"Væn jer til at leve, så det gør en forskel..."

17.s.e.triniatis

Salmer: 4,598,270,,612,477,520

Forfatteren Anne Marie Løn har skrevet en ganske vidunderlig roman, som hedder "Kærlighedens rum".

Det allerbedste sted i romanen er, hvor hun skriver om tilgivelse. Hun skriver:

"Tilgivelsen var åbenbar i de første favntag på trappen og gik med os ind i rummene, stod i atmosfæren som en ordløs kraft hen over bordet og måltidet mens vi spiste, gik ind i mundene med brødet, maden og vinen og fyldte vores kroppe med aflad. I hvert blik, hver berøring, i hvert et åndedrag erkendte vi en fælles skyld og sonede hver sin brøde."

Det er meget smukt at forestille sig to menneskers møde på sådan en trappe. De har været borte fra hinanden, der er sket noget, som ikke skulle være sket. Men alligevel er de båret af en kraft og af en magt, som viser sig i de første favntag på trappegangen. Tilgivelsen var tilstede i de favntag. Kærlighedens rum omgav dem, så der var plads til alt det, der var nødvendigt: tilgivelse, erkendelse af fælles skyld, respekt og ansvar for hinanden trods alle svigt. Det altomfattende liv ville de tage hånd om sammen.

Og det er smukt at forestille sig dem sidde ved bordet senere og se, hvordan tilgivelsen står i atmosfæren som en ordløs kraft som går med ind i mundene med brødet og vinen, og fylder dem med forsoning og tilgivelse.

Ja det er næsten det smukkeste, jeg har læst som udlægning af nadverens indhold overhovedet noget sted.

Og, kære menighed, jeg kan heller ikke lade være med at læse det som den allersmukkeste udlægning af dagens evangelium om tolderen Levi, der kaldes ind i kærlighedens rum. Levi sidder alene ved sin toldbod, forladt af alle, for ingen ville have med den slags kollaboratører at gøre. Han var gået i besættelsesmagtens tjeneste og kunne ikke forvente andet en foragt og isolation.

Ved allerførste blik fra Jesus, da Jesus får øje på ham ved toldboden, er tilgivelsen åbenbar. Og den får ord på, Levi døbes på stedet med sit navn til kærlighedens rum. Levi Alfæus' søn, følg mig. Og de følges ind til bordet og igen opleves det nye, det altforandrende og det altomfattende, som himmeriget er. Tilgivelsen står i atmosfæren som en ordløs kraft hen over bordet, der er dækket med brød og vin.

For på vejen hjem har Levi nået at bestille mad og invitere folk, nemlig alle de andre, som var i samme vogn som han selv. De var dem, de andre ikke gad lege med. Syndere og toldere. De gik nu med ind til en af de første nadverfejringer i evangeliet. Jesu sidste måltid med sine disciple skærtorsdag aften er på den måde bare en fortsættelse af alle de måltider de havde delt med hinanden undervejs i det rum, hvor tilgivelsen var som en ordløs kraft.

Og udenfor stod de rigtige, farisæerne og de skriftkloge og så forundrede og med mistro på, hvad det var, der skete. Skulle himmeriget være for syndere og toldere, spurgte de hinanden.

Skulle Guds rige være et sådan kærlighedens rum, hvor alle skulle vise hinanden respekt og bære ansvar sammen. Det ville de nok betakke sig for at komme med i, hvis det var med syndere og toldere.

Men inde hos Levi er stemningen som til et bryllup. Her skal ikke fastes, men festes. Og tilgivelsen giver dem alle deres selvrespekt tilbage, så de kan begynde et nyt liv. Følg mig lyder nu til hele selskabet. Det her kan betale sig at følge efter, for nu begynder der et nyt liv.

Nu er tavlen vasket ren, fordi de er kommet ind i kærlighedens rum, hvor tilgivelsen fylder alting ud med fornyet livsmod og tro på fremtiden.

Det kan godt være, at der kommer til at ske noget forkert igen, ja måske allerede i morgen, men nu har de mødt det favntage, hvori tilgivelsen er tilstede.

Kærligheden går rundt i Jerusalem og kalder på folk og alle bliver lige under tilgivelsens måltid. Der er ikke noget at sige til, at den mand bliver en trussel mod alt bestående og at han må skaffes af vejen i påsken.

Men intet kan stå evangeliet i vejen. Alt skal blive nyt. Det gamle sprænges som mørnede sække, og den unge vin skal flyde og berige de mennesker, som tror på ordene.

