Havemeditation

3.s.e.påske

Salmer: 2,218,330,,676,477,721

Jeg har læst et sted, at der findes en meditation, som består i at få en have til at visne, rod for rod, stamme for stamme, stængel for stængel, blad for blad, og derefter at få hele haven til at blomstre igen.

Måske var det slet ikke så dårlig en øvelse at sidde stille med, og i sit indre se, hvordan en have forandres med årets gang. Hvordan den afklædes og dør og får liv igen.

Øvelsen er god, fordi den handler om os selv, om at vi skal tage det alvorligt at forandringer og forvandlinger sker, at vi visner og dør. Og at vi påny sætter rod, sår og vokser.

Det er det livet består af.

Ofte er det meget vanskeligt at blive i de situationer, hvor det gør ondt. Når vi visner og forandres på den hårde måde. Når forvandlingen gør ondt, men at være et menneske er at forvandles. Og det er sjældent at forvandlingen ikke gør ondt. I stedet for at gå ind i den smertefulde forvandling, er det meget lettere at trøste sig selv hen i en uvirkelig måde at være på.

Det kender vi jo alle til. Vi er temmelig opfindsomme, når det gælder om at flygte fra virkelighedens skræmmende forvandlinger. Og er gode til at fylde en tomhed med noget, som der ikke er forvandling i.

Engang i mit eget liv, hvor forvandlingen var smertefuld og tog lang tid, husker jeg nogle mandage, der som fridage var tommere end bærligt. Så kunne et tilfældigt indkøb i en discountbutik give en smule trøst og glæde, men jo langt fra en virkelig trøst. Det kunne være 6 nye vinglas, som jeg slet ikke havde brug for, men som var billige og flotte og med lang stilk. De står stadig og fortæller en historie om en situation, som jeg ikke turde være i uden lidt kunstig trøst.

Og jeg kunne godt sådan en mandag have en fornemmelse af, at jeg ikke var den eneste i den discountbutik, som havde det på samme måde. Tomhed inde i et menneske er en god salgssituation for langstilkede glas.

Så er havemeditationen god at tænke på. Det handler om i alle livets situationer at se det vigtigste, nemlig at der altid er noget. Er det visnen, jamen så er det, der er. Er det blomstring, handler det om at blomstre. Er det følelsen af tomhed, jamen så er det den følelse, der er.

Og i det øjeblik, vi tør gå ind i den virkelighed, så sker der noget, så kommer forvandlingen.

"Dersom I fremdrager det, som er i jer, vil det, som I fremdrager frelse jer. Dersom I ikke fremdrager det, som er i jer, vil det, som I ikke fremdrager, ødelægge jer" siger Jesus i en gammel gnostisk tekst.

Det er vist i meget god overensstemmelse med moderne psykoanalytisk viden. Hvis det er ensomhed, der er i os, så skal vi fremdrage det og ensomheden vil kunne overvindes. Dersom vi ikke fremdrager den, så vil vi gå til i ensomheden.

Den eneste reelle mulighed for at leve, er at leve sandfærdigt, det vil sige altid at fremdrage, hvad der er i os, at se det i øjnene, så vil der nemlig indtræffe en forvandling. Selvfølgelig kan vi være bange for de kræfter forvandlingen slipper løs, men gyset må høre med til livet.

Har vi en sorg i os, som vi ikke tør fremdrage, så vil den sorg ødelægge os, men hvis vi i stedet giver os til for alvor at sørge, så viser det sig, at sorgen var en hjemløs kærlighed. Altså er sorgen ikke tom, den er i virkeligheden fylde. Det vi savner, er nærværende i savnet.

Lysten og længslen er to sider af samme sag. Længslen er, når den elskede ikke er der, lysten er der samtidig med den elskede.

Ja så enkelt er det jo. Det handler altid om at være i den livssituation, vi er i og erfare, at så længe smerten er der, er livet ikke tomhed.

Måske er det det, Jesus forsøger at forklare sine disciple og os i teksten. "Jeres hjerte forfærdes ikke" siger han med en opfordring til dem om at blive i den virkelighed, som er. De sidder ved måltidet, den sidste aften, skærtorsdag aften, før det går løs.

