Dagens Lys

1.s.i advent 2007

Engang i løbet af sommeren kom der et menneske ind på kontoret med en gave til mig. Det var en tekst og nodebog samt en dobbeltcd med 30 nye salmer. De er skrevet i 2005. Der skrives salmer som aldrig før i Danmark. Jeg sagde mange tak. Nu har jeg hørt dem. Det var en rigtig god oplevelse.

Marianne Harboe har skrevet salmer. Hun er uddannet billedkunstlærer, men arbejder nu på et hospice. Hun ser altså dagligt menneskers glæde og sorg; hun ser lykken ved at kunne se tilbage på et liv og sorgen over at skulle tage afsked med det.

Hun fortæller, at den første salme skrev hun skærtorsdag i 2005. Samme dag satte hun sin mand, Hans Dal, der er musiker til at skrive en melodi til den. Dagen efter skrev hun den næste, og han satte den i melodi. Da de nåede til høst var der 30 salmer.

Hun fortæller i et interview, at hun slet ikke var klar over, at hun var så kristen. Det lå gemt i hende. Ordene og især det, at hun med ord og musik kunne bruge kristendommen som en måde at leve med glæde og sorg på, med håb og håbløshed.

Salmerne er ikke teologisk bundne. De er gudskelov bundet i eksistensen, som Marianne Harboe oplever den og i Jesu ord og i Guds kærlighed, siger hun.

Nu skal I høre en af salmerne, som jeg vil bruge til i dag den første dag i kirkeåret. Nu er vi samlet som menigheden i Nazareth. Hvordan vil det gå os? Vil vi have bedre ved at lytte til ordet, end de havde?

Første vers lyder sådan her:

Når dagens lys står lavt og gråt.

Når livet leves tomt og småt.

Mit hjertes puls slår ganske tyst.

Forstummet glæde, svunden lyst.

Så kom, jeg be'r dig kom til mig,

og vis min længsel, håbets vej,

og vis min længsel, håbets vej.

Det er et vidunderligt vers, som afspejler os, når vi ikke lever alt for godt, og som afspejler menigheden i Nazareth den dag, hvor Jesus rejste sig for at læse i synagogen.

Når dagens lys står lavt og gråt.

Når livet leves tomt og småt.

Det er en dårlig måde at leve på. Og vi ved det godt, når vi er i den situation. Selv ved sommertide står dagens lys lavt og gråt. Og livet leves småt. Det er et godt udtryk. Når vi så møder noget, der er meget større, så kan vi reagere som menigheden i Nazareth. Så kan vi blive vrede og forfølge det lys, som lige viste sig. Så dukker janteloven op og det lys skal slukkes hurtigst muligt.

Mit hjertes puls slår ganske tyst.

Forstummet glæde, svunden lyst.

Det er ikke rart. Livet på standby. Men så kan vi altså bruge salmen som en bøn til Gud og gøre som salmedigteren:

Så kom, jeg be'r dig kom til mig,

og vis min længsel, håbets vej.

Det er sådan vi skal gøre i stedet for at lukke os i. Vi skal blive små og bede om det eneste, der kan fylde vores længsel, nemlig håbet. Håbet til livsopfyldelse og mening i hver eneste dag.

Så fortsætter Marianne Harboe med bønnen i andet vers:

Byd lysets engle op til dans

i morgensrødens strålekrans.

Fyld hjertets kar med livets saft.

Iklæd mig kærlighedens dragt.

Og giv, jeg be'r dig giv mig tro,

så jeg i dig får sjælens ro,

så jeg i dig får sjælens ro.

Kære menighed

Det er en god bøn at bede på kirkens nytårsdag. Nu skal der danses, nu skal der leves. Livet skal ikke længere være lavt og gråt og småt. Nu skal vi danse i morgenrødens strålekrans. Ingen uro skal længere tvinge os til at leve i gråheden og småligheden, for nu skal vi finde den tro, der giver os sjælens ro, så vi kan leve med ansigtet vendt opad og med lyset i sjæl og krop uanset, hvad der kommer til os af mørke og af sorg.

