"Otte cylindre og en god karburator"

2.s.i fasten

Overskriften for min prædiken i dag er temmelig teknisk og præcist pragmatisk og er slet slet ikke en overskrift for en prædiken. Som overskrift har jeg skrevet: "Otte cylindre og en god karburator".

Jeg har det fra en situation i romanen "Drageløberen" af Khaled Hosseini, som er født og opvokset i Afghanistan, hvor han sammen med sin far måtte flygte fra til Amerika, da russerne i 1975 rykkede ind i Kabul. Romanen har lige haft premiere som film hjemme i Danmark.

Det er en fabulerende, blomstrende og smuk roman, hvor læseren kan lære en lille smule om islam, men især om det faktum, at alle mennesker, uanset om de er muslimer eller er kristne, lever i samme verden med samme ønsker, frygt for de samme farer og meget ofte med de samme drømme, og at vi har det til fælles, at vi må bruge både fornuften og hjertet, når vi skal finde håb og udvej, hvor livet er blevet vanskeligt.

Flugten foregår, som flugt altid gør det, over hals og hoved helt bogstaveligt, da ikke alle overlever flugten. De får kun det allermindste med og må sammen med andre redde sig på et lukket lad af en lastbil, køre dagevis mod syd, mod Jalalabad, hvorfra de senere bliver fragtet i noget så frygteligt som i en tankbils store benzintank til Peshawar. En frygtelig tur, fordi de er så mange stuvet sammen gennem et lille hul ned i den tomme tankbil, der dog stadig er fuld at benzindampe og et totalt mørke.

I Jalalabad sidder de et par uger, tredive personer, gemt i en kælder der er mørk og fyldt med rotter.

Nu kommer der et citat fra romanen:

"Vi sad skulder ved skulder langs væggene, spiste kiks, brød med dadler, æbler. Den første aften bad alle mændene sammen. En af flygtningene spurgte min far, hvorfor han ikke bad sammen med dem. "Gud vil redde os. Hvorfor beder De ikke til Ham?"

Min far snøftede en spids snus op i næsen. Strakte benene ud. Og så kommer der en sætning, som jeg sætter pris på. Han siger: "Det der vil redde os, er otte cylindre og en god karburator" og forfatteren tilføjede: Det lukkede munden på alle de andre hvad angik Gud.

I virkeligheden handler det selvfølgelig om at kombinere. Det er ikke kun otte cylindre og en god karburator. Det er heller ikke kun en Gud, vi kan bede til. Det er en kombination. Det handler om at bevare modet, troen, håbet.

Det gøres meget godt, hvis vi er i besiddelse af otte cylindre og en god karburator, men det gøres også godt, dersom vi inde i os selv og i hjertet har en fornemmelse af, at vi ikke vil give op førend vi har nået derhen, hvor vi vil, selvom vi skal gå på vores bare fødder uden motorhjælp.

Fornylig læste jeg et unavngivet citat et sted:

At miste ejendom er at miste noget,

at miste ære er at miste meget,

at miste modet er at miste alt.

Det er et godt citat. Det, tror jeg, er vi alle enige om, at ejendom er jo bare ejendom. Er det bilen, der er slået i stykker, så er det bare materielt. Når bare der ikke sker andet.

At miste ære, hvis andre formår at udsprede et dårligt rygte om os, så sover vi ikke om natten, for det er den værste form for tyveri. At være bagtalt og misforstået og udleveret til foragt. Det er umuligt at bære.

Men at miste modet. Det er det værste. Så er livet forbi og vi har ingen modstandskraft mere. At miste modet er at miste alt.

En af de romaner, som læses lige for tiden, er "Et glas mælk, tak" af Herbjørg Wassmo, hvor hovedpersonen, bare en pige på femten, bliver stjålet for at blive brugt som prostitueret i Trondheim, gennemlever den sidste linje i citatet. Hun hedder Dorte, men når hun skal skjule sin identitet, hedder hun, Anna - efter Tolstojs romans "Anna Karenina". Som hende kommer Dorte så langt ud i livets grænseområde, at hun mister modet og en aften står på en bro over elven, hvor hun ved, at hun inderst inde har mistet modet og dermed alt, og derfor vil kaste sig i elvens frådende vand og begå selvmord. Måske I husker, at Anna Karenina kaster sig ud foran toget til sidst i Tolstojs roman.

Da Dorte står der på broen og vil gøre det forbi, kommer hendes far. Han er død for mange år siden, men han er naturligvis stadigvæk en aktør i hendes liv.

Akkurat som hendes mor er det. Og det er det mest vidunderlige i den roman, det er forholdet til hendes jødiske far og til hendes ortodokst kristne mor.

