Men jeg er iblandt jer som den, der tjener!

1. s.i fasten

Jeg tror, der er en ting, som er meget vigtig at gøre sig klart, når vi går og overvejer, hvordan vi skal forholde os til kirke og kristendom, det er, at vi har ret til at forholde os til evangeliet, at lytte til evangeliet, uden derfor at skulle overtage to årtusinders dogmatik og overtro og magtmisbrug i kirken.

Det er i hvert fald en ret, som jeg synes, det er nødvendigt at kæmpe for, retten til at lytte alene til evangeliet og ikke samtidig at skulle lytte til al den støj, som kirken i tidens løb har lavet.

Jeg kan godt forstå, at man kan blive nødt til at vende kirken ryggen, når man præsenteres for dens magtmisbrug. Fornylig var jeg selv i Radio Solymar for at debattere og protestere mod den katolske kirkes nyligt skrevne manifest angående dens syn på familien. Det var virkelig en makaber og sort tekst hentet ud af nationalkatolicismens mørke tid under Franco, hvor kirken ovenfra fortalte, hvad vi måtte gøre og især hvad vi ikke måtte angående kærlighedsliv og familieliv.

Jeg tror, at rigtig mange mennesker har meget svært ved at acceptere kirke og kristendom på grund af sådanne holdninger, som f.eks. kom til udtryk dér, men som jo også kommer til udtryk mange andre steder. Tænk på, hvad der sker af overgreb i bibelbæltet i Amerika, fordi kirken også der tænker fundamentalistisk og totalitært.

I det hele taget er det svært at acceptere en kirke, som vil bestemme og have magt over mennesker. Det skal en kristen kirke naturligvis ikke have. Det er en helt umulig forestilling, som slet ikke passer med det vi hører, når vi lytter til evangeliet.

Jolanta gav stærkt udtryk for det forleden aften i sit foredrag her i huset, hvor hun fortalte om, hvordan onkel Stalin på den ene side, fortalte hende i hendes polske barndom, at hun og hendes familie var forkerte og hvordan kirken på den anden side i virkeligheden sagde det samme og altid var efter alle for at give dem skyldfølelser overfor Gud.

Det var en form for undertrykkelse, der i virkeligheden var ud af samme slags. Og det bliver det, hvor totalitarisme bliver rådende.

Kære menighed

Nu vil vi så forsøge endnu engang bare at lytte til evangeliet. Den sætning som for mig står og lyser allermest i dagens tekst er den sætning, hvor Jesus siger: Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

Det er den allermest afgørende sætning i evangeliet til i dag og den kan også blive afgørende for, hvordan vi kommer til at forstå os selv og vort liv.

For mig bliver den sætning billede på, hvad evangeliet handler om hele tiden og som vi ofte har så svært ved at acceptere. Det handler om vores forståelse af Gud. Og dermed også en forståelse af os selv.

Gud er ikke længere den magtfuld metafysiske Gud, der sidder som dommer ovenover alting. Evangeliets hele indholder handler om, at Gud langt om længe opgav den status, at han blev menneske, at han gik helt ind i menneskelivet og blev, hvad vi alle brude være: en tjener, som i alle sammenhænge ville kæmpe for det gode liv.

I går sad jeg sammen med konfirmanderne og læste i anden mosebog om de ti bud. Der læste vi blandt andet følgende:

"Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled."

Heldigvis kan konfirmanderne godt se, at det er en Gud, som de ikke kan acceptere. Forrige gang læste vi Jobs bog, hvor de virkelig også var forargede over den Gud, som tillader Satan at slå Job med ulykker, med død og med sygdom bare for at prøve ham.

Sådan en Gud, der vil straffe uskyldige slægtled, hvis fædrene ikke llige gør, hvad der bliver sagt, en sådan Gud er temmelig egoistisk.