Salmen slutter med tredje vers:

Se dagens lys står højt og klart.

Vort liv er nu, og ikke snart.

Mit hjerte flyver på en sang

om ham, der gik på jord engang.

Så tak, jeg takker Gud med bøn,

at du igen har sendt din Søn,

at du igen har sendt din Søn.

Nu har det været søndag og så skifter salmens førstelinje i sidste vers. Hvor det i første vers hed: Når dagens lys står lavt og gråt, hedder det i sidste vers: Se dagens lys står højt og klart.

Vort liv er nu, og ikke snart.

Det er naturligvis en viden, vi kan få, dersom vi som salmedigteren arbejder på et hospice, men som vi bestemt også kan få, når bare vi betænker baroktidens to temaer: Carpe diem, Grib dagen og Memento mori, Husk at du skal dø.

Men en anden ting er også nu: Det er Guds kærlighed. Det er højst aktuelt, at der nu kommer godt budskab til fattige, frigivelse for fanger og syn til blinde, undertrykte i frihed og et nådeår fra Herren.

I det øjeblik Jesus kommer med sit budskab i Nazareth, så kommer den ny verden, hvor dagens lys står højt og klart. "I dag er det skriftord gået i opfyldelse".

Vort liv er nu og ikke snart. Det er nu, vi her i kirken får besøg af Guds søn. Og derfor skal vi takke Gud med bøn, fordi han igen har sendt sin Søn.

Så hver enkelt af os kan leve med glæde og vort hjerte kan flyve med en sang om, at Gud er her med al sin kærlighed til os.

Kære menighed

Glædeligt kirkelig nytår. Det kan vi vide, fordi det ikke er som i det verdslige år, hvor vi ikke kan vide, om det vil gå godt med vort liv eller ej og i samfundet eller ej. I det kirkelige nytår ved vi, at det vil gå godt, for Guds søn vil komme hver eneste søndag med godt budskab til os. Aldrig andet. Hver eneste søndag uanset om præsten er oplagt eller ej. Guds søn vil være til stede med sit glædelige budskab om, at vi er accepterede på højeste sted, at Gud har antaget os som sine børn, det vil sige, at vi kan leve med glæde og tage hele livet i brug.

Så kan det godt være der bliver nogle søndage, hvor vi som menigheden i Nazareth ikke kan høre, hvad det er, der er det vigtigste, og at vi måske ovenikøbet er nær ved at smide Guds søn på porten.

Se dagens lys står højt og klart.

Vort liv er nu, og ikke snart.

Derfor er der ikke andet at gøre, end at være taknemmelige og glade modtagere af den gave, som livet er. Også selvom det ind imellem kan være besværligt med så mange ting. Grundtonen i vort liv må være taknemmelighed og glæde. Aldrig vrede, hvor vi som folkene i Nazareth er parate til at støde glæden udover kanten på et bjerg.

Det er da en meget enkel huske- og leveregel til det kommende år.

Marianne Harboe skriver sådan i en anden salme:

Velsign min rejses veje, og send din hvide due,

som mit pejlemærke, tegn, når angstens storme true.

Min bøn til dig ved skumringstid, at du vil trygt mig favne,

så jeg hver morgengry ta'r kurs mod kærlighedens havne.

Det er i mange af hendes salmer, at ordene bliver til en bøn. Denne bøn, synes jeg, er smuk og god ved indgangen til et nyt kirkeår.

Velsign min rejses veje. Gør hver skumringstids bøn til en bøn om, at vi hvert morgengry vil tage kurs mod kærlighedens havne.

Det er der, livet findes. I Guds kærlighed til os og i vort svar på den kærlighed, som er at elske hver dag og hvert menneske, vi møder.

Takket være en gave med salmer, synes jeg det har været enkelt at prædike på denne første søndag i advent. Der er meget at være taknemmelig for.

Tak for salmer og Guds søns besøg i dag!

Amen