Vejen ud er vejen hjem...

3.s.e.trinitatis

Salmer: 747,494,10,,38,477,29

Naja Marie Aidt, som netop har fået Nordisk Råds litteraturpris, skriver i et digt:

Der findes en trøst

i hvert møde

som åbner en drøm

Det er så smukt skrevet, synes jeg.

Der findes en trøst

i hvert møde

som åbner en drøm

Det er de møder, vi leder efter hele tiden livet igennem på vores lange rejse mod os selv. Den fortabte søns rejse er alle menneskers rejse. Kort eller lang, besværlig eller let. Under alle omstændigheder er vi på rejse. Livet er en rejse ud i det fremmede, men en rejse for at komme hjem igen. For at komme hjem til en sandhed og en kærlighed, som vi ikke kunne erkende førend til sidst. Måske.

Det kan som i fortællingen om den fortabte søn blive en rejse med en smerte og en ensomhed, hvor hver en trøst er velkommen. For undervejs på rejsen kan vi føle os slemt fortabte og glemte og mærke ind til benet, at vi er blevet borte.

Men det er det, der er rejsen. Og måske er rejsens mål, at føre os frem mod det nulpunkt, hvor vi for alvor møder os selv, så en ny drøm kan begynde.

Den fortabte søn rejser gennem alle sine selvskabte drømme, gennem alle de landskaber, hvor han troede, han kan finde det vigtigste i livet. I bagklogskabens lys kan vi måske se, at det var dumme drømme, vi nærede.

Men den fortabte søn rejser, det er kernen i fortællingen. At rejse afsted er at tage livet i besiddelse. Det kan godt være, det går galt i det fremmede, at vi kommer til at rejse mod det forkerte mål. Men egentlig er det ligegyldigt. Vores opgave er at leve, er at være på vej ud i verden og til sidst at være på vej mod os selv.

Og det er vist alles lod at komme i den situation, som den fortabte søn kommer i. Det sker nogle gange undervejs i livet, at vi mærker, at vi er kommet helt bort fra os selv.

Sproget i fortællingen er psykologisk præcist: Da gik han i sig selv, står der. For han var kommet ud af sig selv, var kommet bort fra sig selv. Han havde glemt, hvem han var. Havde mistet sin værdighed, fordi han var kommet til at rejse mod et forkert mål.

Så mødte han pludselig sig selv og en viden, han havde inderst inde, fyldt med trøst og håb.

Søren Ulrik Thomsen giver det møde ord i et digt, hvor han skriver:

Jeg drømte, at du alligevel elskede mig,

at ingen ensomhed er så stor,

at kærlighedens dråbe går omkuld i dens hav.

Da den fortabte søn havde ramt nulpunktet i sit liv, åbnedes muligheden for at se det vigtigste, at han ikke kun var noget i kraft af sin rejserute, og alt det han havde oplevet undervejs, men at han var værdifuld, fordi en kærlighed fulgte ham, og en baggrund for hans liv aldrig var forsvundet.

Han var kommet til det punkt i sit liv, hvor det ikke bare var pæne ord, men blev virkelighed, at han nu måtte nøjes med den værdighed, som han var født med og ikke den, han troede at opnå ved at rejse langt væk. Det er forfatteren Tage Skou Hansen, der i en af sine romaner siger det på den måde, at vi til sidst må nøjes med den værdighed, som vi er født med. Meget af menneskers rejseruter består i at give sig selv værdighed på alle mulige andre måder med kors og bånd og rigdom. Den fortabte søn havde gennemrejst alle ruter og var kommet til nulpunktet.

Da drømte han, at han var elsket, og at ingen ensomhed var så stor, at kærlighedens dråbe ville forsvinde ud af hans liv.

Han huskede på sin far, det vil sige, han huskede sin værdighed som gudsskabt menneske, at bagved hans ensomhed og fortabthed var en værdighed, som han kunne vende tilbage til, en sammenhæng, som stadig ville være gældende uanset hvor meget svinedreng, han var blevet.

