"Livet er en fest. Vi er nødt til at satse!"

1.s.e.påske

Salmer: 736,218,233,,403,477,725

I dag hører vi en evangeliefortælling, som refererer til den mest eksistentielle situation, vi kender. Det er to mennesker, der sidder over for hinanden. De ser hinanden i øjnene, de er fortrolige, de taler om det vigtigste. De sidder sammen og tænker sig langt ind i tilværelsens inderste centrum, og naturligvis er det kærligheden, de taler om. Hvor langt vil du gå? spør den ene. Kærligheden kræver det hele. Ja, i virkeligheden handler det om, at du må give dig selv for at den anden kan leve.

Evangeliet er klar på alle punkter. Det er ikke et spørgsmål om at blive retfærdig og pæn. Det er alene et spørgsmål om at disciplinere sin kærlighed ind i et andet menneskes værdighed og liv.

Som I ved har vi haft konfirmandweekend. Det var sidste gang vi skulle arbejde sammen. Så det var vigtigt at koncentrere tingene. Først og fremmest har vi arbejdet med trosbekendelsen. Det hørte I lidt af i dag, men resten kommer på søndag til konfirmationen.

Men derudover har de gode og kloge konfirmander måttet bruge lørdagen til to kunstværker. Vi læste ganske enkelt en bog. Det er lang tid at sidde sammen, men de klarede det med en pause undervejs. Det var Leif Esper Andersens bog Heksefeber. Den foregår, som I kan tænke, på den tid, hvor heksefeberen raser. Og vi følger en dreng, hvis mor bliver brændt på bålet, og vi følger en mand, som tar drengen til sig, men som også selv er under mistanke for at være heks.

Det er en stærk fortælling, som hele tiden bevæger sig rundt om spørgsmålet: hvor meget vil du egentlig elske andre mennesker.Hvor meget vil du følge kærligheden? Vil du sætte livet på spil for en anden? Og er det ikke i sidste instans det, der er spørgsmålet. Kærligheden vil gå hele vejen ifølge den eget væsen.

Kloge Hans ved, at for hver eneste han hjælper, bærer han en pind til sit eget bål. Men han kan ikke lade være med at hjælpe andre, fordi han selv måske kan komme til at få det ondt.

Kloge Hans kender sin plads til sidst. Han kan ikke sige nej til næstekærligheden og medlidenheden til de syge.

Det er samtidig en bog, der er så god at få forstand af, når det gælder trosbekendelser. Ingen skal have sandheder i form af trosbekendelser, så man kan forfølge andre mennesker med bål og brand. Kloge Hans siger det til drengen Esben helt tydeligt: Har du først fået en sandhed ind, så er livet gået i stå. En sund tvivl er lang bedre. For det giver også selvstændighed.

Det andet kunstværk var Roberto Benignis film "Livet er smukt". Den handler som Heksefeber om det samme, nemlig om at sætte livet til for den man elsker.

Guido, som er jøde, bliver sendt i koncentrationslejer, sammen med sin lille søn og sin kone, der vælger at tage med frivilligt.

Guido, som har et vidunderligt livsoverskud, klarer at forvandle Helvede til et rimeligt sted for hans lille søn, der takket være sin frygt for at få bad, undgår gaskammeret.

For at redde både sin søn og sin kone må Guido til sidst betale med sit liv.

Det er to genfortællinger af evangeliets historie om Jesus fra Nazareth. Med sit liv åbenbarer han, hvad livet handler om. Livet handler om at elske, om at være til for andre end sig selv. Det handler om at satse.

"Livet er en fest. Vi er nødt til at satse." Sådan sagde Thomas Blachman forleden aften i et interview. Livet er en fest på den måde, at det handler om kærligheden. Livet er et langt bryllup, hvor det handler om, at vi må fejre kærligheden. Og at elske kommer vi ikke til uden ved at satse.

Jesus satser hele sit liv for at vise os, hvad Guds vilje er i denne verden. Den er kærlighed. Ikke andet.

Det er lang tid efter påske. Jesus er vendt tilbage. Livskraften, livssaften, livet selv er vendt tilbage og sætter sig overfor disciplene og især overfor ham, der mener, han skal være leder. Og så kommer den eksistentielle samtale om at elske.

Sådan kommer Jesus igen og igen også i vore liv. Han vender tilbage som spørgsmålet om at tage ansvar, om at elske så meget, at vi vil gå i brechen for et andet menneske. Ikke bare for os selv, ikke bare for de nærmeste, men for andre mennesker, som har brug for det.

Det er det, det handler om i dag.

At være ansvarlig er at leve for nogens ansigt. Sådan, tror jeg, vi kan formulere den vigtigste opgave, vi har. At være ansvarlig er at leve for en andens ansigt og turde sige ja, jeg elsker det her liv, jeg elsker det liv, der har evighed i sig, jeg elsker det så meget, at jeg vil det og derfor vil jeg hjælpe dig.

Det er det, Peter bliver spurgt om. Det er det, vi alle bliver spurgt om.

Jeg må igen bruge filosoffen Emanuel Levinas. Han siger et sted, og jeg har brugt det før, det ved jeg godt, men det kan ikke bruges for tit. Han siger, "at en erkendelse af gud, der er adskilt fra forholdet til andre mennesker, er umulig."

Det er det kristendom forsøger at virkeliggøre hele tiden, at vi altid må møde Gud gennem et andet menneske ansigt til ansigt.

Først i det øjeblik vi møder et medmenneskes ansigt og svarer på det krav, der udgår fra det ansigt om at blive taget vare på, åbner uendelighedens dimension sig.

Det er sådan kristendom er. Gud blev menneske i Jesus fra Nazareth, tømrersønnen. Nu vil det være sådan for altid, at vi kun møder Gud i det forhold, at vi har ansvar for hinanden. Kristendom fortæller os, at vi som mennesker er Guds hænder og øjne her på jorden. Vi har ansvar.

Vi er skabte i Guds billede. Men det kan vi sige ligeså tit vi vil, hvis vi ikke sætter vort hjerte og vort liv ind på, at elske, så passer det ikke en døjt.

Først gennem kærligheden til andre mennesker og alt det skabte klares Guds billede i os, så vi husker vores oprindelse og vores forpligtelse til at drage omsorg for hinanden og for Guds skaberværk.

Amen