Og han viser dem den følgende dag, hvad de skal gøre, når livet bliver fuldstændig ubærligt. "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig" råber Jesus i protest, i vrede og i smerte. Og der er ikke overleveret os noget svar, slet ikke noget problemløsende svar. Det er så netop svaret. Trøsten er, at der ikke er nogen trøst. Men det betyder også omvendt, at der ikke er nogen erstatning for Gud. Det betyder også, at når det er forfærdeligt, så er det bare sådan. Så er der dog stadig noget, som er. Det må vi så finde ud af at klare os med indtil videre.

Og så - efter at have været i den tomhed så længe, som den varer, og det er et forfærdeligt sted at være, men ingen kan gøre det mindre forfærdeligt ved at forsøge at trøste det bort - så kan vendingen ske, hvor den ramte, i dette tilfælde Jesus selv, kan sige: "I dine hænder betror jeg min ånd.

Det er psykoterapeuten og præsten Bent Falk, der har gjort opmærksom på den måde at tænke om langfredag på. Smerten bliver selv til trøsten, fordi når vi mærker angsten for at dø, da ved vi også hvad der er, og det er netop alt det, der er, vi elsker.

Det er svaret til Moses om hvem Gud er, der spiller med her. Gud er den, der er, siger Gud selv til Moses, da en af hans livs største forvandlinger indtræffer. Han var flygtet fra virkeligheden i Ægyptens plagsomme land. Men nu blev han indhentet og sendt tilbage. Et menneske kan ikke flygte alle dage. På et tidspunkt må vi møde den brændende tornebusk og i dens lys se, at det handler om at se alt det, der er. For i det er Gud.

Skal vi forsøge en formulering om vores kristne tro, så tror jeg, at vi kan sige, at tro er at holde fast i det, der er. Aldrig at flygte, men at blive i det, der er. Gud er det værendes Gud, han er magten til at være i alt, hvad der er.

At være tro er at være tro mod væren. Det er i protest og afmagt engang imellem i vort liv at føle, at Gud har forladt os. At være fyldt med tro, er at have tillid nok til at løbe an på alle forandringer og forvandlinger livet igennem. At tro på Gud er turde være i alle livssituationer. Ikke at flygte eller snakke sig fra dem, men at mærke dem, som de er.

Kære menighed

Afskedstalerne, som dagens tekst er hentet fra, er alvorlige og tunge tekster, som får os til at vende blikket indad. Det er også nødvendigt i mange og lange perioder i vort liv, for at noget skal blive til virkelighed i os. Akkurat som påskens budskab skal blive til virkelighed i os, når vi til pinse skal forstå, at Jesus stadigvæk er lyslevende tilstede langfredag til trods. At livet er, trods døden. At haven består trods det, at vi så den visne og dø i vores havemeditation. Og at den netop bestod, fordi vi så dens visnen og død. At meditere over Jesu død og opstandelse, er en anden måde at lave en havemeditation på.

Men jeg vil alligevel slutte med noget jeg i denne uge med stor lyst læste hos Suzanne Brøgger, som et sted i en artikel overvejer, hvad religion er. Hun er af den overbevisning, at troen ikke er en børnesygdom, som vi heldigvis kommer over. Nej troen er for hende noget meget mere grundlæggende.

Hun skriver:

"For eksempel mener jeg, det er en religiøs erfaring, at man vågner om morgenen overhovedet. Og måske har en dag til at leve i. At øjnene slår op af sig selv og ikke skal åbnes med kran eller knibtang. Og at man ser verden lige for næsen. Eller i hvert fald et udsnit af den, der minder om det hele. Det er også en religiøs erfaring at opdage, at man trækker vejret - uden at gøre noget for det. Egentlig er det jo slet ikke én selv, der trækker det, man kan jo ikke lade være med at trække det, i protest, i hvert fald ikke uden at dø af det. Vejret, luften eller ånden går gennem én ganske gratis, og uanset hvad man tænker eller føler, bliver man fyldt af denne ånd. Det er kun i ganske sjældne mareridtsagtige situationer, at man ikke kan få vejret, og det regnes da også som det værste af alt. Og dermed er det jo givet, at vi ellers, hvert eneste sekund, har fået - om ikke det bedste - så det utroligste af alt."

Kære menighed

Det er en trosbekendelse, som vi roligt kan gøre til vores. Det er en positiv vej ind i et liv, hvor alt det, der er, er værd at leve i. Det er en vej ind i et liv, hvor køkkenskabet ikke bliver overfyldt med langstilkede vinglas, men hvor hjertet gennem forvandlinger har ført til vækst i både nye og gamle jeg'er.

Vi har fået det utroligste af alt.

Amen