Han huskede med andre ord på en vigtig skelnen, som vi hele tiden må arbejde med; nemlig den, at vi husker forskellen mellem hvad vi er, og hvad vi gør.

Indtil det tidspunkt i sit liv havde den fortabte søn været optaget af alt det, han kunne gøre med sit liv, rejsens oplevelser og alle udsigterne havde han fået med. Og det havde altså ført ham til en svinesti, en dobbelt fornedrelse for en jøde.

Da mødte han sig selv og mødet åbnede en drøm om, at han ikke kun var noget i sig selv på grund af hans rejse og på grund af hvad, han havde bedrevet, men at han var noget ved blot at være.

Han blev ikke et svin af at være i en svinesti. Han var stadig et værdifuldt menneske, selvom han tilsyneladende var mislykkedes. Selvom han var blevet en udstødt, var han ikke blevet forstødt fra den værdighed, som han var født med. Han var stadigvæk søn og havde en søns værdighed.

Med fortællingen vil Jesus sige til alle os, der er på rejse frem mod os selv, at vi bare skal fortsætte, lære alle rejseruter at kende og finde så mange nye, som vi kan nå. Urædde skal vi bare bruge vores mod til at komme afsted. Og skulle det en dag ende i svinestien, så er Gud dog stadigvæk vores far og giver os den værdighed tilbage, som vi altid havde, fordi vi er skabte af ham.

Poul Borum sætter også ord på den fortabte søns ord der i svinestien. Poul Borum digter nemlig et sted:

Se, sagde jeg, nu står alle dørene åbne, nu skal vi løbe hånd i hånd gennem år efter år, lige til vi bliver født.

Det er et digt, der med årene bliver tydeligere og tydeligere og siger mere og mere. Vi kan mærke, at det er den vej, der bliver nødvendig, at vi må gå i os selv mere og mere og blive den, vi oprindelig var bestemt til at blive.

Vejen ud er vejen hjem. Da den fortabte søn er kommet helt væk, står alle dørene åbne, og han kan igen finde ruten, der går gennem år efter år, lige til han bliver født, for der findes hans udgangspunkt og hjem.

Der er den drøm, som åbner livet igen.

Evangeliet er den drøm, som er åbner vejen til livet. Vi får lov til at være og til at handle, når bare vi gør det. Vi skal ikke være bange for at løse billet til rejsen, vi skal leve alt det vi kan, handle på den måde, vi synes er muligt og rimeligt, vælge så godt vi kan. Det kan være risikabelt, vi kan komme grueligt galt afsted, men det skal ikke afskrække os. For vejen ud er vejen hjem. Et brugt liv er et levet liv og er vejen ind til Gud. For jo mere levet liv, jo mindre bliver vi selv og jo større bliver livet og Gud.

Den fortabte søns rejse førte ham til at blive et menneske, der kunne se det vigtige, fordi han selv blev ydmyg og lille. Han stod ikke siden sig selv i vejen, skærmede ikke for udsynet til Gud og andre mennesker.

Hans fortabte medbror, som aldrig løste billet til rejsen, endte med at blive blind. Den, der ikke vover at se verden, ender med at blive blind. Den, der ikke tør se verden, ser kun sig selv. Og det er den værste for blindhed.

Den fortabte medbror så kun sin egen fortræffelighed og derfor blev hans liv glædesløst og uden fest.

Kære menighed

Fortællingen om den fortabte søn er en trøst, fordi den er et møde med vores Gud, som åbner en drøm. Den åbner en drøm om, at vi har lov til at rejse, lov til at prøve at være menneske så godt, som vi nu kan. Og den åbner for en drøm om, at Gud er en anden Gud end den, vi har nemmest ved at tro på. Vi har nemmest ved at tro på en Gud, som straffer os, når vi rejser forkert og som forstøder os, når vi kommer galt afsted og ender i svinestien.

Evangeliet er drømmen om en Gud, der alligevel elsker os. En drøm om at ensomheden og ulykken aldrig er så stor, at Gud ikke elsker os.

Der findes en trøst

i hvert møde

som åbner en drøm.

Amen