrimsfærd. Han lærte os det indviklede mønster i de fem daglige bønner og fik os til at lære vers fra Koranen udenad - og selv om han aldrig oversatte ordene for os, understregede han, en gang imellem med en skrællet pilestok som hjælper, at vi var nødt til at udtale de arabiske ord korrekt så Gud bedre kunne høre os. En dag sagde han til os, at det ifølge islam var en skrækkelig synd at drikke; de som drak, ville komme til at bøde for deres synd på dommens dag."

Amir, som hovedpersonen hedder, sidder hos sin far på dennes kontor. Det er hen under aften og faren har lige skænket sig en whisky.

"Men hvis det han siger, er sand, så er De en synder, Baba" siger han til sin far.

Og for en gangs skyld tager faren ham på skødet og fortæller ham, hvad han mener om synd. Han siger: "Du vil aldrig komme til at lære noget af værdi af de skæggede idioter. De bestiller ikke andet end at pille ved deres bedekranse og recitere fra en bog, skrevet på et sprog som de ikke fatter en lyd af."

"Nå uanset hvad mullaherne lærer dig, findes der kun én synd, kun én. Og det er tyveri. Når du slår en mand ihjel, stjæler du et liv. Du stjæler kvindens ret til sin mand, stjæler en far fra hans børn. Når du lyver, stjæler du en andens krav på sandhed. Når du snyder stjæler du retfærdighed fra en anden. Forstår du nu?"

- spørger faren tilsidst. Og drengen forstår.

Faren slutter med at sige: "Hvis der er en Gud derude, håber jeg han har vigtigere ting at tage sig til end bekymre sig om, at jeg drikker whisky og spiser svinekød. Og hop så ned. Al den snak om synd har gjort mig tørstig igen."

Sådan noget er befriende godt at læse. Så får vi lige luftet ud i alle de religiøse spøgelser, som ikke kan lade være med at dukke op indimellem, når vi kommer til at blande vores levemoral og vores religion sammen.

Overfor Gud er det tosset at beskæftige sig med sådan nogle meningsløsheder, som at lære skriftsteder udenad på et sprog man ikke forstår. Og overfor Gud er det tosset at tænke, at Han ikke kan lide os, dersom vi drikker whisky eller rigeligt med rødvin.

Overfor Gud er det slet ikke den slags ting, det handler om. Overfor Gud handler det om at være et sammenhængende menneske. Overfor Gud har vi det samme ansvar, som vi har overfor vort medmenneske.

Vi har ansvaret for, at vi taler sandt og aldrig nogensinde tager noget fra den anden, som ikke hører os til.

Jeg kan godt lide den måde at stille det op på, som forfatteren gør det i Drageløberen. Der findes kun én synd og det er at stjæle. Så bliver det så enkelt, at det er til at huske, hvad synd er. Det er uærlighed, det er at være barn af løgnens fader, som Jesus siger det i evangelieteksten.

Det er også karakteristisk, at for kristendommens historier, at de altid forsøger at skille unødigt og pjat fra det i gudstroen, som for alvor betyder noget.

I den gammeltestamentlige tekst om guldkalven fortælles det meget enkelt, hvad det handler om. Gud er ikke noget, der kan dyrkes for sig selv eller som et billede eller en figur, vi kan danse om. Hemmeligheden ved Gud findes ikke på den måde, men findes i de stentavler med loven, som Moses var på bjerget for at hente.

Nu er den gal med igen med Muhammedtegningerne og det er ikke til at sige, hvad der er mest dumt i den sag, men i går kunne jeg så alligevel ikke lade være med at få konfirmanderne til at tegne Gud. Det er så vigtigt for krisstendommens egen vejrtrækning, at der ikke er noget forbud, som er uforståeligt. Selvfølgelig må vi da forsøge at forestille os Gud.

Konfirmanderne gjorde det meget håndgribeligt.De var enige om, at Gud kunne de ikke tegne på anden vis end ved at tegne et menneske med et tydeligt rødt og bankende hjerte. Derinde var Gud. Usynligt tilstede i det levende.

De har en umiddelbar og levende fornemmelse af, at Gud er usynligt tilstede i et menneske, der handler barmhjertigt mod andre. Det Guds åndedræt, der giver det menneske mod og styrke til at handle rigtigt.

Det er en god måde at snakke om Gud på. Så kan der tegnes mange fine gudsbilleder. Hænder, der nænsomt kærtegner et barn eller en elsket. Ord, der siges forløsende til et kuet menneske. Arme der er fyldt med omfavnelser. Altsammen billeder på den usynlige Gud. Gud usynligt tilstede i et menneske, der kæmper for andres ret.

Og helt spontant nævnte konfirmanderne, at den slags mennesker jo findes, og at de ofte får samme skæbne som Jesus fik. De nævnte Martin Luther King og Ghandi. Velorienterede er de og dygtige til at tænke Gud ind i verden på en fin måde. Usynligt tilstede i et bankende hjerte.

De kunne ligeså godt tegne Fanden også i samme omgang, og han blev ikke kun den lille Satan med antenner i panden og trefork, men blev et menneske, hvor ondskaben sad, nu ikke i hjertet, men i hjernen. Det var en skelnen, som de selv fandt frem til. Og det giver god mening stadig at tegne korstegnet over dåbsbarnets pande og bryst, for det er skal være bolig for Gud og ingen anden.

Jeg havde genfortalt William Heinesens vidunderlige novelle Kniven, om Marselius, der i fødselsdagsgave af sin ven fik en kniv med et rødt skæfte. Det var bare den bedste fødselsdagsgave han kunne få. Hele dagen måtte den frem og lukkes op. På bladet stod der Roter Satan, Røde Satan. Det var en kniv, ville noget. Han kunne næsten ikke sove af bare glæde over at skulle op til sin kniv.

Men dagen kommer til at gå helt anderledes end han havde forudset. Han mister sin kniv og bliver uvenner med alle dem, han lever af.

Han truer sin søster Ida med kniven. Og flygter da faren vil tage kniven fra ham. Kniven bliver et levende væsen der i hans lomme. Den snakker med ham og overtaler ham til at lave hærværk på fiskebøjer nede i bådeskuret. Han bliver tyv inden dagen er omme og har isoleret sig selv til sidst, som var han en fredløs.

Det er en vidunderlig novelle, som med et klart sprog fortæller, hvordan ondskab isolerer fra menneskeligt fællesskab. Og så tegner den et stærkt billede af Fanden. Fanden kan ligge i lommen som en kniv og i en dreng, der ikke kan lade være med at give efter for knivens voldelige muligheder.

Gud og Fanden findes altid i forholdet til medmennesket. Læser vi bibelen indenad og lader alle historierne tolke vores liv, kommer vi ikke til at spille meget tid på religiøse leveregler, men alene på at søge at blive et ordentligt menneske.

Nu kan vi med Amirs far sige, ikke at der måske er en Gud derude, men at der en usynlig Gud tilstede overalt, hvor vi taler sandt om det at være et menneske.

Det er det, vi skal øve os på fra nu af.

Amen