Vi længes efter hinanden

2.s.e.påske

Konfirmation

En af dem, der har gjort indtryk på de fleste danskere de sidste par måneder, er x-faktor dommeren Thomas Blachman. Det, der er spændende ved ham, er, at han er levende, så det kan lyser ud af ham. Han er simpelthen drønlevende. Og han kan ikke lade være med at sige, hvad han mener. Han er ligeglad med formen, når bare han får sit budskab ud. Der er noget pragtfuldt fandenivoldsk ved ham, som vi måske godt kunne tænke os at virkeliggøre selv.

Og det er spændende, hvad han siger og gør. Han siger ting med en sådan overbevisning, at vi må bøje os for det. Han har ret. Han lever i en selvudlevering, som dur.

I et interview i DR fornylig sagde han uden at være adspurgt: Vi længes efter hinanden.

Det er bare så flot sagt. Hvem tør sige sådan noget nu om dage. Vi længes efter hinanden. Naturligvis er det det, vi gør. Vi længes efter hinanden som mennesker, fordi vi kan ikke leve et liv alene. Tænker vi kun på os selv og har kun os selv som hovedpersoner i vort liv, er vi fattige - uanset hvor mange millioner af kroner vi har.

Hvem tør satse på det vigtigste, som er, at vi længes efter hinanden. Det er det, vi skal indrømme og det vi skal satse på.

Så kan vi begynde at leve sammen og begynde at være åbne sammen. Vi er dem, vi er. Med alle de ting, der sker i vort liv. Vi skal ikke skjule det. Vi skal ikke gemme det. Vi skal være ærlige og leve. Og vi skal ikke leve som præsten i filmen "Som i himlen", som vi så forleden aften her i kirken og som konfirmanderne så i deres undervisning.

Præsten i filmen tør ikke satse. Han tør ingenting. Når han klapper ved koncerten i Hembygdsgården, så klapper han ikke. Han bevæger bare hænderne som de andre. Han har ingen liv i sig, fordi det vigtigste for ham ikke er at længes efter andre, men at være sig selv. Naturligvis længes han som alle mennesker gør, men han tør ikke. Og når han så endelig møder sin kone i en kærlighedsnat efter 20 års ægteskab, tør han alligevel ikke lade længslen være virkelig.

At være et menneske, er at acceptere og forstå, at vi længes efter hinanden. Præsten tør bare ikke. Han sidder i sit lille kongerige som er sognet og ingen i det sogn, tør leve ærligt.

Filmen afslører Thomas Blachmans udsagn: Vi længes efter hinanden. Vi længes i en sådan grad, at alting er bestemt af det og skal være bestemt af det. Ingen i det lille svenske sogn, som vi følger i Kay Pollaks film, tør erkende, at de længes efter hinanden. Først da dirigenten Daniel lukker dem op med musikken, forstår de, hvor meget de har gjort hinanden fortræd, fordi de ikke turde længes efter hinanden.

Det mest utrolige i filmen er den gamle mand, som ved en fest i koret rejser sig og erklærer sin kærlighed til en jævnaldrende kvinde. Jeg har elsket dig siden vi gik i barneskolen, siger han til hende.

Men alle årene er gået uden at han turde erkende sin længsel efter hende. I alle årene bar han på den viden, at han elskede hende, men han turde ikke vedkende sig den viden, han ville ikke erkende, at han længtes efter hende. Han turde bare være sig selv og derfor ulykkelig og ensom.

Det var først da musikken lukkede ham op, at han turde.

Hvor er det dog forfærdeligt, dersom vi skal komme til at leve et helt liv, inden vi når ind til den vigtigste af alle erkendelser, at vi ikke lever for os selv, men for hinanden.

Skidt med hvordan vi kommer fra alting, bare vi tør være ved, at vi længes efter hinanden.

Kære menighed

Det er det, vi er kommet for at minde hinanden om, at vi længes efter hinanden. At der er noget imellem os, der er vigtigere end alt andet. At der er et stof imellem os, der bestemmer vore liv og giver det evighed.

Måske kan vi kalde det faktum, at vi længes efter hinanden, for Gud. Gud findes i vores længsel efter hinanden og Gud bliver virkelig, når længslen bliver til kærlighed imellem os. Gud får eksistens, når ensomheden forsvinder, og vi begynder at tage os af hinanden.

Godhed og troskab følger mig så længe jeg lever, skrev salmisten i det gamle testamente. På den måde er Gud levende i blandt os, når vi bliver til godhed og troskab i hinandens liv.

Gud findes i den sætning om, at vi længes efter hinanden. Gud skal ikke findes i dybsindige bøger eller hellige kirker, men i hjertets længsel. Derfor er den længsel noget af det vigtigste i vort liv. Med længslen efter hinanden skal vi bygge vores verden og vores samfund. Med længslen efter hinanden skal vi lade os vejlede til at blive levende mennesker med et bankende og godt hjerte.

At holde den længsel efter hinanden i live, er at søge efter Gud i alt, hvad der er.

Fortællingen om Gud i det ny testamente er en fortælling om et menneske, der ville være hyrde for andre. "Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene", siger Jesus i teksten.

Skal jeg kort referere, hvad Bibelen handler om, så er det længslen efter hinanden. Gud åbenbarer sig i den længsel, når den forvandler sig til omsorg og kærlighed, til ansvar og tillid.

At være kristen er at forsøge at blive hyrde for hinanden, er at forsøge at lade længslen efter hinanden forvandle sig til et ansvar for hinanden og til kærlighed.

Skal vi for alvor ønske noget godt for jer konfirmander, så er det, at I altid må huske, at det er det vigtigste, det der finder sted imellem mennesker og som hedder længsel. Lyt altid efter den længsel, så lytter I efter Gud, og så nærmer I jer det levende.

I skal så mange ting i jeres liv, og I skal lære så meget, men det vigtigste kender I allerede. I kender kærligheden, som I har fået så meget af af jeres forældre, og som I ikke har kunnet leve uden. Gud er i den kærlighed. Lad den kærlighed vokse og lad den blive til en længsel efter alle mennesker og til hele verden, så vil verden lukke sig op for jer. Lad længslen vokse og den vil give jeres liv dybde og storhed. Amen