Blus da op i lys og lue

23.s.e.trinitatis

Endnu en søndag vil vi prøve at nærme os, hvad det vil sige at være et menneske. I går startede der her på stedet et nyt hold konfirmander. Konfirmandundervisning er det samme. Der arbejder vi også med, hvad det vil sige at være et menneske.

Det er jo altid vidunderligt, at rummene fyldes med unge mennesker. Jeg siger til dem med det samme, at her i huset handler det ikke om at falde på knæ og bede til Gud om frelse. Kristendom er ikke en religion, der som krykker, kan hjælpe os gennem livet. Kristendommen vil derimod hjælpe os til leve med mod på livet, og til at vi selv tager ansvaret for vort liv.

Konfirmanderne er kvikke og dygtige alle syv. Så det bliver en rigtig god årgang. Det er der ingen tvivl om. Og så til sidst bad jeg dem om at skrive noget til mig til næste gang om deres forestilling om Gud. Vi har hinandens emailadresser. Så de kunne bare sende det til mig.

Allerede i går aftes lå der et brev i postkassen. Nu skal I høre, hvad en af konfirmanderne skrev:

"Jeg ved ikke, hvordan Gud ser ud, men jeg ved godt, hvor han er henne: i vores hjerte. Når der er nogen der siger navnet Gud, så har jeg ikke noget billede inde i mig af, hvordan han ser ud. For mig, betyder Gud håb. Et håb som sidder inde i os selv. For eksempel :

Om aftenen, når jeg går i seng, kan jeg bede Gud om, at han skal hjælpe mig med at huske alt det, som jeg har studeret og brugt tid på til en eksamen.

Men jeg kan ikke bede Gud om at få et nital i en eksamen, som jeg ikke har brugt tid på.

Når jeg tænker på Gud, tænker jeg på håb, og når jeg tænker på håb, tænker jeg på styrke og glæde.

Kort sagt:

"Gud er håb og håb giver os styrke og glæde"."

Sådan skrev altså en ganske almindelig dansk pige her på Solkysten i går til sin gamle præst efter den første konfirmandundervisning. Er det ikke utroligt. Hun har jo fat i det allervigtigste.

Hun har set og mærket fra sit eget liv, at Gud er en magt, der ligger bag ved alt, og som er i os, når vi åbner os for den magt. Så er vi virkelig mennesker skabt i Guds billede, når vi forstår det. Hun ved ikke, hvordan Gud ser ud, men hun ved, at Gud er hende nærmere end noget andet, nemlig som hjerteslaget. Livet selv. Gud er pulsen så at sige. Gud er det levende liv i hende.

Gud er så tæt på, at hun kan tale med ham i bønnens verden, lige før hun lukker øjnene for at sove, mens hun tænker på morgendagens opgaver. Men Gud er der ikke som en frelsende engel, der skal komme og redde hende i morgen. Vi skal selv gøre arbejdet. Vi kan ikke bede om et nital, hvis vi ikke har arbejdet med stoffet.

Jeg synes bare, det er så utroligt fint tænkt og fint skrevet. Hun har indset, at det at leve i tro er ensbetydende med at være aktiv selv, selv at tage ansvar, at arbejde. Tro er en aktiv handling, akkurat som kærligheden er det. Det er at løbe an på, at livet er godt nok. Det er at satse på, at det kan betale sig at studere flittigt.

Det eneste man kan ønske for hende, det er at hun vil bevare den indstilling livet igennem. Det er det, vi alt for ofte ikke gør, når vi bliver voksne, hvor vi istedet begynder at tro på magten. Vi stræber pludselig efter at være skabt i kejserens billede og ikke i Guds billede. Vi måler os med møntens magt i stedet for med hjertets inderlige magt, der alene vil forsøge at have tro og mod til at leve uden nogen sikkerhed.

I virkeligheden giver kejserens billede og mønt jo ikke nogen sikkerhed eller tryghed, der for alvor er stabil. Der er ikke noget, der er så usikkert som magten. Det behøver vi ikke at se ret meget tilbage i historien for at fatte.

Alt andet end Guds magt, som kommer til udtryk i ydmyghed i et menneske og som omformes til tro og til mod i dagligdagen, er i virkeligheden en nihilismens magt.

