Vort liv ikke er bestemt til at være en dusinvare 18.s.e.trinitatis

Salmer: 36,49,,610,477,786

Denne smukke sensommeraften har vi meget fine tekster for os i gudstjenesten. Og hvis ikke vi var opmærksomme på det før, så må vi blive det nu. Gud er værd at overveje. Vi skal måske opdage Gud på samme måde, som vi engang opdagede Amerika eller tyngdekraften.

Gud kan gennem gudstjenesten blive en medspiller i vort liv, så vi ikke er gået forgæves til kirke, men kan gå videre på en ny måde, som vi måske ikke vidste om. For-fatteren Isaac Bashevis Singer stiller det sådan op et sted: at arbejde med sig selv og med det at være et menneske kan gøre det klart, at et menneske, der vil leve et helligt liv og levned, det menneske stiller krav til sig selv, mens kæltringen i os bliver ved med ikke at lære noget og derfor altid stiller krav til andre.

Nu har vi hørt i evangeliets smukke tekst om vintræet og grenene, og hørt, at vi hører til på stammen. Vi er i forbindelse med det allervigstigste, vi er i forbindelse med Gud, med det inderste i livet.

Der sker noget i gudstjenesten. Vort liv bliver nu i Guds besked til os om, at vi er medlemmer, lemmer på hans krop, grene på hans træ, at vort liv bliver bestemt af hans opstandelsesliv.

Alting bliver nyt. Fra nu er det gamle forbi. Vi hører til et nyt sted. Vi hører til på Guds stamtræ, Gud blandes ind i vores liv og fjerner al unødvendig og dum bekymring for, om vi er gode nok, og Gud giver os i stedet retfærdighedens og kærlighedens og barmhjertighedens liv.

Det vil sige, at selvom vi indimellem gør vort liv til en sopeopera og tror, at vi skaber det selv, så sker underet i gudstjenesten, at vi i dåben og i nadveren har fået et Kristussignatur på os, der betyder, at vort liv ikke er bestemt til at være en dusinvare.

Det er igen Anna Marie Aagaard, jeg bruger. Det er hendes udtryk. Gudstjenesten siger, at vort liv ikke er bestemt til at være en dusinvare.

Vi er unikke, når bare vi vil erkende at vi er en gren på Guds træ og et medlem i Guds rige, og at vi ikke selv skal styre os igennem alting.

Kære menighed

Dette efterår vil jeg være inspireret søndag efter søndag af Anna Marie Aagaard, som altså er min gamle lærer fra universitetet i Århus og som nu skriver ud af sin store visdom og lægger det ud på nettet. Her kan man læse hendes sidste bog, som ikke er færdigskrevet. Tre kapitler er det blevet til indtil nu. Kapitler om hellighed.

Hvad vil det sige at være et kristent menneske. Det vil sige, at vi bliver bevidste om, at vi er grene på Guds livstræ, at vi bliver bevidste om, at vi er i Gud og Gud er i os.

Men det kræver arbejde, skriver Anna Marie Aagaard. Og hun referer en tegneseriestribe fra "Radiserne", som viser Lucy med en dukke, der har hænderne snøret sammen. Søren Bruun spørger: "Er det den bedende dukke, du havde med i skole?" Lucy svarer: "Ja, er hun ikke sød. Hendes bedende hænder holdes sammen af burrebånd". Søren Bruun siger så: "I femte kapitel af Thessalonikerne står der "Bed uden ophør". Og så forstætter han. "Gad vidst om man kan bede uden burrebånd. Lucy vender sig væk: "Jeg aner ikke, hva' du taler om".

Kan man bede uden burrebånd? Nej, siger kristen tradition. Der skal indlæring og trostradition til for at kunne bede til de kristnes gud. Der skal trossamfund til - skriver Anna Marie Aagaard.

Det er det, vi arbejder på at være i aften. Et trossamfund, som kan få hver enkelt af os til at forsøge at leve med opmærksomheden vendt mod Gud og ikke mod os selv.

Det er en livslang indøvelse i kristendom, en livslang indøvelse i at blive en sandfærdigt menneske. Et menneske, som ikke har sig selv som centrum, men som har sin næste som bindeled til at blive levende og at være tilstede.

I en svensk tegneserie spør Hägar: "Hvad er nøglen til lykke?" Svaret kommer fra selveste St. Peter: "Afkald, fattigdom, faste og seksuel afholdenhed". Hvortil Hägar siger: "Er der ikke en anden deroppe, man kan snakke med?"

Nej, svarer Anna Marie Aagaard. Der er ikke nogen anden, man kan snakke med. Indøvelse i kristendom kræver disciplin. Det drejer sig om at lære at se: se sin omverden som skabt af Gud; se sine medmennesker, sin familie og den elskede som Guds ikoner, Guds billeder; se sig selv som Guds ven.

Det er det teksterne til i aften handler om, at vi bliver bevidste om, at vi har fået mulighed for at se verden på en helt ny og vidunderlig måde.

Vi kan holde fri fra janteloven; vi kan holde fri fra selvbebrejdelserne; vi kan holde fri fra de kun halve sandheder; det utroværdige spin; tilsvining af andre og en afbleget moral.

Vi skal lade biblens fortællinger om opstandelsens Gud være fortællinger om netop vores verden og vort liv. Der er plads til nyt. Vi skal ikke sidde i alt det gamle bras længere. Vi skal ikke forsvare os med næb og klør, for der er ikke noget at forsvare. Vi skal derimod åbne os for et ny liv, hvor vi ser hinanden som Guds ikoner. Vi skal se vores medmennesker, vores familie, vores elskede som Guds ikoner. Det er bare med at komme i gang. Det er det, som det handler om.

At være kristen er at leve hverdagen på Guds måde. Det er at forstå alt som en gave, som vi kun med taknemmelighed kan tage imod.

Det morsommme er, dersom vi for alvor tager gudstjenesten alvorligt, at den netop befrier os fra det tomme overmod, det overmod, hvor vi tror, at det er os selv, der hele ugen indtil næste søndag er vores egen lykkes smed. Det er det ikke. Og gudstjenesten befrier os fra den lammende fortvivlelse, som kommer, når vi tror, at vi kan ødelægge hinandens liv.

Men kristentro kræver burrebånd. Vi bliver nødt til at gå i kirke, at høre teksterne, at gå til alters, at være tilstede med hele vort hjerte. Vi må forvandles til et nyt liv, hvor vi begynder at spire med Guds egen vækst.

Vælger vi den måde at leve på, så fanges vi ind i solidaritet med hinanden som medlemmer på Kristi krop, som grene på Guds livstræ. Og så kan vi ikke undgå at skulle øve os i at følge Kristus efter med en livspraksis, som kommer andre mennesker til gode som kærlighed.

Gud give os burrebånd og selvdisciplin, så vi for alvor kan begynde at leve som kristne mennesker.

Amen