At give er det samme som at modtage

20.s.e.trinitatis

Jeg tror, evangelieteksten til i dag handler om noget af det mest grundlæggende i vort forhold til hinanden og i vort forhold til Gud, nemlig om, hvorvidt vi er i stand til at tage imod og i stand til at give. Med andre ord, det handler om at blive et modent menneske, der har evnen til at elske.

Kærlighed består først og fremmes i at give. Kærlighed er en aktiv følelse, er udfoldelsen af en iboende kraft, som kommer og som ikke kan holdes tilbage, men som også - og det tror jeg er vigtigt - vælges til, men som kun kan vælges og udfoldes i frihed. Kærlighed er ikke noget, der trækkes i en automat. Kærlighed har også med vilje at gøre, med viljen til at ville den anden ligeså meget, som jeg vil mig selv.

Vi kan for alvor kun komme til bryllupsfest hos Gud og lade livet med hinanden blive til en fest, når vi har forstået, at kærlighed er en aktiv handling, hvor vi siger ja-tak og gør noget ved det.

Derfor er sproget misvisende, når vi siger, at vi kan falde for en anden. Det er ikke kærlighed. Kærlighed er at gå ind for en anden. Kærlighed falder ikke. Kærlighed gør noget. Kærlighed er aktiv.

Det forholder sig med kærlighed som med troen. Troen er heller ikke passiv. Tro er at være tro. Er at handle. Troen er ikke trosbekendelsen, men er at være tro mod den gave, som vi har fået. Livet selv.

Den, der oplever kærlighed, sidder ikke og venter på, at den anden skal komme og be' om godt vejr eller sige undskyld eller noget andet, hvis vi er kommet i en sådan situation. Kærlighed er at opsøge forliget, foreningen, erobre status quo.

Tro er heller ikke at sidde og vente på, at Gud skal åbenbare et eller andet helt utroligt. Nej, det er at være til i livet ved at være så tro mod det som muligt. At have tro er at opsøge livet og derefter tro på det.

Ikke at gøre noget, at være uproduktiv, at være ikke-handlende i sit liv, aldrig at kunne sige ja-tak til en indbydelse, det er at være kærlighedsløs, er at være umodent som menneske. Det er at være impotent, ikke at have magt til at give.

Hvis vi har det sådan, så vil vi altid føle, at vi bliver fattigere, hvis vi skal give noget til en anden. Eller også gør vi en dyd af det og betragter det som et offer. Altså at det må gøre lidt ondt at give noget væk.

Men så har vi misforstået alt og ligner alt for meget de inviterede gæster i lignelsen.

Når vi af et sandt hjerte ikke kan lade være med at give til hinanden, kan vi nemlig ikke undgå at modtage det, der gives tilbage til os. Det er aldrig beregning. Det er en indbygget mekanisme. Giver du af et sandt hjerte, giver du et knus, et venligt ord, så kommer det også tilbage på en eller anden vis. Giver du en invitation, får du en tilbage, hvis eller der er kærlighed eller bare fortrolighed tilstede.

Det ligner lidt noget af indholdet i en samtale, nogle af os havde for nogle søndage siden ude i patioen om, hvordan vore ord og vore handlinger altid sætter aktive mærker. De sætter spor, de gør noget med øjeblikkelig virkning. Og de kommer tilbage som en boomerang, nu bare med nyt indhold.

Så hvis vi giver til hinanden, indebærer det også, at vi gør den anden til en giver, fordi vi begge kommer til at tage del i glæden over det, vi i fællesskab har kaldt til live.

Altså i lignelsens sprogbrug, så forårsager vi, når vi af hjertets lyst inviterer hinanden, at vi gør den, vi inviterer, til en giver også, for han giver selvfølgelig sin taknemmelighed tilbage og i fællesskab bliver livet så som en bryllupsfest som i lignelsen.

Eller også går det helt galt og den, der får invitationen, afslører sig som et menneske, som endnu ikke har fundet ud af, hvad kærlighed er, hvad det at elske er. For at give og at modtage er i kærlighedens verden et og det samme.

Kærlighed handler. Bevæger sig. Kunne aldrig finde på at gøre noget, for at udbytte andre eller for at skrabe til sig. Sidder aldrig narcissistisk og venter på at få magt over andre. Kærligheden er på samme tid ydmyghed og rigdom.