Dorte far kommer og siger, at uanset hvad, så giver man ikke op. Engang fortalte han om sin onkel, der sad i gestapos varetægt måned efter måned. Han overlevede ved hele tiden at gentage, hvad han kunne huske af vers og af sange. Et menneske er skabt, og det er skabt til noget. Det har hun lært af sin far. Det noget må vi lede efter hele tiden. Så derfor giver man ikke op.

Hendes mor har hun lært ligeså meget af, for hun har også været et modigt menneske. Hun talte med Gud altid. Når hun bad aftenbøn, så var det en højlydt diskussion med Gud, hvor hun ikke holdt sig tilbage fra at gå i rette med ham.

Dortes mor og far giver hende noget meget forskelligt med ud i den farlige verden, hun kom til at opleve. Dortes mor giver hende troen på, at bøn kan gøre meget, fordi bøn er en samtale mellem Gud og en selv, fordi samtaler tydeliggør livet, fordi samtaler gennemlyser forhold og fordi, hun tror, at bøn hjælper.

Dortes far derimod er mere som faren i Drageløberen. Bøn er godt, men handling er bedre, dersom du handler i overensstemmelse med det, dit hjerte er fyldt af. Så kan det være, at det handler om at hente otte cylindre og en god karburator. Det kunne læseren godt ønske at have til rådighed, der hvor Dorte oplever helvede på jord i Trondheim. Så kunne vi hurtigt få hende kørt til sin mor i Lithauen.

Og alligevel er det nærmest bønnen, der redder hende, fordi hun i den samtale med Gud, hun har overtaget fra sin mor, bevarer troen og modet.

I dagens evangelietekst, som ikke er nem, fortælles der om hele problematikken. Hvordan lever vi med umuligheder i vort liv? Hvordan lever vi med umulig frygteligt uretfærdig sygdom mod et menneske? Hvordan kan vi overhovedet flytte os i den sammenhæng og gøre noget?

Så vidt jeg kan se, så stiller Jesus os frit. Vi må vælge. Vi er som disciplene, ret ofte, det vil sige, at vi ikke kan gøre så meget ved de umulige forhold i vort liv. Vi kan afprøve alle veje. Vi kan afsøge alle muligheder. Men løsninger er ikke altid indenfor rækkevidde.

Men under alle omstændigheder er der en ting, der altid gør sig gældende, og det er, at vi altid skal forholde os til vort eget livs udfordringer, tage dem op, løse dem så vidt vi kan eller bære dem, som vi kan.

En af mine teologiske læremestre er Gianni Vattimo, som et sted skriver:

"Kristi budskab giver ikke genlyd i et tomrum, men stiller en opgave i forhold til den situation, vi befinder os i."

Der kan det godt være, at opgaven så hedder otte cylindre og en god karburator, som Amirs far krævede i "drageløberen". Det kan også hedde en bøn, der bliver til en samtale med Gud, som derefter bliver til en slags opdragelse af os selv, en slags udvikling mod at blive et menneske, som kan reflektere over, men også aktivt med sine ønsker kan tage aktivt del i det liv, der skal leves.

Men bøn bliver aldrig bøn i et tomrum, fordi der er vi aldrig. Vi har stadigvæk ansvaret for vort eget liv og vi har ansvaret for et andet menneske.

Livet er broget.

Gud ske lov for det.

Kære menighed

Jeg tror, at I allesammen ved, hvad det her handler om, fordi vi kender det på så mange måder hver for sig og dog stort set de samme. Vi kender det som Dorte i Wassmos roman, at faren var mere pragmatiker og sagde, at nu finder du udveje, og at moren lærte hende det indadvendte arbejde med sig selv og med et håb, der kan ændre livets skæve gang med guds hjælp.

Det bedste vi kan gøre, tror jeg, er at forene begge sider i os, de sider vi har fra tro og vantro, sikkerhed og usikkerhed, tryghed og angst. Vi har det hele med i os fra en barndom, som allertydeligst fortalte os om de forhold, at livet er ambivalent.

Frederik Dessau fortæller i en glimrende kogebog om dengang da Ingemar Stenmark stillede skiene fra sig. Da blev han interviewet i svensk fjernsyn og hyldet for sine bedrifter og guldmedaljer. Selv foretrak han at tale om hvordan det føltes at falde på halen og udgå af konurrencer og være en fiasko for næsen af millioner. Det gjorde intervieweren usikker, for succes er trods alt bedre fjernsyn end fiasko, men Ingemar Stenmark havde indset at vjen til hans succes gik over mange nederlag, at det friheden til at få fiasko, der havde giver ham muligheden for at få succes.

Livet er ambivalent.

Sommetider må vi be om otte cylindre og en god karburator, andre gange må vi tale med Gud i en oplysende bøn.

Amen