en livsform...

16.s.e.trinitatis

Salmer: 402,218,171,,224,477,661

I meget af det, jeg arbejder med i prædikener lige nu, vil I kunne finde indflydelse fra en af mine gamle lærer fra Universitetet, som fornylig var på besøg her på kysten, Anna Marie Aagaard hedder hun. Hun er dr.theol. Ja hun var faktisk danmarks første kvindelige doktor i teologi. Det blev hun i 1973, hvor jeg gik på Universitetet og fulgte en enkelt øvelse hos hende. Siden har jeg ikke rigtig fået læst så meget af hende, hvilket jeg nu fortryder, for det er spændende, det hun arbejder med. Hun starter i Det gamle Testamente, men skifter til dogmatikken og det, hun arbejder med lige siden firserne, er dialogen mellem teologi og kirke.

Her er hun også spændende. I Danmark har vi en meget fin og gedigen uddannelse af præster. Vi skal den vej rundt omkring Universitetet for at kunne søge stilling i den danske folkekirke. Men teologisk fakultet er fri i forhold til kirken. Det er ikke bundet af kirken. Det er alene bundet af Universitetets krav om videnskabelighed. Derfor undervises teologer stadig i hebraisk og oldgræsk, fordi det er nødvendigt at få et førstehåndskendskab til teksterne i Bibelen. Og alligevel er det jo sådan, at der alene drives teologi, fordi der skal holdes en prædiken i kirken henne om hjørnet på søndag.

Men hvor er jeg dog enig med Anna Marie Aagaard i meget af det hun skriver. Sammenhængen med kristen-dommens tekster og menighedens liv kan hun beskrive sådan her:

"Den kirke, der i dåb og nadverfejring bliver Kristi legeme i verden, får dermed en livsform, hvor mennesker bliver til mad, til liv og til ren gave for hinanden."

Så er det simpelthen, at jeg må have fat i blyanten, så jeg kan komme til at understrege det. For det er sådan, det også hænger sammen for mig, at kristendom kommer til at få betydning i vort daglige liv, at dagligdagen bliver mærket af den, at hver dag bliver en flig af Guds himmel, fordi vores livsform tager form af Guds vilje.

Sidste søndag var vi inde på det med hensyn til, at det, vi tror på, skal have krop. Altså f.eks. at tilgivelsen skal have krop på den måde, at vi giver den krop ved at tilgive andre. Ellers findes den ikke. Kristendom er interaktiv. Hvis kristendom ikke er det, findes den kun som historie og ikke som en levende organisme.

Troen findes ikke, dersom vi ikke tror.

Det vi vil søge søndag efter søndag er den livsform, hvor vi bliver til mad, til liv og til ren gave for hinanden. Jeg har i bordtale efter bordtale arbejdet med det, at ligesom vi i nadveren forstår, at Gud giver sig selv og sin livskraft, opstandelseskraft og krop til os, sådan vi blive hinandens daglige brød og vin.

Kære menighed

Det handler altså om, at vi er de mennesker, der med søndag og de følgende ugedage, hver eneste dag forsøger at finde den livsform, så vi giver Kristus liv. Det gør vi ved at vi bliver til liv for hinanden. Det lyder måske højtsvævende, men det er meget kropsligt og hverdagsagtigt. Det handler om at være til i hinandens liv.

Det er det, der er opstandelsen og forvandlingen i at være et kristent menneske. Det er, at vi tror på, at livet og forbindelsen i mellem os er hellig, er absolut, og at den har evighed i sig.

Hvad vi siger i trosbekendelsen om den treenige Gud og hvad vi synger om i salmerne og hører om i teksterne, får kun indhold og troværdighed af, hvad vi gør for at finde den livsform, hvor vi bliver til liv og til ren gave for hinanden.

Altså igen handler det om, at det er os, der skal give opstandelsen krop. Og nu skal vi tage fat i dagens evangelium, som er blevet kaldt "Efterårets påskedag". Derfor skulle vi synge påskesalmen Krist stod op af døde, som også altid blev sunget efter jordpåkastelsen i gamle dage.

