"Kærlighed til et menneske indebærer kærlighed

til mennesket som sådan"

21.s.e.trinitatis

Sidste søndag arbejdede jeg i min prædiken med, hvordan vi som mennesker får inderlig kontakt med hinanden ved hjælp af kærligheden. Og altså den modne kærlighed, der véd, at kærlighed er at give og at handle aktivt.

Psykologen Eric Fromm, som inspirerede min prædiken sidste søndag og også gør det denne søndag, siger et sted i en af sine bøger: "At elske nogen er ikke kun en følelse, det er en beslutning og et løfte".

Det synes jeg er en vigtig iagttagelse. Følelser forsvinder, men beslutninger og løfter kan vi stå bag. Vi kan handle aktivt, være tilstede i vores handlinger og dermed indgå pagter med hinanden.

Og sidste søndag sluttede jeg så med at komme ind på, at som det er med kærligheden mellem mennesker, sådan er det også med kærligheden til Gud. Den kan være moden,og den kan være umoden. Den kan barnligt kræve og kræve og ville have magt over den anden eller den kan indgå i lige forhold, blive aktiv og tage ansvar.

Sidste søndag sagde jeg til allersidst i min prædiken:

"Troen på Gud må aldrig blive en levevis, hvor vi barnligt sidder og vil have magt over Gud, sådan at vi tror, han er vores private og skal følge vore private ønsker og opfylde vore krav."

Det er det, som jeg godt vil forfølge i dag, hvor teksten i høj grad handler om, hvad tro er.

Ved første gennemlæsning er det en af de sædvanlige tekster om en underfuld helbredelse, som kan være vanskelige at acceptere, men som jo handler om meget mere. Teksten er en eksempelfortælling om, hvad kristen tro er.

Her kommer en far, som bare tænker på en ting, og det er, at hans søn er ved at dø fra ham. Den største ulykke, vi som forældre kan komme ud for. Han er et med sønnen, der også er hans fremtid, som skal bære hans tradition videre. Sådan var det i jødedom - og sådan er det stort set stadigvæk.

Han tror på, at han kan gøre noget for sønnen. Han kan ikke vide hvad, det er han skal gøre. Så derfor gør han alt og går til Jesus, som netop kommer til området.

Hjælp mig, min søn er ved at dø. Det er hans sjæls ord, som ikke er til at tage fejl af. Jeg tror, at Jesus oprindeligt har sagt: Så lad os skynde os afsted og se, om vi kan redde ham.

Men forfatteren af evangeliet, Johannes, han vil godt lige have understreget noget, der for ham er vigtigt. Tro, det er jo det, som det handler om hele tiden for ham og for os andre. Men hvordan tro.

Så derfor svarer Jesus med et mærkeligt og ufølsomt angreb på den ulykkelige far: I vil have tegn og undere for at tro.

Sådan er det jo. Sådan er det vel stadigvæk.

Jeg ved det ikke.

Men faren i evangelieteksten overhører fuldstændig den indvending eller beskyldning. "Kom før mit barn dør", siger han.

Så endelig giver Jesus sig. Det er troen, han har mødt.

Troen, der er som kærligheden. Den er aktiv. Den handler. Vil ikke have beviser, men kommer af en kærlighed, som ikke er til at komme af med. Farens kærlighed til sønnen. Vores kærlighed til hinanden. Kærlighed. Det eneste, som kan modne os og gøre os for alvor livsduelige.

Så teksten til i dag kan bestyrke os i, at kærligheden i vore liv her og nu bare skal styrkes og beskyttes af vores aktive handling, men også i at kærligheden til Gud skal bestyrkes på samme måde.

Vi skal som faren i evangeliet bare overhøre alle andres krav til os om en ret tro, bare vi ved, hvad det er vi vil kæmpe for her i livet. Og det er naturligvis dem vi elsker.

"Man elsker det, man arbejder for, og man arbejder for det, man elsker" siger Eric Fromm et sted.