For nylig viste DR den tyske film "Der Untergang", som handlede om de sidste uger i Hitlers liv. Det er en af de allermest uhyggelige film, jeg har set. Den er en præcis dokumentation på nihilismens magt. Hitler ville leve drømmen om det tredje rige helt ud også efter, at det var indlysende, at Tyskland ville tabe. Trods ufattelige lidelser og omkostninger for det tyske folk, ville han ikke opgive drømmen om at leve livet farligt og indgå en fredsaftale. Med ufattelig ondskab startede han med overfaldet på Polen og fortsatte krigen igennem med et nihilistisk mod, der kun ville død og ødelæggelse lige til det sidste, da han fuldstændigt svigtede sine egne landsmænd.

Det var den rene og skære nihilismes mod, som ikke på noget tidspunkt kendte til kærlighed.

Paulus har naturligvis ikke ret i sin tekst, som jeg læste for alteret, at Gud indsætter enhver myndighed. Det gør Gud naturligvis ikke, og derfor skal vi sætte krydset rigtigt, når vi stemmer på tirsdag eller i det hele taget tager del i samfundsdebatten. Det er vores ansvar at have den rigtige myndighed. Paulus er idealist, når han siger det på den måde, han gør i teksten. Den holder bare ikke en meter i det virkelige liv.

Kommer nihilismens mod til magten, så er der grund til at starte en bekendelseskirke og et oprør mod den siddende myndighed, som en del af kirken i Tyskland også gjorde med Bonhoeffer i spidsen. Hjertets mod og tro, som han havde masser af, må ikke undertrykkes, for så går alt ad Helvede til.

Derfor, hvad end verden siger,

og hvad verdensmagten vil,

står og falder jordens riger

dog med kærlighedens ild

-sig Grundtvig i den eneste fædrelandssang, vi har i salmebogen.

Frygt ej for, hvad verden kalder

sin nødvendighed af stål!

Det kan godt være, at vi ikke skal frygte den nødvendighed af stål, men vi skal i hvert fald bekæmpe den med kærlighedens ild, for det er det eneste forsvar for mennesket og for en verden, hvor det er muligt at blive et menneske uden frygt.

Derfor skal vi øve os dagligt i at leve mere i Guds billede end i kejserens billede. Vi skal dagligt øve os i at tro, at have tillid til at gøre vores arbejde i en tro på, at det nytter noget. Vi skal have mod til at leve uden ængstelse, fordi vi vil tro på, at livet har Gud som sin allerinderste magt.

"Når jeg tænker på Gud, tænker jeg på håb, og når jeg tænker på håb, tænker jeg på styrke og glæde.

Kort sagt:

"Gud er håb og håb giver os styrke og glæde"."

Sådan skrev min unge konfirmand. Hun er helt i overensstemmelse med Grundtvig og med kernen i kristendommen. Det handler altid om den hjertelige måde at tænke på.

Det samlede hun i et digt til allersidst i mailen:

Gud er håb

som giver os styrke og glæde

som hjælper os på vej

Gud er håb

som giver os et liv

som vi skal leve.

Kære menighed

Her har vi det altsammen samlet i en hjertelig indsigt og især i en ydmyghed overfor livet, som er det eneste holdbare i det lange løb. Det er den vi skal øve os i at have. Det er en nutidig trosbekendelse, som dur.

Hvad det handler om her i huset er at stille de naivespørgsmål og især at drage de naive svar: at vi skal leve med glæde og med ansvar. Det handler ikke om at sælge sig selv til kejserens magt, som stadigvæk er pengenes magt, som indimellem frister os over evne med alt sit glimmer, men om at følge sit hjerte og følge det billede vi er skabt i med den opgave som følger deraf. At vi skal bestyre vort liv så godt som muligt. At vi skal beherske os selv og beherske den måde vi lever på.

Blus da op i lys og lue

Danmarks gamle kærlighed!

Vi har en historie med os, hvor vi ved, at det ikke er verdensmagten, men hjertets magt, der alene giver os frihed til at leve sammen, så magt og ret går hånd i hånd.

Så nu handler det om at blive lys og lue for hinanden.

Amen