Det ubeskriveligt overjordiske

24. s.e.trinitatis

Jeg har i ugens løb læst noget meget smukt hos Inger Christensen, den store lyriker, som blandt meget andet har skrevet digtsamlingen: Sommerfugledalen. I det, jeg læste, fortæller hun om sin barndom. Om alle de små episoder, som vi alle har fra vores barndom, og som vi kan huske som noget godt. Især fra somrene, når f.eks. vi første gang hørte en voksen sige: I dag er det sommer, med trykket på dag, altså at nu endelig kom sommeren og måske forsvinder den allerede i morgen.

Hun har, som vi alle har det, en række sommerbilleder fra sin barndom. Hun husker særlig tre af sine: "en bred eng fuld af engkarse, en middagstime, da jeg spillede med min store vandbold mod den gloende husmur, en aften med tordenvejr, da vi sad i køkkenet og spiste jordbær."

"Det er tre helt banale og selvfølgelige oplevelser, mange må have gjort og set det samme, men for mig skiller de sig ud, var i mange år næsten overjordiske, er stadig ubeskrivelige", skriver Inger Christensen. De tre små oplevelser bliver til tre billeder i hendes liv, de får betydning langt ind i voksenalderen som en som en måde at se verden på. De bliver billeder på tre områder i livet: "det åbne, endeløst skønne, det formålsløst energiske, trygheden ved ikke at være alene om det."

Hvor er det bare vigtigt, at vi som børn erhverver os en sådan måde at se tilværelsen på, så vi som voksne altid har sådanne tre billeder med os af livet: at det åbne og skønne findes, at et overskud af energi findes, og at trygheden findes, fordi vi ikke er alene om det.

For den anden side, det underjordiske, var der også. I barndommen. Senere kunne vi godt se, at det underjordiske slet ikke var så slem, men dengang var det uhyggeligt og stod alt levende imod. Det underjordiske var som drømme, der vendte tilbage nat efter nat. Eller som en af naboerne, som vi var bange for.

Det underjordisk forfærdelige, som var uendeligt ondskabsfyldt og fyldt med ensomhed og hjælpeløshed og lammelse.

Som i den gammeltestamentlige tekst, som fabulerer om den underjordiske endeløshed af død og fortræd. Dalen, der er fyldt med benrester.

Jer, der har set den italienske instruktør Benignis film "La Vita e Bella", "Livet er smukt" på dansk, har set ind i den dal, i koncentrationslejren i filmen, hvor den vidunderlige far en nat ser den uendelige grusomhed som ligdynger. Guido, som han hedder, skjuler alle grusomheder for sønnen, Giosué. De lever dér i koncentrationslejren, men Guido dækker for ondskaben.

Guido har billeder af verden, der ikke passer med Det tredje Riges grusomhed overfor alle, der ikke var som dem selv. Han redder sønnen igennem dødens dal. Han når ikke selv med, og derfor er det også en film, som vi altid ser til påske, konfirmanderne og jeg.

Det er linjerne, som teksterne til i dag trækker op. Det er billederne, som det handler om i alle menneskers liv uanset religion.

I evangelieteksten er det synagogeforstanderen, der har set ind i dødens dal, fordi hans datter lige er død. Og der er kvinden som ikke kender til den energi, som kan få et barn til at spille bold op ad en mur under den gloende middagssol. Hun bliver tappet for kræfter, fordi der findes uendelig meningsløshed i tilværelsen.

I voksenverdenen er det den skinbarlige tilsynekomst af det underjordiske. Vi orker det ikke. Vi kan det ikke. Vi kan det i hvert fald ikke uden, at vi har billeder af det modsatte i vort liv. Billeder af det åbne og endeløst skønne, af den forsatte livsenergi og af et fællesskab, der gør alting bærligt.

Kristendom har i sin historie og i sin opbygning en overbevisning om, at livet i sig selv har betydning. Der er ikke noget der er uden betydning og som bare ligger under for tomhed og dødens dal.

Derfor begynder kristendommens fortælling med fortællingen om skabelsen. Gud skabte verden. Så den er overjordisk skøn. Den er ikke underjordisk og fyldt med dæmoner. Djævelen er en realitet, men han var ikke den første. Det var Gud. Det betyder, at de gode billeder i vort liv er de bedste og dem, vi skal leve af.

Derfor er det kristeligt at fortælle om billeder, som dem Inger Christensen fortæller om. Derfor er det kristeligt at læse bøger for vore børn, der som Silasbøgerne eller i Brødrene Løvehjerte og mange mange andre børnebøger, fortæller om, at det er de gode billeder, der vinder.

Børnebøger er evangeliske, fordi ingen forfatter, der vil skrive for børn, kunne finde på at skrive noget, som ville frarøve barnet dets livsmod. I barndommen formes hele livet, fordi det er i barndommen livsmodet bygges op. Derfor ender børnebøger godt. Og det skal de. Ellers forbryder forfatteren sig mod det uskyldige hos tilhøreren og læseren.

Kristendommen fortsætter alle de historier og fortæller videre på dem i evangeliet om Jesus fra Nazareth. De fortæller fantastiske historier om, at Jesus overvinder dødens dal og alle de underjordiske kræfter, der tapper os for energi.

"Han friede os ud af mørkets magt", skriver Paulus i epistlen. Gud står i forlængelse af alle børnebøger, Gud forfatter i virkeligheden en børnebog i Jesushistorien, hvor Jesus trods alle odds overlever, fordi han vil sandheden. Alting kan slå ham ihjel, fordi det underjordiske er en realitet, men ingenting slår ham ihjel, fordi han står på livets side og derfor har Gud med på sin side. Ikke fordi Jesus ville erobre, men fordi han ville hjælpe mennesker med at have billeder livet igennem af livets åbne og endeløse skønhed, livets egen energi og fællesskabet.

Inger Christensen skriver, at hun oplever, at det var hendes første og største æstetiske oplevelser. Altså at hun har oplevet, at der er forskel på smukt og grumsomt. At livet er smukt, at morgenen kan være bedårende, at aftensolen kan skinne med guld som intet andet i denne verden, er æstetik og er at opleve, at livet er smukt.

Men æstetik og etik, altså læren om at handle ret, hænger sammen. Vi får aldrig en etik, dersom vi ikke har en skabelsesberetning, der giver os tillid til livet. Vi får aldrig en etik, dersom vi ikke har haft en barndom, som gav os oplevelser af det åbne og endeløst skønne og af at vi har alting i fællesskab.

Måske er det derfor, at kirker og klostre og helligsteder overalt på jorden er præget med skønhed, som også vores kirke er det. Æstetik og etik er nært forbundne. De kan ikke leve uden hinanden.

Kære menighed

Sådan vil vi nu prøve at overveje vort forhold til biblens historier og fortællinger. De vil give os billeder af det åbne og endeløst skønne og vise os vej til at leve et liv med livsmod selvom også det underjordiske findes som endeløs ondskab og en dal fyldt med knogler. Det gamle testamente og det ny testamente er børnebog for os, der er blevet vokne og stadigvæk har brug for at høre om, at livet altid vil få ret.

Det er alt det, der ganske firkantet, men alligevel også enkelt er samlet i trosbekendelsens: vi forsager det underjordiske og vi tror på det overjordiske.

Amen