Der er jo ikke andet at gøre end at sige til konfirmanderne: den her bog, bibelen, den er en bog, der over et stræk på langt over tusind år forsøger at fortælle om, hvordan Gud er. Det sker på mange måder, men vi skal se med kritiske øjne på den, når vi læser den. Naturligvis. Og vi skal se, hvordan Gudsbilledet forandrer sig fra Mosebøgerne til evangelierne. Hvordan Gud går fra at være en metafysisk skæbnegud, som egoistisk med voldsomhed forsvarer sin ret til at være Gud. Hvordan Gud farer frem med voldsomhed, hvis mennesker ikke opfører sig ordentlig, ja ligefrem lader en vandflod udslette næsten alle mennesker som straf for deres fejlagtige liv.

Ganske umærkeligt forandrer Gudsbilledet sig. Det er som om, at Gud bliver lidt mere afdæmpet med alderen, ja i salmernes bog får han ligefrem kærlige træk. Den ophøjede himmelske despot kommer lidt mere ned på jorden og forstår sin skabninger lidt bedre.

Men i evangelierne har Gud endelig fundet ud af, hvad det var Gud skulle være, kan man sige. Gud abdicerer fra sin majestætiske ophøjethed. Nu bliver Gud et menneske, han inkarnerer sig, bliver kød og blod, og i evangeliet til i dag siger han det ganske tydeligt: Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

Så, kære menighed, nu åbnes der for et ganske andet gudsforhold en frygtens og underdanighedens gudsforhold. Nu kan vi i den kristne tro se en Gud, der ikke er almægtig, men som sammen med os mennesker vil kæmpe for at det gode skal triumfere.

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer måtte under holocaust tænke nye tanker om Gud, for hvor var Gud henne i al den djævelskab Hitler lod vælte ud over jorden. Og da tænker Bonhoeffer netop sådan om Gud, at han ikke er en ophøjet almægtig Gud, som kan løse alle problemer og konflikter, hvis han vil, men som en Gud, der sammen med og i mennesker vil kæmpe for det gode liv.

Vi skal ikke være paver og biskopper, der vil bestemme over folks liv og sige, hvad de må og ikke må gøre. I stedet skal vi som kristne være dem, der tjener. Vi skal være til hjælp for alle mennesker. Vi skal ikke gøre os store, men være sammen i frihed.

Møllehave har et digt om det. Han skriver:

Hvordan kan han sige

Guds rige er nær?

Du føler dig lille

og ingenting værd.

Hvor medlidenhed findes

er Guds-rigets sted,

og dem du kan dele

din lidenhed med.

Han laver som så ofte et ordspil på lidenhed og medlidenhed.

Hvor medlidenhed findes

er Guds-rigets sted,

- og det er ganske vist, for at gå ind i hinandens liv og bære med på hinandens lidelser, det var det Jesus lærte os, at vi skulle bruge vort liv på. Og når vi gør det, så er vi på gudsrigets sted.

Men så leger han med ordet og skiller det ad og siger, at gudsrigets sted er det sted, hvor vi indser vores lidenhed. Vi skal ikke gøre os store, men være ved vor lidenhed. Så kan vi være med i det samarbejde med Gud, som vil kæmpe for det gode liv.

Jeg kan ikke se rettere end, at hvis vi for alvor lytter til evangeliet og sorterer al den støj fra, som kirken har afstedkommet, så finder vi en kristendom som i sig selv er meget demokratisk og som kun handler om en eneste ting, nemlig kærlighed. Gudsbilledet er blevet ændret fra at være overjordisk, fra at være voldelig og despotisk, til at blive en tjener.

Der er en smuk lillebitte scene i La Vita e bella, Livet er smukt, hvor hovedpersonen skal lære at være tjener, han skal bøje hovet i ærbødighed for sine gæster, og hovedsonen bøjer sig helt ned i en ret vinkel. Nej det skal han ikke, han skal bare bøje sig som solsikken, for det er ikke underdanighed han skal forestille, men derimod billedet på Gud selv, som vil være menneskets tjener.

At være tjener er menneskets ypperste lod i dette liv. Ikke at være hersker, men derimod vide, at alt afhænger af, at vi elsker. Alene kærligheden kan sætte os i stand til at have medlidenhed med hinanden og således fremkalde Gudsrigets sted.

Elsk Gud overalt og din næste som dig selv. Deri gemmes hemmeligheden om livet. Og Gud er i den kærlighed og den har intet at gøre med magtfulde kirker og magfulde mænd i lange klæder.

Amen