"Man kan ikke leve uden poesi"

2.s. i advent

Allerførst et citat:

"Ak, hr. general, der findes i dag kun ét problem, i hele verden kun et eneste: på ny at give menneskene et åndeligt liv, en åndelig uro"

Jeg tror, at det er meget det, som teksten til i dag vil. Lignelsen om de ti brudepiger. Forurolige os, vække os, gøre os opmærksomme, så længe vi er i stand til at være opmærksomme.

Den, der skrev ordene, var Antoine de Saint-Exupery. De er skrevet i 1943, året før han ikke vender tilbage fra en rekognosceringsflyvning over Sydfrankrig.

Kort kan vi måske sige, at teksten til i dag bare skal sige til os: Lad være med at falde i søvn, lad være med at tro, at du er blevet færdig. Livet er vækst. Altid vækst, altid en ild, der brænder eller i hvert fald kan tændes til enhver tid.

Lys på lampen er altid gavnligt. Eller i hvert fald at være parate til, at der kan blive lys. At slukke alle muligheder er det dummeste, vi kan gøre.

Antoine de Saint-Exupery siger videre i brevet til sin flyvergeneral:

"Man kan ikke mere leve på budgetter, politik, isskabe og krydsord. Man kan ikke blive ved. Man kan ikke leve uden poesi, uden kærlighed, uden farver. Det lader sig ikke gøre."

Tænk det er skrevet for så mange år siden! Og så passer det stadigvæk. Jeg tænker på det hver eneste aften, når jeg ser TV-avisen fra DR. Man burde sende dem "Brev til en general" med understregning af dette citat.

Det er som om alt nu til dags kan afgøres ved, om der er penge nok på statbudgettet, om politikken er den rigtige, om vi har sygehuse og køleskabe og andre forbrugsgoder nok, og om vi har krydsord og underholdning nok. Når bare det er i orden, så er alting i orden.

Det er jo trivielt at sige, men der kræves altså mere for at nå til et himmerige. Himmeriget er ikke køleskabe og krydsord, men er poesi, kærlighed og farver.

Så skærper Antoine de Saint-Exupery tonen over for sin general og skriver:

"Der gives kun ét problem, kun ét eneste: på ny at finde frem til et åndens liv, der ligger over intellektets, og som er det eneste, der kan stille mennesker tilfreds."

Hvor er det bare stærk skrevet.

Det går helt ind til benet akkurat som lignelsen om de ti brudepiger gør det.

Vi må have noget mere med. Hele tiden. Noget andet end det, vi tror, er det vigtigste. Det vigtigste er poesi, kærlighed og farver - alt det, der ligger over intellektet. Fornuften er god nok, men den er ikke nok til et menneskeliv.

Hvor vi alene finder tilfredsstillelse er i kærlighedens poesi og farver. Vi lever først, den dag vi begynder at elske. Derfor skal vi i det ny kirkeår, som startede sidste søndag, arbejde for et åndens liv. Hvor har vi i virkeligheden svært ved at bevare et åndeligt liv. Vi kan næsten ikke noget uden, at vi har noget materielt i hænderne.

Bare musik. Musik er liv og bevægelse på både et legemligt og et åndeligt plan, men hvornår sidder vi egentlig stille nok til at falde ind i en partita for klaver eller violin eller cello af Johann Sebastian Bach. Vi må vaske op samtidig med. Vi må tørre støv af. Vi må læse en bog. Gøre et eller andet. Alene at være tilstede i et åndens liv, det er svært for os. Er jeg bange for. Det er det i hvert fald for mig selv. Nu kan jeg ligeså godt lige lave noget andet samtidig med!

Men bare at sidde og blive væk i rytmen, tonerne og det musikalske univers, som Bach lukker op i sin musik, det hører til sjældenheder.

For alvor at være tilstede. Det er alt, hvad det handler om. Lige nu. I dette øjeblik. Ikke andet. At være.

På den måde, mener jeg, at der er meget foruroligelse i dagens tekst. Evangeliet og dermed kristendommen vil ikke lade os i ro i en sikker tro på, at vi er frelste. Den vil efterlade os i uro, for at vi skal blive ved med at lede efter det væsentlige, aldrig at lade energien slippe op, aldrig at lade olien slippe op.

Der er aldrig tid til at give op. Vi må arbejde med påny at finde frem til et åndens liv. Her i advent, forventningens tid, er det ikke nok at tænke i isskabe, som det hed på Antoine de Saint-Exuperys tid. Forbrugsgoder er ikke livet. Poesi, kærlighed og farver er åndens liv. Det er der, vi vil arbejde os hen til. Det er den slags julegaver vi skal give til hinanden.

Brudepigerne og fortællingen om dem er betagende og foruroligende, men er også en fortælling, som vi ikke skal forstå alt for firkantet. Gudsriget og kirken har ikke en lukket dør for de mennesker, der kommer uden olie på lampen. Og da slet ikke en forbandelse og et mørke og et udenfor.

Hele tiden er det nødvendigt at tænke eksistentielt, som kristendommen tænker eksitentielt. Kristendom er en overvejelse, der går på øjeblikket lige nu. Det er nu, himmeriget åbner sig eller lukker sig.

På en tysk kirkedør, stod der, læste jeg et sted: "Vores kirkes dør står åben for Dem. Den indbyder Dem til at overskride tærsklen og træde indenfor. Alt må tages med ind: Deres glæder og sorger, Deres håb og Deres angst, Deres erindring og Deres drømme. De er indbudt til at gå gennem døren."

Det er en fin tekst, som beskriver den indbydelse, der ligger i at komme i kirke og til gudstjeneste. Det er som at træde ind i gudsriget.

Her kan det hele komme med. Også alle manglerne, også al den uoplagthed og energiløshed, som engang i mellem præger os. I gudstjenesten og i kirken får vi en lille forsmag på himmeriget, fordi her kan vi tanke op og være tilstede, selvom vi ikke føler os det mindste opfyldte.

Det eneste vi skal gøre er at tage skridtet over tærsklen. Det vil ikke sige, at redningen er at gå i kirke. Det er selvfølgelig ikke det, som det handler om, men om at vi bliver klar over, hvordan det står til med os, hvor vi er på vej hen, hvad vi vil leve vort liv på, om vi vil sove os igennem det eller være ved alt det gode og alt det dårlige, som vi er kommet til at leve, fordi vi trods alt elskede, mens tid var. På den måde er tro et spørgsmål om et personligt eksistensvalg: hvad vil jeg leve mit liv på?

Jeg tror, det er det, Antoine de Saint-Exupery mener med at leve et åndens liv. At gå til gudstjeneste må på den måde være et udtryk for en personlig involvering i spørgsmålet om, hvad det vigtigste i vort liv skal være. Trosbekendelsen skal være et udtryk for vores lidenskabelige jagt efter et meningsfuldt liv.

Kristendommen fortæller om, hvad der er kan være løsningen, nemlig den kærlighed, som gør os hengivne til livet og til hinanden, sådan som evangelierne fortæller om Jesus. Finder vi ind til den kærlighed, så vil vi altid være på vej mod sandheden.

Ingen har sagt det bedre end den russiske forfatter Dostojevski, som siger sådan her i sin egen trosbekendelse: "Jeg tror, at der er intet skønnere, intet dybere, intet mere dragende, intet så sandt, så klogt, så modigt og så fuldkoment som Jesus Kristus. Atter og atter fyldes jeg ved tanken på ham med brændende kærlighed, og jeg siger til mig selv, at hans lige ikke blot ikke findes, men ikke kan findes. Jeg siger endnu mere: hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er Kristus, og hvis sandheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden."

Amen