Margrethekirken

Margrethekirkens fire farvevinduer og deres symboler

Ved afsløringen 12. november 2005

Med store glæde har vi haft Åsa Hvid-Hansens apostle hængende på vestvæggen. De boltrer sig i alle regnbuens farver og udstråler glæde, skønt deres fortælling også har mørke i sig.

Pierre Auzias store altertavle foruroliger øjet altid. Farveholdningen er violet, som er den farve der utrykker passion, lidelse, bod og anger. Derfor er altertavlen et momento til alle, der besøger kirken. Massakren på Bethlehems drengebørn er en ud af mange mange massakrer, som altid må huskes og angres. I midten af billedet ses Guds ansigt, lys som solen, men vred over det, der sker.

I det lille prædikestolsbillede har Pierre Auzias malet en engel, som går foran den lille flygtende familie i højre side af alterbilledet.

Men nu kommer hele den liturgiske farvepalet ind i Margrethekirken i Pierre Auzias fire store kirkevinduer.

Her gennemspilles de store følelser i menneskers liv.

Det første vindues farve er gult, gylden og hvidt samt har i sig alle regnbuens farver, som lyset har.

Hvidt lys er en sammenblanding af alle lysbølger: rødt, orange, gult, grønt, blåt, indigo og violet.

Når vi opfatter en farve er det fordi en bestemt genstand kaster en bestemt lysbølge tilbage, som vi kan modtage og omforme til en farve. Når vi opfatter en tomat som rød, er det fordi, der sker følgende: Sollyset som består af alle farver rammer tomaten. I tomaten sidder molekyler og opfanger alle lysbølgerne - undtagen de røde som den kaster tilbage. De tilbagekastede lysbølger opfatter vi - og i vores øje og vores hjerne modtages farven og dannes til: rød.

"For at frembringe en farve kræves der lys - og nærmest lyset opstår en farve som vi kalder gul ... solen er gul ... papiret og silken gulner ved lys ... gul symboliser glæde og blidhed."

Sådan siger Goethe i sin farvelære.

I kirken er gul og hvid billede på det lys, der kommer fra Gud selv. I det fjerde århundrede begyndte man at male glorier i sine afbildninger af Jesus. Det var for at fortælle, at Gud var som det menneskes lys, Gud som solens lys. Senere afbilledes også apostlene med glorie. Det er derfor festens og glædens farve, som bruges på de store højtidsdage, juledag og påskedag og tiden mellem påske og pinse.

Påskedag er lammets sejr. Det har Pierre Auzias valgt at afbilde her. Lammet er et Kristussymbol og fortæller om et menneske, som satte livet til for en sandhed og en kærlighed og som sejrede derved. Derfor er det et lam med sejrsfane selvom om underlaget er det blodryppende alter fra fortidens uhyggelige ofringer.

Vinduet fortæller, at kærligheden og sandheden sejrer, fordi kærligheden og sandheden er Guds.

Det næste vindue har farven violet. Goethe siger i sin farvelære noget meget fint om en af hovedingredienserne i denne farve:

"Jeg ser blå som den umiddelbare modsætning til gul ... som gul altid fører noget lys med sig, fører blåt altid noget mørke med sig ... som farve er den energi ... der er noget modsigende pirring og ro når man ser på den ... som vi ser den blå himmel, de fjerne blå bjerge, sådan synes en blå flade at vige tilbage for os ... den blå trænger ikke ind på os, men trækker os efter sig ... et blåt rum virker stort, men også tomt og koldt."

Fordi violet med sit blå indhold altid fører noget mørke med sig er violet blevet bodens og alvorens farve. Violet bruges derfor i hele fastetiden samt i adventstiden.

Pierre Auzias har her valgt igen meget transparent at gengive båden som er billede på den kristne kirke og på menneskelivet og det sammenhold, der gør sejladsen mulig med Guds kærlighed som kompas. Derfor er der mulighed for balance og ro selv midt i kaos, som da Jesus stilnede stormen på søen.

Vinduet fortæller altså, at midt i alle blå og violette stemninger og følelser, skal glæden ikke glemmes, for Guds kærlighed vil selv være med som bådens kompas.

Det næste vindue, synes jeg, er så vidunderlig. Det kunne været malet af van Gohg. Grøn er farven for vækst fra forår hen over sommer til høst, og derfor er grøn håbets farve. Det er kirkens hverdagsfarve. Hele tiden fra påske henover sommer til efterår er den liturgiske farve i kirken grøn.

I den grønne farve har Pierre Auzias indsat nøglen, som vel egentlig symboliserer Peter, som får overdraget himmerigets nøgler. Jeg vil vælge at tolke nøglemagten, som kirken sidder inde med i vores tid og her på dette sted, at det skal være billede på den vækst i menneskelivet, som skal foregå herinde i kirken. At vi vokser som mennesker, det er nøglen til at blive levende. Stilstand er død, den grønne vækst er liv.

Endelig når vi til den sidste farve i kirkeåret, som er rød.

Rød giver et indtryk af såvel alvor og værdighed som af ynde. Det ene giver den i sin mørke fortættede tilstand (purpur), det andet i dens lyse fortyndede (rosa). Og på denne måde kan alderens værdighed og ungdommens elskværdighed klæde sig i samme farve

- siger Goethe i sin farvelære om farven rød.

Rød er i kirkens historie blevet billede på først og fremmest ildens og kærlighedens farve, fordi Helligånden kom som ild på Pinsedagen. Den røde bruges derfor i pinsen, men bruges også på St. Stefans dag i julen, fordi Stefanus blev den første martyr. Rød er også blodets farve.

Naturligt nok har Pierre Auzias her valgt at tegne symbolet for tro, håb og kærlighed. Korset i symbolet udtrykker troen, ankeret er håbet og hjertet er naturligvis kærligheden. Så bliver da tro, håb og kærlighed, som Paulus siger i Kærlighedens Højsang.

Det hele er samlet og kirken er for alvor blevet en kirke i farver og især tilføjet glæde i form af Pierre Auzias bløde, sarte og glædesfyldte penselsstrøg.

Kære menighed - hjertelig tillykke med fire meget smukke kirkevinduer.