Anna Marie Aagaard har arbejdet meget med katolsk teologi, men også den østlige teologi, altså den orthodokse. Her har hun også arbejdet med de unikke billeder af Kristus, ikonerne. Hun skriver et sted i bogen: "Ånd har krop" følgende:

"Orthodokse opstandelsesikoner viser Jesus i dødsriget i færd med at rejse Adam og Eva fra Hades' dyb. En tidlig russisk ikon fra Novgorod fra det fjortende århundrede rummer en indskrift. Der står "Vor Herre Gud, Jesu Kristi opstandelse". Men hvad vi ser, er Adams og Evas opstandelse, men forkyndelsen lyder: Dette er Jesu Kristi opstandelse."

Kære menighed

Sådan tror jeg ganske enkelt, at vi kan oversætte og forstå "efterårets påskedag" om Lazarus. Kristendommens opstandelsestro får krop og troværdighed, når vi lever et liv, som har evighed i sig, som har så meget håb og tro i sig, at vi ikke mister troen trods sygdom og død.

Kristi opstandelse er vor opstandelse.

Derfor malede ikonmaleren Adams og Evas opstandelse og skrev nedenunder: Jesu Kristi opstandelse. Opstandelse i sig selv er en umulig ting at tale om. "Al kristen tale om opstandelse hører hjemme i denne relation", skriver Anna Marie Aagaard, altså i relationen til os og i den måde, vi lever vort liv på.

"Kristen tro og teologi forudsætter kirke og gudstjeneste henne på hjørnet - et konkret, socialt og historisk trossamfund", skriver hun.

Godt nok elsker vi at sige, at vi godt kan være gode kristne uden at gå i kirke, og at vi kan dyrke Gud ved at gå en tur langs stranden eller i skoven eller ved at kigge ind i os selv, men at være bundet til kirken og dens dåb og nadverfejring giver os på en helt anden måde en håndgribelig adgang til at finde den livsform, hvor vi bliver til liv og til gave for hinanden, for det er det, vi hører hele tiden i hver eneste gudstjeneste og i hver eneste tekstlæsning og i hver en salme vi synger. Her korrigeres vi ustandselig i vores livsform.

Og langsomt bliver vi forvandlede til Kristi legeme her på jorden, til en menighed, der holder fast ved, at livet leves bedst under den form, hvor vi hører om, at kærlighed til Gud og til næsten hører sammen, ja at kærligheden til Gud netop får krop og virkelighed ved, at vi nærmer os den livsform, hvor vi har kærlighed til hinanden.

Det er altsammen det, der er gemt i den tredje trosartikel:

Vi tror på Helligånden

den hellige almindelige kirke,

de helliges samfund

kødets opstandelse

og det evige liv

I første og anden trosartikel fortælles der om Guds gerninger, om skaberen og om Jesus, Guds menneske på jorden.

Men i tredje trosartikel er det os, som en hellig almindelig kirke og et helligt samfund, der fortæller Guds historie videre og giver den liv og krop.

Trosbekendelsen låner ord til vores "ja" til selv at være en del af Guds historie, og til at vi vil leve vort liv bestemt af kristendommens Gud. Altså at vi - med alle mulige afveje og vildveje undervejs - trods alt vil lede efter den vej, der fører til den livsform, som genformer og gendanner os i Guds billede.

Dette er, hvad vi tror med det fællesskab, vi har her omkring gudstjenestens indhold og trosbekendelsens fastholden ved syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Ja det er præcis i den fortælling vi lever og elsker og spiller tiden alt for meget og kommer til kort og dør og håber alligevel. Når vi slutter trosbekendelsen med et amen, så er det det samme som at sige, at vi kan og vil ikke andet, for her findes det, vi har brug for, for at komme til at leve et liv med Gud og med evighed i sig.

Kristendom er en praktisk religion. Nu må vi ud at vise, hvordan vi lever et opstandelsesliv i stedet for et dødbiderliv.

Amen