Sådan præcis havde faren det i evangeliet. Så må evangelisten Johannes konkludere, at troen er at leve sit liv ud af kærlighed. Ikke at leve sit liv ud af den rigtige lovforståelse, som jøderne troede. Ikke ud af den rigtige regliøse tilskyndelsen, som andre troede, men ud af kærlighed til dem vi elsker. Ganske jordisk, fordi det er livet vi elsker.

Naturligvis. Dem vi elsker, skal vi gå i brechen for. Og vi vil give vort liv, for dem vi elsker.

Så skidt med alle mærkelige mellemregninger af dikussioner om ret og forkert tro. Det kan bare blive for meget.

Hvad det handler om, er faren indstilling.

Det han hele tiden tænker på er sin søn, som han elsker.

Eric Fromm siger samme sted som før:

"Umoden kærlighed siger: jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig. Moden kærlighed siger: jeg behøver dig, fordi jeg elsker dig."

Jeg gentager det lige for en sikkerheds skyld, selvom vi godt ved, at det er sådan det hænger sammen.

"Umoden kærlighed siger: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig. Moden kærlighed siger: Jeg behøver dig, fordi jeg elsker dig."

Farens kærlighed var oprindelig. Faren behøvede, at barnet overlevede, fordi han elskede barnet. Ikke fordi, han havde planer på sønnens vegne, som skulle tilfredsstille ham selv. Så havde det bare været umoden kærlighed, som også hedder egoisme. Nej, faren elskede først og kunne derfor ikke undvære det uerstattelige liv, som sønnes liv var.

Det er en holdning, som på samme tid er fyldt med umådelig stor ydmyghed, men også med lige så stor styrke. Der er ikke større styrke, end når kærligheden vil en anden.

Kære menighed

Jeg tror ikke, vi kommer det meget tættere. Det er det sted i livet, som vi skal forsøge at nå til, at vi i den grad lader os fylde af kærlighed, at vi kommer til at handle og gå i brechen for hinanden.

Den umodne kærlighed, der først elsker efter forbruget så at sige, der elsker i henhold til, hvor meget vi har brug for hinanden - det er en form for kærlighed, som hører hjemme på vare-udbuds-markedet. Der kan vi købslå om prisen for, hvor meget vi gider give tilbage alt efter, hvor meget vi får til gengæld.

"Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig", den sætning kan være sand nok. Men det er ikke det, der er sand kærlighed. Og det bliver heller aldrig til sand kristendom, hvis kærligheden til Gud skal bestemmes på den måde.

Hvis vi som små børn, der stadigvæk har brug for at være hjælpeløse og få alting klaret af en mor først og af en far siden, overfører den holdning til vort forhold til Gud, så er det ikke virkelig kristendom.

Naturligvis skal vi ikke være børn længere som voksne - ikke overfor hinanden, for så går vore forhold i stykker, og altså heller ikke overfor Gud. Når vi siger, at vi elsker Gud og tror på ham, så skal vi sandelig ud af starthullerne, for så handler det om vores liv, at vi selv er i gang med at lukke det op for os selv i kærlighed til livet, og at vi er i gang med at lukke det op for alle andre, som vi er sammen med og som vi elsker.

Gud er alle livsmuligheder, der åbner for det strømmende liv, hvor kærligheden bestemmer forholdet imellem os. Kærligheden vil vore børn var en kærlighed, der skulle give dem kærlighed - ikke til os, men til verden. Kærligheden er aldrig eksklusiv, men er altid inklusiv. Der åbner sig altid for andre og for verden.

At elske et andet menneske af hele sit hjerte er at elske alle mennesker. Var det bare den eneste ene, vi elskede, så var det egoisme og barnligt, narcissistisk besiddertrang, det handlede om. At elske et andet menneske, er at elske alle mennesker.

At elske sig selv er at elske hele verden, alle dens muligheder, er at elske den Gud, som når vi er ydmyge nok og stærke nok til at handle, er parate til at give os himmeriget.

"Kærlighed til et menneske indebærer kærlighed til mennesket som sådan", siger Eric Fromm.

Det er det, der gennemspilles i evangeliet til i dag. Når et menneske reddes, så reddes hele menneskeheden. Så stor er kærlighedens magt.

Amen