At give noget til en anden er udtryk for, at vi kan noget. Når vi giver noget bort med sand kærlighed, så føler vi det modsatte af gnieren. Så er vi potente i stedet for impotente. Den, der holder igen på sit liv og altid siger nejtak til en invitation til at involvere sig, er bange for at miste noget, uanset hvor meget han har. Men den, der er i stand til at give noget af sig selv, er rig, uanset hvor lidt han ejer.

Det eneste, der i virkeligheden giver overskud, er glæde ved at give noget bort og især at give noget af sig selv bort. Det er jo det, der sker, når det går allerbedst imellem os i alle de forhold, vi prøver at få til at fungere.

Den dag, hvor vi vover at give til den anden, give den anden noget af det, der lever i os selv, vores glæde, interesser, forståelse, viden, humor og sorg, så sker der noget i forholdet. Så bliver det tæt. Så bliver det virkeligt. Og det allervigtigste: Det kan ikke undgå at blive gengældt.

At give er at modtage.

Det er psykologen Eric Fromm, der siger det sådan et sted:

"Men ikke blot i kærligheden er det at give det samme som at modtage. Læreren undervises af sine elever, skuespilleren stimuleres af sit publikum, psykoanalytikeren kureres af sin patient - forudsat de ikke behandler hinanden som objekter, men er knyttet sammen på en ægte og produktiv måde."

Det er ganske oplysende og morsomt sagt, lidt selvironisk også, at psykoanalytikeren kureres af sin patient, men er forholdet virkeligt, så kan ordene og kærligheden ikke lade være med at virke.

Enhver, der har undervist, at det er børnene eller den voksne klasse, der giver det sidste overskud, så det kan blive godt. Forudsat selvfølgelig, at at klassen vil undervises og sidder med åbne sind.

Kære menighed

Det her kan vist ingen af os være uenige i. Det er sådan kærligheden fungere i vore liv, når vi hengiver os til den. Eller vi ved, hvordan det er at mangle kærligheden i de perioder i vort liv, hvor vi narcissistisk og barnligt sad og ventede på, at verden skulle komme til os, og at vi kun ville bevæge os ud i den, hvis vi kunne få magt over den.

Kærligheden er svaret på de fleste spørgsmål af betydning. Det er der slet ingen tvivl om.

Jeg tror, det er det, lignelsen vil være med til at fortælle samtidig med, at den jo fortæller, hvor voldsomt skrækkeligt det kan gå, dersom vi ikke finder kærligheden.

Det som jeg har allermest lyst til at fortsætte med nu, er at sige, at som det er med forholdet til hinanden, sådan er det med forholdet til Gud.

Troen på ham må aldrig blive en levevis, hvor vi barnligt sidder og vil have magt over Gud, sådan at vi tror, han er vores private og skal følge vore private ønsker og opfylde vore krav. Hvis vi gjorde sådan i forholdet til hinanden, villet forholdet snart bryde sammen. Det kan intet forhold holde til.

Forholdet til Gud skal også være båret af kærligheden som forholdet til vort medmenneske skal være det. Gud skal vi ikke møde næsegrus med panden i gulvet, som for at gøre os selv små. Det er for det meste for at få magt, vi bøjer os sådan for en anden. Eller af frygt.

Vi må i troen handle aktivt, gå aktivt ud i verden på Guds ord om, at det er en skabt verden, fyldt med mening. Vi må behandle verden som en gave, en invitation, som vi siger jatak til at hele vort hjerte. Troen er at være.

Stadigvæk kan jeg så godt lide, at vi her i kirken ikke har noget knæfald, men at vi kan stå i øjenhøjde med spisebordet og med Gud for bordenden. Det er at handle aktivt i forhold til Gud på en moden måde. At komme krybende er at have alt for mange indkrogede sider med af livet, hvor vi ikke ved, hvor vi har hinanden. Der skal altlid spilles rent spil.

Kristendom, tror jeg, vil lære os ikke at holde på os selv og alt det, vi har i gang, men at sige ja tak til at være sammen med hinanden og der finde ud af, at kun ved at give oplever vi sandfærdig rigdom.

At give er det samme som at modtage. At invitere en anden er det samme som at blive inviteret. At sige jatak til en indbydelse er det samme som at få besøg af en kær gæst.

Evangeliet er en stor glædelig invitation til livet og til Guds magt, som ligger bagved alting. At sige jatak til den invitation er endelig at blive et givende menneske.

Amen