Og dagen efter skal Levi så begynde at leve et helligt liv og levned. Spiritualitet skal nu afløse den romerske pengestrøm ned i hans lomme, og det kan nok være, at Levi får sine problemer. Vi ved ikke noget om hans fortsatte liv, men han vil komme til at opdage at spiritualitet i kristendommen er pratisk orienteret. Åndens liv skal leves som hverdagsliv og vil altid være bundet i forholdet til næsten.

Anna Marie Aagaard fortæller i sin bog "Ånd har krop" om en af de gamle kirkefædres arbejde med, hvad et helligt liv og levned består i. Det er Johannes Chrysostemos, der levede i det fjerde århundrede.

I en påskeprædiken fortæller han, hvad der er sket med Levi og med enhver, der bliver døbt ind i kærlighedens rum: "Indtil i går var I i fangenskab, men nu er I frie mennesker. I har tidligere levet i syndens skam, men nu lever I i frimodighed. I er ikke bare frie, men I er hellige."

Og han foreslår Levi og alle os andre, der vil øve os i at leve et helligt liv og levned, følgende værktøjer:

"Gør gode gerninger, så dine omgivelser vil takke Gud

Lad være med tom, upræcis tale

Prioritér gudstjenesten frem for sammenkomster, der bare er fyldt med nonsens

Lad ydre adfærd afspejle sjælens skønhed

Lad være med at spise og drikke for meget

Tæm vreden og forfængeligheden."

Det kan godt være, at det måske vil bære en god ide at afprøve værktøjerne en for en, at gå dem efter for at se, hvordan vi egentlig selv fungerer som et kristent menneske. At få sine omgivelser til at takke Gud, fordi vi findes, må jo være en lykke, den største! At spare tungen for al tomhed i talen, kan bestemt også være værd at overveje. At sætte gudstjenesten højest i stedet for nonsenssammenkomster, går jeg ind for. At lade den ydre adfærd afspejle den kærlighed fra Gud, som vi har fået, bør vi øve os i.

Det er bemærkelsesværdigt, at åndens liv i høj grad er hverdagsliv og at åndens liv er bundet i gensidighed til "den anden". Kristen spiritualitet er praktisk, er tilmed eftertænksomhed med hensyn til at spise og drikke, og er altid bundet til hverdagen og næsten. Reglerne handler i virkeligheden om at leve koncentreret omkring det vigtigste, at vi lever på helt nye vilkår, hvor alting i livet kan erfares som noget stort og smukt, og hvor vi selv må gøre os umage med at bruge de værktøjer, så vort liv kommer til at afspejle den værdi, Gud har sat på os. Vi skal ganske enkelt anstrenge os på, at vore handlinger kommer til at afspejle den tilgivelse og den kærlighed, som vi har mødt fra andre mennesker og i evangeliet.

"Væn jer til at leve, så det gør en forskel i forhold til det herskende samfunds sædvaner", siger Chrysostemos til sine elever. Ny vin på nye sække.

Kære menighed

Jeg tror ikke personligt ikke ret meget på nymoralisme eller på moralisme i det hele taget. Alligevel tror jeg på, at det kan være gavnligt at koncentrere sig om at være et ordentligt menneske. Akkurat som det er nødvendigt at træne, dersom man vil øve en idræt, f.eks. cykling. Ellers kan man bare ikke følge med de andre.

Og alligevel er det ikke træningen i at være et ordentligt menneske, der er det første. Det er Guds accept, at vi bliver set af den livskraft, der er i evangeliet, at vi bliver inviteret med ind under tilgivelsens atmosfære sådan som Levi blev det. Har vi som Levi oplevet en sådan fest, hvor alting kan begynde forfra og hvor dagen i morgen er helt ny, så forvandles vi.

At gå til gudstjeneste er gavnligt for begge dele, for i gudstjenesten mindes vi om den kærlighed, der tilgiver ved første favntag, og i gudstjenesten mindes vi om, at vi skal leve, så det gør en forskel.

Det er vist ganske velkendt fra vort daglige liv med hinadnen. Når vi af et andet menneske bliver set på med sympati, når en anden siger god for os, så bliver vi automatisk mere opmærsomme på netop det menneske, så vil vi koncentrere os mere om overfor det menneske at være sympatiske. Får vi godhed og tillid fra en anden, kan vi ikke lade være med at vise godhed og tillid tilbage.

Evangeliets bevægelse er den samme. Den vil vise os Guds sympati, så selv en kollaboratør kan få lov til at få sin selvrespekt tilbage ved at øve sig i et helligt liv og levned. Det er nok begge dele der skal med.

Kærlighed og øvelse.

Det er dagligdagens liv som kristne, der er det åndelige liv. Gudstjeneste er at tjene Gud med det liv, vi lever. Derfor må vi hele tiden koncentrere os.

Amen